En 25-årig rumænsk mand blev lørdag aften taget ud til stikprøvevis grænsekontrol ved Frøslev Grænseovergang. Her stod det klart, at han havde overtrådt et indrejseforbud. Dommen faldt søndag.
En 25-årig rumænsk mand blev søndag idømt en straksdom ved Retten i Sønderborg på 20 dages fængsel for at overtræde et tidligere meddelt indrejseforbud.
Den 25-årige blev anholdt lørdag aften ved Frøslev Grænseovergang, hvor han var passager i en rumænsk personbil, der blev taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol.
Her konstaterede personalet fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, at den 25-årige i forbindelse med en dom ved Retten i Roskilde i 2016 var udvist med et indrejseforbud i seks år – gældende til den 1. august 2022.
Den 25-årige mand har erkendt forholdet og modtog dommen.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.
UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.
I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)