Projektet ”Same same but different” skal hjælpe ordblinde i undervisningen gennem tegning og animationsfilm. Bag står The Animation Workshop, VIA, og projektet har netop fået støtte af Region Midt Kulturpulje.
Hvor grundskolens danskfag i dag er kendetegnet ved skriftlige metoder som analyse og diktater, vil ”Same same but different” sætte fokus på visuelle kommunikations- og læringsmetoder. Formålet er at give værktøjer til ordblinde og styrke flere elevers lyst til at lære gennem enproduktions- og filmisk tilgang til undervisningen.
”Projektet tager udgangspunkt i folkeskolens fælles mål, men på en anderledes måde. Vi bruger visuelle udtryksmidler som animation, tegning og illustration i stedet for skrift til at opbygge barnets sproglige bevidsthed. På den måde giver vi et nyt udtryksmiddel til dem, der ikke kan læse og skrive,” siger Hanne Pedersen, der er leder af Animated Learning Lab, som er en del af animationsskolen The Animation Workshop, VIA.
Paralleller mellem filmsprog og skriftsprog
”Same same but different” udvikler forskellige prototyper på læringsmaterialer til danskfaget for alle klassetrin, så lærere og pædagoger kan inddrage visuelle læringsformer i deres undervisning.
”I stedet for at læse om et emne eller lave en skriftlig stil, skal eleverne selv producere en tegnefilm. Det giver en langt større sprogforståelse hos ordblinde elever, fordi de bliver tvunget til at undersøge ordene – hvordan viser vi for eksempel en glad mand? Vi kan for eksempel også lære om komma gennem animation – et komma er en pause i filmen. Jeg har haft ordblinde elever, der har sagt ’der mangler et komma’, fordi der tydeligt mangler en pause i filmen,” siger Hanne Pedersen.
Udvikling af elevers sproglige og kommunikative evner
De visuelle og filmiske arbejdsformer og udtryksformer skal sikre, at alle elever udvikler deres sproglige og kommunikative evner og bliver en del af læringsfællesskabet. På mobil eller iPad skaber eleverne enkeltvis eller i fællesskab kreative universer, der skal underbygge deres forståelse og agere redskab for formidling.
”Ordblinde børn har fra starten lært, at de har svært ved at lære. Med ’Same same but different’ bruger vi film til at skabe et nyt sprog, så de kan lære på lige fod med de andre,” siger Hanne Pedersen.
Udover sproglige færdigheder ønsker man med projektet også at udvikle elevernes generelle kendskab til animation og filmiske virkemidler, som ifølge Hanne Pedersen kan være til gavn for alle elever, ikke kun ordblinde.
En fremtid på VIA
”Same same but different” er i oktober blevet godkendt af Region Midt Kulturpulje. Det betyder, at projektet og dets metoder nu i større grad og mere målrettet kan implementeres og prøves af i forskellige workshops. Tre skoler fra Favrskov, Randers og Viborg kommune deltager blandt andet i projektet.
Desuden håber Hanne Pedersen, at projektet på sigt vil kunne integreres i lærer- og pædagoguddannelserne på VIA og indgå i efter- og videreuddannelse til grundskolelærere og pædagoger.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)