Arbejderklassen rører på sig og venstrefløjen gyser

Af Lars Hedegaard.

Ifølge den almindelige opfattelse står venstrefløjen på den lille mands side over for kapitalister, imperialister og undertrykkere af enhver art. I gamle dage hed det arbejderklassen, som burde samle sig til modstand mod kapitalisterne, der ejede fabrikkerne og bankerne og udbyttede samfundets underste. Som Karl Marx og Friedrich Engels skrev i socialismens bibel, Det kommunistiske manifest fra 1848: “Arbejdere i alle lande forener eder!”

Sådan taler den moderne venstrefløj ikke længere. Ikke desto mindre henter vore dages socialister og andre venstreorienterede deres legitimitet fra marxismens grundfortælling om de gode mod de onde – arbejdere og lønmodtagere mod udbytterne.

Det underlige er, at når arbejderne går i aktion for at forsvare deres interesser, reagerer venstrefløjen med forfærdelse og raseri. Vi så det med Dansk Folkeparti, der var – og måske stadig er – et arbejderparti. Stuerent blev det aldrig, sagde landets statsminister, som rystede ved truslen om, at han måske ikke længere havde styr på den jævne hob.

Vi så det med populisten Donald Trump, der åbent appellerede til det, man i USA kalder middelklassen – stort set svarende til det, som vi i Danmark forstår som lønmodtagerne og de mindre næringsdrivende. Venstrefløjen holdt sig for næsen i væmmelse over disse “ynkværdige”, der ikke opførte sig, som de fik besked på.

Og vi ser det nu i Canada, hvor truckerne har organiseret en såkaldt “frihedskonvoj” i protest mod den venstredrejede regeringens covidrestriktioner. Man skulle måske forvente, at “progressive”, socialistister og selvudråbte marxister ville blive begejstrede over dette rigtige arbejderoprør.

Det modsatte er sket. Canadas venstreorienterede premierminister, Justin Trudeau, er gået under jorden af frygt for, at arbejderne vil komme efter ham, og har mobiliseret politiet mod de strejkende. Ordensmagten er begyndt at arrestere chaufførerne for at dytte og andre for at give dem benzin. Techmonopolerne i Silicon Valley – en base for det yderste venstre – prøver at forhindre truckerne og deres sympatisører i at indsamle penge og fjerner støtteerklæringer på nettet. Venstrefløjen og deres kapitalistiske allierede anklager uden grund truckerne for at være voldelige, men havde intet problem med rigtige voldsorganisationer som Black Lives Matter og Antifa.

Man kunne give talrige andre beviser på venstrefløjens sande ansigt. Men lad os nøjes med at konstatere, at venstrefløjen hader og foragter de små i samfundet, som de tolererer, så længe de lader sig kontrollere, men pudser politiet på, når de ikke retter ind.

Hvilken sørgelig arv efter de gamle, der kæmpede for frihed, lighed og broderskab.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)