Barok medieselvhyldest og journalistadelens had til ytringsfriheden 

Én ting er den groteske lovprisning af Poul Høis von Münchhausen-journalistik. Værre er det autoritære mål, som løgnehistorierne tjener.

Af Michael Pihl, Næstformand i Trykkefrihedsselskabet

”Ordner hænger man på idioter”, skrev Heiberg i en frimodig skillingsvise, der indbragte ham bødestraf, fordi han i 1790 brugte en begrænset trykkefrihed til at gøre nar ad enevældens adel, hofsnoge og politiske magthavere, der med endeløse optog og meningsløse udmærkelser konstant fejrede sig selv og hinanden. I dag fejrer journalistadelen sig selv med tilsvarende ordensudmærkelser, og af et skamløst triumftog laurbærkransedes forleden cavlingprisvinder og stjernejournalist Poul Høi: Dansk journalistiks – måske – mest samvittighedsløse Ordsvindler?  

”Det med at tilføje journalistikken et nyt lag, at flytte historien et sted hen, hvor man ikke bare fortæller, hvad der skete, men faktisk også fortolker det. Man sætter sin egen dækning i perspektiv med det samme. Det er meget kendetegnende for Pouls journalistik”, udtalte chefredaktør Tom Jensen i en hyldestartikel (Berlingske 21.11). ”En person med integritet og ære”, lød det om Berlingskes USA-korrespondent. 

I kontrast hertil har flere kritiseret Cavlingprisvinderen for at snyde sine læsere, for at plagiere og for at opdigte reportager:

 I 2003 fik Høi f.eks. en reprimande af Berlingskes redaktion for at skrive artiklen ”Den faldende mand” af fra en amerikansk journalist ved navn Tom Junods. 

I 2009 kritiserede Mikael Jalving ham for kildemanipulation og afskrift fra udenlandske medier stadset ud som selvstændigt researcharbejde: ”Poul Høis journalistiske metode lader til at være som følger: … i hans gearede featureartikler får man indtryk af, han er ude i marken, har talt med eller været tæt på hovedpersonerne. Det har han bare ikke. Langt henne i artiklen kan der så pludselig optræde en henvisning. Slår man efter, viser det sig, at det ikke kun er et citat, Høi har brugt, men derimod at flere dele står i gæld til originalartiklen”.

Jalving fulgte op i 2015 med kritik af manglende selvopgør, svindelreportager og kildemanipulation, som han mente var særlig udbredt i statsbetalte udlandsredaktioner: ”Hvor véd du det fra, søster snak? Hvem er dine kilder, bror ord? Det er der åbenbart ingen, der kan svare på. Og værre: Der er tilsyneladende ingen i DR eller TV 2, der stiller spørgsmålet. Det er øjensynligt irrelevant. Seerne skal have oplevelser, indtryk, historier. Dansk udenrigsreportage har i løbet af de seneste 10 år eller mere taget et gevaldigt dyk ned i følelsespornografi, vilkårlighed og faldskærmsreportage. I dag er de fleste danske tv-korrespondenter en parodi på sig selv” – skrev Jalving. 

I Trykkefrihedsselskabet har vi flere gange afdækket Poul Høis løgnehistorier og kildemanipulation, som fremstod særlig tydelig i hans journalistik om den engelske borgerjournalist og ytringsfrihedsaktivist; Tommy Robinson. Har man selv sat sig lidt ind i Robinsons historie, er det ret nemt at gennemskue Poul Høis Robinsonade-løgne, men den forudsætningsløse læser er prisgivet Høis von Münchhausenske historiefortælling. Her blot nogle få udvalgte eksempler: 

I 2019 gav Poul Høi læseren det indtryk, at han havde mødt Tommy Robinson og skrevet sine reportager ud fra selvstændig og uvildig research: ”Berlingskes britiske korrespondent har ved tre lejligheder mødt Tommy Robinson”. Hvor sandheden var, at Høi på intet tidspunkt havde mødt Tommy Robinson, og aldrig havde ført en ærlig samtale med ham. Høi havde kun set videoer om Robinson på internettet – og ukritisk planket en række engelske mainstreammediers stærkt farvede fremstillinger af Tommy Robinson. Høi gjorde sig således intet selvstændigt forsøg på at undersøge, hvem Tommy Robinson virkelig var og hvad han stod for. 

Høi tillagde – også i 2019 – Tommy Robinson det generelle synspunkt, at alle ”… muslimer i Storbritannien er at regne for ’fjendtlige kombattanter’”, hvor sandheden var, at Robinson havde anvendt dette udtryk om en afgrænset gruppe radikaliserede muslimer, der stod bag terrorangrebet i Manchester i 2017. 

I 2023 påstod Høi så, at Robinson i Ellie Williams-sagen havde støttet og pisket en pøbelstemning op omkring et utroværdigt vidnes usandfærdige påstande om muslimske voldtægtsovergreb i byen Barrow. Sandheden var imidlertid den stik modsatte; at Robinson – i modsætning til Poul Høi – undersøgte sagen ordentligt og kom til den modsatte konklusion: Ellie Williams påstande virkede utroværdige og pigen var nok en tragisk figur, men hun talte formentlig ikke sandt. Robinson lavede en selvstændig og grundigt researchet dokumentarfilm, ”The Phantom Rape Gang”, om sagen, som Poul Høi formentlig aldrig har set. 

Når Høi nu bevisligt om Robinson lyver som en hest kan rende, spørger man uvægerligt; hvor meget sandhed, der så kan være i, hvad han ellers skriver?  

Måske journalistkolleger og mediemagthavere udmærket erkender Høis metode? Måske de udmærket godt ved, at han lyver, men ser bort fra det? Måske fordi Høis historiefortælling altid er magthaverloyal, aldrig er magtkritisk og altid vender den tunge ende nedad? Måske fordi Poul Høi blot lyver på den rigtige måde? Han lyver nemlig altid rigtigt – om de forkerte: 

Påfaldende er det, at Høis journalistløgne altid støtter magthaverinteresser og det politiske mål: Nedlukning, censur, retsforfølgelse og fængsling af Robinson for hans ubekvemme borgerjournalistik om magtmisbrug og sociale problemer, som statsbetalte medier ikke vil dække. 

Bemærkelsesværdig er derfor også Høi og journalistadelens arge modstand mod ytringsfriheden på det sociale medie X. Elon Musk er således yndlingsaversion i den Høisk-Berlingske journalistik og ytringsfriheden på X skulle være ansvarlig for alverdens ulykker. Hvorfor hader journalistadelen mon Elon Musk så inderligt?

Formentlig fordi ytringsfriheden, sociale medier og den nye borgerjournalistik udfordrer den magtfulde portvogterrolle, som Høi, Berlingske og statsbetalte medier hidtil har spillet i den demokratiske offentlighed? 

Paradoksalt var det i efteråret at være vidne til, hvordan Poul Høi i en artikel i Berlingske (05.08. 2024) selv gjorde brug af en grov misinformation som argument mod ytringsfriheden på X –  fordi der iflg. Høi var for megen misinformation på X: 

Efter knivdrabet på tre uskyldige børn i Southport den 29. Juli 2024 og de efterfølgende optøjer i England, fortalte Høi om en engelsk kvinde ved navn Bernadette Spotforth, som sammen med Andrew Tate på det sociale medie X havde udsendt en falsk påstand om barnemorderens identitet (ham, som TV2 Nyheder kaldte for ”en kordreng”), og dermed pisket en stemning op mod migranter. Spotforth påstod således at børnemorderen var en arabisk bådmigrant, hvilket var usandt. 

Høi skrev: ”Mandag 29. juli angreb en 17-årig mand en danseklasse i Southport i Storbritannien og stak tre små piger ihjel, og få timer senere sendte Spotforth et tweet ud. Hun skrev, at den 17-årige hed ’Ali Al-Shakati’, og at han var en asylsøger, som i 2023 kom til Storbritannien med en båd over Kanalen”. 

Historien om Spotforths misinformation var skam rigtig nok, men fordi Høis politiske ærinde var et angreb mod ytringsfriheden på X, kunne Høi ikke lade være: Han satte trumf på og påstod fejlagtigt, at Spotforths misinformation skulle være blevet delt på X – af Tommy Robinson, der dermed angiveligt gjorde sig skyldig i ophidselse af gemytterne i England: 

”Tidligere arbejdede X på at moderere diskussionen og bandlyste personer, som falbød had og løgn, men Musk bød igen de pågældende personer indenfor. For ytringsfriheden var allervigtigst, og ytringsfriheden – ikke moderation eller bandlysning – ville selv afgøre, hvad der var sandt og falsk, lød hans filosofi. Og det var dette X, som Bernadette Spofforth udsendte sit tweet til … Det samme gjorde den højreradikale Tommy Robinson…”. 

Høi søgte altså ved hjælp af en løgn at diskvalificere både Tommy Robinson og ytringsfriheden på X. Høis propagandaløgn tjente til legitimering af justitsmordet på Robinson og ytringsfriheden. 

Sagen var blot den, at Robinson aldrig delte denne misinformation. Sandheden var, at Tommy Robinson i juli-august vitterligt kun opfordrede sine tilhængere på X til fredelig protest og til at undgå konfrontation med politiet. Det er – som sagt – ret nemt at påvise, men Høis løgn står stadig. 

Én ting er lovprisningen af Høis von Münchhausen-journalistik, som virker grotesk, når man ved, hvordan han arbejder. Værre er dog løgnene og de ubeføjede anklagers autoritære formål:

Genindførelsen af politisk censur på det sociale medie X og kriminaliseringen af uafhængig og magtkritisk borgerjournalistik. 

En aktuel omskrivning af Heibergs lyrik må derfor lyde:    

Ordener og Cavlingpriser hænger man på Idioter,

Stjerner og Bånd man kun Journalistadelen giver,

Men om Tommy Robinsons føljetoner,

man ikke ét sandt Ord i Aviserne ser.

Dog, har man Hjerne,

kan man jo gerne,

undvære Høi, Orden og Stjerne.