I Berlingskes selvopfattelse er avisen borgerlig, men eftersom socialdemokratismen i flere årtier har været den dominerende samfundsform i Danmark, er Berlingske for længst blevet en del af socialdemokratismens propagandaapparat. Det betyder, at det er de skiftende regeringer og Folketinget, der i vid udstrækning bestemmer avisens holdninger, vinklinger og kildevalg. Som en del af magtelitens propagandaapparat udvælger og formidler Berlingske fortrinsvis de fakta, der skal fremme den dominerende politiske dagsorden og fortælling. Som Asger Aamund skrev: ”Hvis vi betragter nogle af de store samfundspolitiske mærkesager som indvandring og integration, Covid-pandemien, Ukraine-krigen, den politiske udvikling i USA og EU, er der pæn overensstemmelse mellem regeringens holdning og mediernes valg og præsentation af nyheder og kommentarer. Sidst så vi, at samtlige medier og partier som med én stemme sluttede op om afviklingen af forsvarsforbeholdet. Typisk kunne Berlingske melde efter at et ja-flertal var i hus, at forsvaret er udsat for en massiv personaleflugt. En nyhed avisen ikke ville drømme om at bringe på forsiden under valgkampen”.
At Berlingske har svært ved at håndtere ægte borgerlige og nationalkonservative synspunkter og holdninger, var vi vidne til i maj 2021, da chefredaktør Tom Jensen ”af pladshensyn” (sic!) afbrød samarbejdet med Asger Aamund, som i mange år havde leveret artikler, kommentarer og kronikker til Berlingske. Facit er, at de eneste ægte nationalkonservative profiler, der i dag er tilbage på Berlingske, er Eva Selsing og Bent Blüdnikow. Praktisk for Tom Jensen, som altid kan henvise til de to som bevis på Berlingskes holdningsmæssige pluralisme.
Man siger, at den der betaler for orkestret, bestemmer, hvad der skal spilles. Og når det gælder de statsstøttede medier, bliver der slet ikke lagt skjul på det. I et indlæg i Berlingske den 5. jan. 2022 var adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, meget åben om, at de statsstatsstøttede medier, herunder Berlingske, er i lommen på magteliten, og at mediestøtte skaber afhængighed og giver ultimativt staten indflydelse på medierne: ”Desværre har mange private medievirksomheder bragt sig i en situation, hvor de har gjort sig mere eller mindre afhængige af direkte og vedvarende driftsstøtte fra staten. Og selv mediehuse, som tidligere har gjort en dyd ud af at advare imod statens indblanding i privat mediedrift, søger nu aktivt at blive statsfinansieret koncessionshaver for staten – ja, det er Berlingske Media, jeg tænker på. Tilmed er der en stor gruppe af landets lokale medier, som ønsker større støtte – og dermed større afhængighed af staten. Ifølge de pågældende medier fordi de udfylder en vigtig rolle i demokratiet”.
Da Berlingske påstår at være en borgerlig avis, burde dette afspejles på avisens lederplads samt emner og vinklinger i de indlæg, avisen bringer. Berlingske er imidlertid blevet en liberal avis, hvor der primært gives plads til forskellige liberale positioner, ofte af meget venstreorienteret karakter. På debatsiderne er kun ca. 5 pct. af skribenterne konservative, resten er liberale eller venstreorienterede. Og man skal lede længe efter konservative holdninger i lederne. Der er intet forsvar for den nationale suverænitet og nationalstatens betydning, mens der gennem årene har været masser af plads til kritik af Brexit, Boris Johnson og Trump.
USA-dækningen i Berlingske er konsekvent ensidig til fordel for den amerikanske liberale venstrefløj. Mens kernen i ”trumpismen” er nationalkonservatisme baseret på orden, sikkerhed, grænser, national identitet og traditionelle borgerlige værdier om kernefamilie, kristendom, køn og seksualitet, fremstiller Berlingske Trumps kristne vælgerbase som snæversynede og forandringsresistente tabere, racister og religiøse fanatikere. Vi kender det herhjemmefra, hvor mange vælgere i Sønderjylland stemte på DF i 2015, og som venstreorienterede ”borgerlige” med de ”rigtige” meninger kaldte ”klamme kældermennesker”. Det er tydeligt for enhver, at Berlingske for længst er løbet fra sin borgerlige arv og de klassiske konservative værdier. Og en borgerlighed uden konservatisme ophører som bekendt med at være borgerlig.
At Berlingske bedriver partisk og kampagnepræget journalistik blev bl.a. bekræftet af Bent Blüdnikow i et indlæg med overskriften “Har Berlingske ikke et moralsk ansvar for de falske rygter om Trump”: ”Fra amerikanske medier flød anklagerne mod Trump i en lind strøm til europæiske medier, og Berlingske skrev om disse anklager uden at sætte spørgsmålstegn ved anklagerne og i en tendentiøs stil, som efterlod læsere i den tro, at der var noget om snakken. Problemet med mediernes artikler var ikke alene, at de uden kildekritik gengav løse og anonyme anklager, men også at medierne ikke gengav kilder, der pegede i en anden retning”.
Senest har Søren Schultz Jørgensen, der er selvstændig medieforsker, ph.d. i mediesociologi, journalist og indehaver af virksomheden Kontrabande, beskrevet Berlingske som ”en klub for mennesker, der tænker ens”. Schultz Jørgensen påpeger, at det danske medielandskab består af medier, der dyrker hver deres fællesskab eller, rettere sagt, menighed eller ekkokammer. Fyens Stiftstidende er således et missionsblad for fynboer, der elsker Fyn, Politiken et missionsblad for kulturradikale i den offentlige sektor, og Berlingske et missionsblad for ”borgerlige” københavnere. Vi skriver borgerlige i anførselstegn, fordi de nye generationer af unge og veluddannede mennesker i København, som sidder på samfundets topposter og er med til at styre Danmark, betragter borgerlige ideer og principper som støvede og nærmest fortidslevn, der forbindes med lav status.
Schultz Jørgensen har fuld forståelse for, at det er en god forretning for Berlingske at drive et medie, der er samlingspunkt for borgere med bestemte behov, holdninger eller interesser, men bagsiden af medaljen er, at Berlingske har skabt en slags ”klubhus – en lukket fest eller ekkokammer – for mennesker, der mener det samme og bekræfter hinanden i, at folkene med de andre holdninger i de andre klubhuse er trumpister eller radikale, der er i færd med at underminere demokratiet”.
Problemet er, fortsætter Schultz Jørgensen, at ”chefredaktørens holdningsmageri er så massivt og unuanceret, at det begynder at skygge for journalistikken, og avisens views begynder at skygge for dens news”.
Og han slutter af med at sige: ”Når jeg retter et særligt kritisk blik på Berlingske, skyldes det, at jeg gennem det seneste par år har noteret mig flere eksempler på journalistik, som netop ikke fremstår uhildet og balanceret, men snarere ensidig. Medier, der ikke hjælper borgerne til at skelne mellem news og views, svækker ikke bare journalistikkens legitimitet, men også den offentlige samtale. En polariseret offentlighed som den amerikanske, hvor borgerne kun tror på journalistikken i de medier, de er politisk enige med, bør tjene som skræmmebillede for alle danske medier. Uanset om de er lilla, røde eller blå”.
André Rossmann
NB: Denne leder er opdateret med Bent Blüdnikows navn i 2. afsnit.