Derfor kan man ikke stole på de statsstøttede medier

De frie og uafhængige mediers vigtigste kritikpunkt over for de etablerede, statsstøttede medier er, at eftersom de modtager midler fra staten, har de mistet deres uafhængighed. Med andre ord er de statsstatsstøttede medier i lommen på den politiske, økonomiske og kulturelle magtelite, hvorfor de kun i begrænset omfang kan fungere som borgernes kritiske vagthund.

Spørger man formanden for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, vil man høre en hel anden historie. De statsstøttede medier er ”frie og stærke medier, der leverer uafhængig, oplysende og kritisk journalistik”. Danskerne kan derfor stole på, at ”journalisterne arbejder vedholdende med at lave de reportager, der fortæller, hvordan folk lever og har det i Danmark og i resten af verden”.

Tine Johansen har åbenbart ikke styr på sine tropper, idet den adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, i et anfald af selverkendelse har til fulde bekræftet de frie og uafhængige mediers kritik af de statsstøttede medier. Det skete i et indlæg i Berlingske den 5. jan., som Ørskov indleder med indlysende sandheder:

”Et velfungerende demokrati kræver frie og kritiske medier. Medierne holder magthaverne ansvarlige, lader forskellige meninger mødes og oplyser borgerne om samfundet, så de er rustet til at deltage i den demokratiske proces.

Et sundt, demokratiunderstøttende medielandskab hviler på to fundamentale principper. For det første skal medierne være frie. Ægte magtkritik fås kun, hvis medierne er fuldstændig uafhængige af økonomiske og politiske interesser.

For det andet skal der være et pluralistisk medielandskab med mange uafhængige aktører. Holdninger, magtkritik og oplysning skal belyses fra alle leder og kanter. Kun sådan får alle mulighed for at danne egen opfattelse af samfundsudviklingen. Og kun sådan får alle borgere mulighed for at føle sig repræsenteret af medierne”.

Selv om der i Danmark er langt til den statslige mediekontrol, som man i disse år oplever i EU-lande som Polen og Ungarn, skriver Ørskov, griber adskillige særinteresser, såvel politiske som økonomiske, i de danske mediers indhold i langt større udstrækning end tilfældet er i andre demokratiske lande:

Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark.

Skulle nogen være i tvivl, er bestyrelserne i de to mediemastodonter udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere. 

Det uskønne forløb om først Radio24syv og dernæst den såkaldte DAB Kulturkanal er endnu et eksempel på, at politikerne har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer – og dermed ultimativt kontrollerer.

Og uanset, hvordan vi vender og drejer det, er staten arbejdsgiver for en stor del af landets journalister, når staten samtidig sender cheferne for sine efterretningstjenester i marken med uspecificerede advarsler mod landets medier”.

Stig Ørskov er meget åben om, at de statsstatsstøttede medier er i lommen på magteliten, og at mediestøtte skaber afhængighed og giver ultimativt staten indflydelse på medierne:

”Desværre har mange private medievirksomheder bragt sig i en situation, hvor de har gjort sig mere eller mindre afhængige af direkte og vedvarende driftsstøtte fra staten. Og selv mediehuse, som tidligere har gjort en dyd ud af at advare imod statens indblanding i privat mediedrift, søger nu aktivt at blive statsfinansieret koncessionshaver for staten – ja, det er Berlingske Media, jeg tænker på. Tilmed er der en stor gruppe af landets lokale medier, som ønsker større støtte – og dermed større afhængighed af staten. Ifølge de pågældende medier fordi de udfylder en vigtig rolle i demokratiet”.

Stig Ørskov mener også, at det kniber med pluralismen i det danske medielandskab:

”Der bør investeres i at skabe langt større diversitet blandt såvel medier som journalister. Langt hovedparten af de danske medier, ikke mindst de statslige og de mest statsstøttede private medier, henvender sig til den bedrestillede og urbaniserede del af befolkningen, og langt hovedparten af journalisterne tilhører – og kommer fra samme befolkningsgruppe. Der er akut brug for mere mangfoldighed i dansk journalistik, uanset om vi taler den sociale, etniske eller geografiske dimension”.

I vores optik klinger Stig Ørskovs bekymring over den manglende diversitet blandt medierne en kende hult, idet Politiken i 2019 var blandt de etablerede medier, der stod bag en velorganiseret mediehetz mod den nye, frie og uafhængige netavis 24NYT. Diversitet skal åbenbart kun gælde de statsstøttede medier, mens uafhængige konkurrenter skal holdes ude af mediemarkedet.

Politikerne og deres talerør – de statsstøttede medier – definerer og italesætter samfundets problemer ud fra magtelitens politiske dagsorden, ideologi og særinteresser. For magteliten og medierne er det derfor afgørende at definere de herskende ideer og fortællinger, fordi det er ideer og fortællinger, der flytter danskernes måde at tænke på og handle efter.

Den måde, hvorpå medierne italesætter klimakampen, er et godt eksempel. ”Ingen seriøse forskere når frem til, at menneskeheden eller kloden vil blive ødelagt. De når ikke engang frem til effekter, der sandsynliggør, at menneskehedens generelle levevilkår kan ventes at blive forringet i forhold til i dag. Klima trækker ned, men de generelle økonomiske og teknologiske fremskridt trækker langt mere op. Alligevel ser vi i stigende grad medier som Politiken, Danmarks Radio og sågar Berlingske omtale klimapolitik, som noget, der skal ’redde kloden’, som om klodens undergang var en forventelig konsekvens af temperaturstigninger”, skriver Martin Ågerup, Cepos, i dagens Berlingske.

Mens medierne således filtrerer virkeligheden for danskerne, beklager Tine Johansen sig i dagens Berlingske over, at der i Danmark er klare tendenser til en øget polarisering og til, at grupper i befolkningen tvivler på medierne. ”Nogle tvivler på de redaktionelle medier og lægger journalister for had, alene fordi de er journalister. Det ser man ikke mindst i form af indlæg på de sociale platforme”, skriver hun.

Det er klart. Mange tvivler, fordi de statsstøttede medier udgør et stigende demokratisk problem ved at spænde sig for politik snarere end for sandheden. Og derfor er deres troværdighed og omdømme i frit fald.

André Rossmann