Berlingske fremturer med anti-Trump propaganda og kalder det journalistik

Af Lars Hedegaard.

Vil man udsprede propaganda, skal man ikke sige tingene lige ud. Man skal f.eks. ikke skrive, at Donald Trump er et usædvanligt ondt og dumt svin, selv om det er det, man mener. Man skal pakke beskyldningerne ind, så de fremstår som noget alle godt ved, fordi de har været fremført så mange gange, at få vil betvivle rigtigheden. Den gode propagandist skriver på en måde, så man skal se godt efter for overhovedet at opdage, at man er udsat for propaganda.

Tag nu dagens Berlingske, som på side 14 bringer en artikel af Mikkel Danielsen, der er værdig til en plads i dansk journalistiks sorte bog. Allerede rubrikken anslår temaet: ”Ny præsidentkandidat plettes af sit forhold til Donald Trump.” Den formodede kandidat er USA’s tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, som åbenbart er blevet snavset til som følge af sin deltagelse i Trumps regering. Man skriver ikke, at Donald Trump er møgbeskidt og ulækker og afsætter pletter på alt, hvad han rører ved, men det fremgår indirekte af Berlingskes vinkel. Hvad den tidligere præsident nærmere har gjort for at blive beskidt, behøver avisens skribent ikke at forklare.

Nede i teksten fremgår det, at Nikki Haley tidligere offentligt har distanceret sig fra ”Trump-regeringens værste skandaler og præsidentens Putin-flirt.” Hvilke skandaler, Berlingske medarbejder hentyder til, får vi ikke at vide. Ej heller indvier Mikkel Danielsen os i, på hvilken måde Trump skulle havde flirtet med Putin. Det er rigtigt, at han prøvede at få et fordrageligt forhold til flere af verdens slyngler – heriblandt Putin – for at forhindre, at USA og vi andre blev kastet ud i nye krige, men det synes Berlingske åbenbart ikke, at han skulle have gjort. Så er det langt bedre med Biden, som med sin formidable udenrigspolitik har været med til at bane vej for Ukraine-krigen.

Imidlertid er der lys forude, forstår man på Mikkel Danielsen. De republikanske vælgere trænger efterhånden til ”noget andet end den negative retorik, skræmmekampagner og angreb på alt og alle, som både Trump og [Floridas guvernør] DeSantis står for”. Mon de republikanske vælgere har fortalt ham det?

Eller er det snarere Berlingske, der trænger til noget andet?

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)