Beskyttelse af børn får støtte af Novo Nordisk Fonden

Upper Nile, Sydsudan, er en uro-plaget region, hvor mange børn er mærkede af krig og flugt eller af en barndom under generelt traumatiserende vilkår med vold og overgreb.

Her arbejder ADRA blandt andet for at støtte op om hårdt prøvede børns uddannelse og for at sikre børns rettigheder generelt. Novo Nordisk Fonden har valgt at donere 912.000 kroner til denne indsats. Samme projekt fik midler fra dette års Danmarks Indsamling i februar.

”Vi er enormt taknemmelige for, at Novo Nordisk har valgt at støtte op om denne vigtige sag. Børn i Upper Nile har et vanskeligt udgangspunkt i livet ved at have oplevet krig og flugt. De har brug for ekstra støtte,” siger Adriana Ferracin Kleivan, humanitær koordinator i ADRA Danmark.

Børnevenlige frirum
Den langvarige konflikt i Upper Nile, Sydsudan, har sat sit præg på samfundet. Her er udbredt brug af fysisk vold, mange tilfælde af seksuelle overgreb mod børn og rekruttering af børnesoldater. Desuden bliver mindreårige piger i stigende grad gift bort til ældre mænd, alene for at sikre familiers overlevelse i en region med sult.

I FN’s humanitære plan for Sydsudan 2019 og 2020 er beskyttelse beskrevet som en hovedprioritet, men finansieringen har ikke været tilstrækkelig til at opgaven har kunnet løftes. På trods af store behov i f.eks. det nordvestligt placerede Nasir-område er det kun ADRA Sydsudans beskyttelses- og uddannelses-projekter, som er rettet mod at beskytte børn i området.

Novo Nordisk Fondens donation går til etablering af bygninger på fire af de skoler i Nasir-regionen, som ADRA Danmark i forvejen støtter. Bygningerne kommer til at fungere som frirum for mindst 320 af de skolebørn, som er mest belastede af traumer efter krig og flugt eller en belastende barndom.

”Lærerne på skolerne vil desuden modtage supervision i at identificere børn med særlige behov og i at give psykosocial førstehjælp. Børnene har brug for, at en voksen viser dem empati og omsorg,” forklarer ADRA’s humanitære koordinator.

Undervisning i rettigheder og konfliktløsning
Samtidig etablerer ADRA børnegrupper, også med deltagelse af øvrige skolebørn, som skal lære om børns rettigheder generelt. Her vil deltagerne tillige blive undervist i konfliktløsning og i at tale deres egen sag.

For at beskytte børnene er det vigtigt, at alle i lokalsamfundet kender og respekterer børns rettigheder. Derfor vil ADRA også undervise forældre, lærere og lokale myndigheder, så de lærer at tage ansvar for børnene og sørger for, at der bliver passet på dem.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)