Tre betjente blev angrebet med glas og flasker, da de ville anholde to personer foran en restaurant i Indre København i juli.
Københavns Politi har sigtet de fire mænd for grov vold og forsøg på grov vold mod polititjenestemænd, for at befri to anholdte og for forstyrrelse af den offentlige orden under en episode foran en restaurant i Borgergade i Indre By den 18. juli.
Her var politiet til stede og havde anholdt to personer. En gruppe af personer kastede i den forbindelse glas og flasker mod betjentene, og det medførte, at det lykkedes de anholdte at flygte.
»At angribe politiet under en anholdelse er helt uacceptabelt og noget, vi ser med stor alvor på. Derfor er jeg tilfreds med, at retten har valgt at varetægtsfængsle de fire sigtede,« siger senioranklager Tanja Søderlund.
Efterforskningen fortsætter, og Københavns Politi kan ikke udelukke flere anholdelser i sagen. Da tirsdagens grundlovsforhør blev afholdt for lukkede døre, kan politiet ikke oplyse yderligere.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)