Strandvejen, Svinninge – Holbæk
Kl. 14.45 i går skete et uheld på Strandvejen mod nord i Svinninge i Holbæk, da en traktor under et venstresving mod Vejlebyvej blev påkørt af en bilist, som overhalede lige i det samme. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor der var sket en alvorlig kollision, og bilen havde fået store skader. Bilen blev ført af en 56-årig kvinde fra Grevinge, og bag rattet i traktoren sad en 27-årig mand fra lokalområdet.
Da der var risiko for, at den kvindelige bilist kunne være kommet alvorligt til skade, blev bilinspektøren sendt frem til at undersøge uheldsstedet. Strandvejen blev spærret i begge retninger, men undersøgelserne stod på. Føreren af traktoren var uskadt og der var kun sket mindre skader på traktoren. Bilisten blev kørt i ambulance til sygehuset til undersøgelse, hvor det blev afklaret, at hun ikke havde fået livstruende skader eller brud. Hun var sluppet fra uheldet med mindre personskade.
Omkring kl. 17.00 var undersøgelserne færdige og vejen kunne genåbnes i fuldt omfang.
Traktoren kunne selv køre fra stedet, men bilen måtte køres væk af vejhjælp. Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne omkring uheldet, herunder hvem som kan stilles til ansvar for, at uheldet skete.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)