Normalt vil folk gerne hurtigt ud, når de er blevet anholdt og befinder sig på en politigård. Men i går havde en 23-årig mand umådeligt svært ved at forlade politigården i Randers efter sin løsladelse.
Den 23-årige blev natten til onsdag anholdt for bl.a. narkokørsel og trusler mod politiet. Da han blev løsladt ved middagstid, var han stadig aggressiv og truende over for betjentene.
Selv om han gentagne gange blev bedt om at forlade stationen, blev han ved med sin opfarende adfærd og nægtede at gå. Til sidst blev han anholdt – få minutter efter, han var blevet løsladt.
Klokken 16.10 blev den 23-årige løsladt igen.
Men han havde åbenbart ikke brugt tiden til at falde ned. Så snart han var ude, begyndte han igen at svine betjentene til og kom med diverse trusler.
Derfor blev han igen anholdt og måtte igen tilbringe nogle timer bag lås og slå. Nu med yderligere sigtelser for brud på ordensbekendtgørelsen og for sine tilsvininger af betjentene.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)