Slukningsarbejdet ved siloen på Studstrupværket medfører fra fredag morgen kraftig røgudvikling. Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at særligt udsatte borgere i Løgten, Skødstrup, Studstrup, Skæring og Hjortshøj finder et andet sted at opholde sig, mens slukningsarbejdet står på.
Særligt udsatte borgere betegnes i denne sammenhæng som:
• Børn og voksne med lunge- og luftvejssygdomme – herunder astma og KOL
• Børn og voksne med hjertekar-sygdomme
Årsagen til opfordringen om at søge væk er, at indånding af røg kan resultere i forværring af hjertekar- eller lungesygdomme.
Opfordring til pårørende
Har du pårørende i risikogruppen, der ikke selv kan køre væk fra de pågældende områder, opfordres du til at hente dem. Borgere i risikogruppen, der modtager hjemmehjælp, vil blive kontaktet direkte af Aarhus Kommune.
De borgere i risikogruppen, der modtager hjemmepleje og ikke har mulighed for at blive hentet af pårørende, vil blive tilbudt at blive flyttet af Aarhus Kommune med hjælp fra bl.a. Region Midtjylland.
Borgere, som fx er sengeliggende og ikke kan transporteres med taxa eller anden siddende transport, vil blive hentet i regionens sygetransporter. Disse sårbare borgere vil blive indlogeret på plejehjem.
Bliver du generet af røgen – så luk døre, vinduer og ventilation
Hører man ikke til gruppen af særligt udsatte, kan man for nuværende fortsat bevæge sig rundt i det fri og opholde sig i sit hjem, da der ikke vurderes at være en sundhedsrisiko for folk, der ikke er i risikogruppen.
Bliver man generet af røgen, opfordres man til at søge indenfor og lukke vinduer, døre og slukke ventilationsanlæg.
Hvis man får sygdomssymptomer efter at have været i røgen, skal man kontakte egen læge eller vagtlægen. Kontakt kun alarmcentralen ved sværere symptomer.
Der vil løbende blive kommunikeret ud til de berørte borgere om situationen. Vi opfordrer folk i Østjylland til løbende at følge myndighedernes kommunikation.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)