Børn og forældre kan nu glæde sig til at besøge BR i Tilst, der efter flere måneders ombygning er klar til at byde alle legesyge sjæle indenfor i et helt nyt univers af magiske legeoplevelser og eventyr. I løbet af de kommende måneder genåbner BR yderligere to butikker med det nye legende koncept.
Over tusind kvadratmeter til ren og skær leg venter kun på at blive indtaget. Efter en gennemgribende ombygning åbner BR i Tilst nemlig et spritnyt legeunivers, som er langt fra den typiske legetøjsbutik.
I det nye legeunivers kan butikkens gæster blandt andet stå ved roret på et stort, sejt piratskib, som udgør butikkens centrum. Derudover kan børnene boltre sig i et fortryllende prinsesseslot, på LEGO City-politistationen, i Gurli Gris-huset eller på en af de mange andre legestationer i butikken.
Overalt i butikken er der nemlig mulighed for at gå på opdagelse i forskellige legeområder.
– Vi har glædet os helt vildt til at lægge sidste hånd på vores nye magiske legeunivers. Vi har gjort os umage for at give børnene de allerbedste muligheder for at lege, bruge kroppen, lade sig inspirere og have nogle skønne timer sammen med deres far og mor, når de besøger butikken, fortæller BR kædechef, Charlotte From.
I løbet af de sidste måneder er der blevet knoklet for at introducere BR’s nye koncept i endnu flere BR-butikker rundt i Danmark. I november 2019 åbnede den allerførste magiske legeverden i BR Rødovre, og BR Tilst er dermed den anden BR-butik af sin slags i landet. Senere på sommeren bliver yderligere to BR-butikker forvandlet til fortryllende legeverdener – nemlig BR i Odense og Kolding.
Det skal være sjovt at besøge butikkerne
De nye BR-butikker er dynamisk opbygget og indrettet, så børnene rundt om hvert hjørne i butikken kan udforske nye eventyr. Fokus er ikke længere kun på legetøjet på hylderne, men også på alt det, der følger med af fantasifulde, magiske og sjove oplevelser, som børnene kan kaste sig over, når de besøger BR.
– I BR skal vi stadig have det allerbedste legetøj og sjoveste sortiment. Men vi vil også gerne give små som store en unik oplevelse, når de besøger vores butikker. For det skal være sjovt at besøge en legetøjsbutik. Ganske enkelt. Og intet er bedre end at se de glade børn, der besøger BR, uddyber Charlotte From.
Sikkerheden i top
Åbningen af den ombyggede butik i Tilst bliver dog en anelse anderledes end normalt. Som følge af Covid-19, hvor sikkerheden kommer først, holdes der ikke en decideret åbningsfest. I butikken vil der, som i alle andre BR-butikker, blandt andet være ekstra håndsprit ved indgange og alle legestationer, afstandsmærkninger på gulvet og plexiglas ved kassen – alt sammen for at minimere risikoen for potentiel smitte.
– Vi ville gerne slippe legen løs, og det glæder vi os til. Men vi prioriterer selvfølgelig sikkerheden i vores butikker, så vi sikrer os, at det er en tryg oplevelse for både kunder og medarbejdere at være i BR. Derfor holder vi også øje med kundeantallet i butikken, så børn og forældre kan lege og udforske uden bekymring, siger Charlotte From.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)