Brug sommerferien på at træne dit sprogøre

Udover engelsk er danskerne ikke gode til fremmedsprog, selvom det er til stor gavn for vores jobmuligheder. Sprogunderviser deler sine gode råd til, hvordan man kan udnytte sommeren til at fordybe sig i et nyt sprog.

Udover engelsk er danskerne ikke gode til fremmedsprog, selvom det er til stor gavn for vores jobmuligheder. Sprogunderviser fra Justlearn deler sine gode råd til, hvordan danskerne kan udnytte sommeren til fordybe sig i et nyt sprog. Foto: PR.

Parlez vous anglais? Det gør danskerne som noget nær det eneste sprog udover dansk, og det er et problem, mener flere eksperter.

Philip Rossen driver til daglig undervisningstjenesten Justlearn, hvor folk fra hele verden modtager undervisning i sprog som engelsk, spansk og tysk. Han opfordrer danskerne til at udnytte sommerens pauser til at træne sprogøret eller lære et nyt sprog at kende:

– Danskerne er generelt dygtige til engelsk, men de halter bagefter på europæiske sprog som tysk og fransk – ja selv svensk og norsk, som endda er nært beslægtet med dansk. Sommeren er det perfekte tidspunkt til at fordybe sig og påbegynde en ny god vane, som er nødvendigt for at lære et nyt sprog at kende, siger Philip Rossen.

Ekspert: Fremmedsprog oplever høj efterspørgsel på jobmarkedet

Spørger man Anne Holmen, der er centerleder på Center for Internationalisering og Parallelsproglighed på Københavns Universitet, er der flere grunde til, at danskerne ikke prioriterer fremmedsprog. Særligt fremhæver hun de pædagogiske traditioner og tid i undervisningen, og at danskerne ikke forstår fremmedsprogenes brede anvendelsesmuligheder.

– Sprog er gavnligt i utallige sammenhænge. Det er en livsvigtig egenskab for eksporterhvervene og for den danske deltagelse i EU’s instanser. For eksempel har Dansk Industri tidligere meldt ud, hvor vigtigt tyskkundskaber er for det danske samarbejde med landets største handelspartner, Tyskland. I bund og grund er det naivt at tro, at vi kan klare os i verdenssamfundet udelukkende med engelsk i værktøjskassen, siger Anne Holmen og fortsætter:

– Generelt er der mangel på sprogkyndige fagpersoner i de danske erhverv, og derfor vil man stå stærkt på arbejdsmarkedet, hvis man formår at kombinere et fremmedsprog på et rimeligt niveau med et fagområde, såsom ingeniørskab.

Fem gode råd: Sådan mestrer du et nyt sprog

Philip, der i dag hjælper andre med at lære fremmedsprog gennem Justlearn, havde ikke nemt ved det sproglige, da han startede i gymnasiet. Da det var tid til første årsprøve i tysk i 1.g, følte han sig ikke parat til at præstere til den karakter, han havde brug for, for at forfølge sine karrieredrømme.

– Derfor gik jeg online og spurgte i et tysk forum, om der var nogle, der kunne hjælpe mig. Kort efter begyndte jeg at tale sammen med en ung tysker hver dag. Det endte med, at jeg fik 12 til eksamen, siger Philip Rossen.

Her deler han fem gode råd til, hvordan man kan blive bedre til et fremmedsprog:

1. Dan grundlaget for en fast vane, så sprogtræningen fortsætter i hverdagen.

2. Få hjælp af apps og undervisningstjenester, der kan tilpasse undervisningen til dine behov.

3. Glem de svære grammatikregler for en tid – du behøver ikke kunne tale sproget perfekt fra start.

4. Se film og serier – enten med lyd eller undertekster på det sprog, du træner.

5. Syng sange og tal sproget så ofte du kan – det styrker selvtilliden.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)