Churchill-faktoren

1. Historien

      ”Igennem de seneste dage har jeg omhyggeligt overvejet, om det er en del af  mine pligter at overveje at gå ind i forhandlinger med manden (Hitler). Men det er omsonst at tro, at vi ville opnå bedre betingelser, hvis vi forsøger at skabe fred nu, end hvis vi kæmpede videre”

 

Debatindlæg af  Palle Almindsø 

Uden en alt for bastant sammenligning må vi bare huske på de allieredes holdning til nazisterne i årene op til september 1939-maj 1940. Den kritiske distance til det nye sovjetstyre var massiv blandt de fleste europæiske stater, ikke mindst England, om end det måske ikke var ubegrundet, så var hadet her en baggrund for, at man ikke så nazisterne som det største onde, men snarere som et offer for de ”urimelige krigsskadeserstatninger” efter 1918. Hertil skal så lægges den allestedsnærværende frygt for en ny storkrig. Og som vi ved, ”gav man hele tiden ved dørene”, sidst i november 1938. Og vær opmærksom på, at da Churchill bliver skubbet, hevet ind i den politiske manege i maj 1940 få dage før Dunkirk-evakueringen, var der forbløffende mange toppolitikere i det engelske parlament, der efter overfaldet på Danmark og Norge og nu på Holland Belgien og Frankrig var klar til at indgå endnu en studehandel med Hitler. Ved siden af frygten for at blive sønderbombet af de tyske tropper var de optændt af et flammende moralsk had til Churchill. Med usynlige sabler i hænderne modtog kredsene omkring Chamberlain og Lord Halifax den nye, gamle minister. I modsætning til de gamle kujoner, der sammen med franskmændene blot ønskede en forsmædelig fred, vidste Churchill hvad dette ville indebære: I samme øjeblik Storbritannien accepterede et italiensk tilbud om at mægle, vidste Churchill kun alt for vel, at briternes modstandskraft ville blive svækket. Det var tæt på at ske. Churchill havde kun været på posten i tre uger, og det var langtfra klart, hvem der var hans sande støtter her. I modsætning til de erfarne men kujonerede ”drenge”, Halifax og Chamberlain, nægtede han at acceptere tanken om overgivelse. Hvad var der i grunden tale om? At belønne aggression med forhandlinger. Hvad tænker man i dag på 84 års afstand om dette pinlige knæfald for Hitlers aggressioner. Tjae, mens de fleste nok har takket Churchill for, at han stod fast, vil en andenrangs historiker som Søren Mørck få spalteplads til at lufte sin platte idiosynkrasier om Churchill. Det er så pinligt, hvis nogen hopper på den limpind. Er/var Søren Mørck historiker, så kaster han pinagtige skygger på sit fag, hvis nogen tager ham i hånden og køber det underlødige historiesyn, aviserne har givet ham plads til! I dag erkender man, at Churchill var med til at redde Europa fra et forsmædeligt nederlag, som kunne have ført hele kontinentet ned i mørket.

”Tyskerne ville forlange at få vores flåde, de ville kalde det afvæbning – Vi ville blive en Slavestat, selvom der ville blive oprettet en britisk regering, som ville blive Hitlers marionetdukke under ledelse af en mand som fx. Mosley (fascist-leder) og hvor ville vi ende……

    Jeg er overbevist om, at hver eneste af jer ville rejse jer og flå mig ned fra min stol, hvis jeg et eneste øjeblik ville overveje forhandlinger eller overgivelse. Hvis vores øs lange historie er ved at få en ende, så lad det blive en slutning, hvor enhver af os, ligger på jorden og bliver kvalt i vores eget blod”.

Da krigskabinettet samledes igen kl. 19, var debatten forbi. Hallifax opgav sit synspunkt og Churchill havde fået regeringens klare og støjende opbakning.

Jorden har drejet et par omgange om sig selv siden disse begivenheder i maj 1940. Hvis man ikke havde lært af Krystalnatten i november 1938, var der jo Polen, som i en tofrontskrig mistede 65.000 tusinde mand der blev skudt eller likvideret af SS, samt 20.000 i operation Tannenberger plus 150.000 civile, mens 660.000 blev taget til fange af de to invaderende hære. Dette udgjorde krigens ouverture så at sige. Vi ved nogenlunde hvordan det siden gik, ikke mindst Operation Barbarossa. Ingen kan i dag vide, hvordan det var gået, hvis briterne havde lagt fladt ned og ventet på at blive afvæbnet af tyskerne.

2. Nutiden

Alt dette er historie, og enhver kan læse om, hvordan det siden gik på henholdsvis Østfronten, i Afrika og på Vestfronten. De allierede vandt krigen, etablerede nye grænser, andre lande, nye konflikter med en genopbygning af verden og FN som en af de altdominerende organisationer. Her kom det først og fremmest til at handle om penge, udviklingsbistand, flere penge, mere bistand. Det ved vi godt, og dog. Vi kender til Kul- og Stålunionen, der blev til EF, efterfulgt af et EU med stadig nye aspirationer, det ved vi godt eller gør vi? Efter at de overlevende jøder fik udrejsemuligheder, blev Israel oprettet med baggrund i et flertal i FN. Men eftersom antisemitismen også har rødder i Mellemøsten, kom der straks nye/gamle konflikter her. Det ved vi alt om. Vi mener også at vide, at bag de gode viljer og intentioner omkring FN voksede udviklingsbistanden eksponentielt. Det var godheden sat i system, stærkt hjulpet af en stigende bevidsthed om kolonitidens uretfærdigheder og et voksende behov for at betale af på denne moralske gæld, der fulgte med det globale fokus på ”den hvide mands byrde”. I dag lever vi i ”eksperternes verden” så at sige – alt hvad der skrives og tales om, sker under henvisninger til eksperternes udsagn, kort sagt, de vedtagne sandheders tyranni. Og så må vi bare bruge vores sunde fornuft, det der nu er tilbage efter årtiers mediebombardement. Midt i alt dette, støder jeg på dette udsagn af Lise Nørgaard: ”I stedet for indsamling til Afrika skulle vi sende et vogntog med præservativer”, skal hun en gang have sagt, et udsagn der balancerer på kanten af det politisk ukorrekte, ikke mindst i lyset af, hvor mange milliarder der med tiden var/er sendt til Afrika som udviklingsbistand.

(Donald Trump var måske lidt mere bramfri da han kaldte staterne i Afrika for ”shithole countries”, et udsagn der siden blev bekræftet af en afrikaner.)

En grund til, at Lise Nørgaard kan tillade sig at være så klar i mælet som her, skyldes til dels, at hun ikke opgav evnen til og muligheden for at tænke selv, inden den politiske korrekthed sænkede sin blytunge dyne ned over de meningsdannende klasser. I stedet for den om-sig-gribende offergørelse, kaldte hun frejdigt en spade for en spade. Men er der i grunden noget om det Lise Nørgaard har udtalt?

Her vender jeg mig mod en anden ekspert, nemlig sociologen Gunnar Heinsohn, der har en helt anden tilgang til disse ting end den sædvanlige offerrelaterede. Af en samtale med Lars Hedegaard (2007) fremgår det, at han ikke et sekund tror på, at økonomisk bistand og afhjælpning af sult og nød i lande med store ungdomsårgange kan afværge krige, social uro, terror eller myrderier( https://www.trykkefrihed.dk/interview-tabernes-kontinent.htm), et forfriskende og lidt anderledes formuleret synspunkt på FNs klientel. Denne globale velgørenhedsorganisation med OIC (gruppen af islamiske lande) har gennem årene sørget for, at de europæiske lande sammen med USA hældt milliarder og atter milliarder ned i den 3. verdens sorte huller. Hvad de nærmere bestemt er gået til, ved jeg ikke, men jeg tror faktisk også, at man mest har tænkt på egen godhed, dvs. kompenserende afladshandel for kolonitidens overgreb. (Var det ikke netop hvad Merkel gjorde i 2015, da hun importerede en million uintegrerbare stammefolk fra Afrika til EU?)  Altså man har været overbevist om, at penge, gerne mange penge, var den sikre vej mod at komme i gang med at blive et rigt land, der kunne opnå fremgang og vækst og konkurrere med kapitalismens lande. At penge så i mange tilfælde blev taget af en rig stammeleder eller høvding var sekundært. Det gælder for en række lande som fx. Somalia, Sudan, Nigeria og Yemen. Og uanset hvor meget splid, kamp og borgerkrige disse lande har været igennem, tænkte man aldrig i de baner, Heinsohn taler om. 100 mill. dollars godt, 200 mill ”dobbelt så godt”, og hvis der udbrød uroligheder i de afrikanske lande, kunne det kun skyldes kolonitiden, eller at de ikke havde fået penge nok. Se på Palæstina-konflikten. Gaza er et område på størrelse med Langeland, hvor fødselsraterne er skyhøje. Jeg tør ikke gætte på, hvor meget de får, men hvorfor kan de ikke finde ud af at bruge pengene til noget konstruktivt, fx. importere præservativer, nedsætte fødselsraterne, bygge skoler, handle med de nærmeste naboer. Når noget ikke fungerer i de arabiske lande og i Afrika, kan det kun skyldes jøderne eller arven fra kolonitiden, som de aldrig kan kaste af sig.

Og hvad med Europa?  ”Hvad det europæiske kontinent angår (minus Skandinavien, Irland og UK), så vil de mest pessimistiske befolkningsfremskrivninger vise sig at være for optimistiske, siger Heinsohn. De går nemlig ud fra, at de unge (europæere) vil blive i Europa og sætte børn i verden, men sådan vil det ikke gå. En undersøgelse fra Tyskland i 2005, viste af 52% af tyskerne mellem 18 og 32 år ønskede at rejse væk. De virkeligt kvalificerede søger væk”.  Som man ser her, tænker sociologen Heinsohn ikke i ideologiske baner, men udelukkende i grupper, der vokser sig store med en uforholdsmæssig stor ungdomsårgang og alene af denne grund vil skabe social uro, kaos og terror. Og det kan han udmærket have ret i, mens vi andre her sidder fast i studierne af en magtfuldkommen religion, der er med til at binde sine tilhængere til en jihad og sharia version af islam og derfor vil sidde fast uden evne til at gennemskue deres egne fejl, men blot formere sig, holde fast i EU og på et tidspunkt tage del i magten mhp en dag at gennemføre den underkastelse, som Houllebecq og Sansal har skrevet om.

Men tilbage til begyndelsen, hvad har alt dette med Churchill at gøre?  Den engelske leder havde skiftende postede i det politiske system i UK, hans storhedstid var imidlertid 2. verdenskrig, hvor han i sidste øjeblik blev hentet ind for at sætte ild under kedlerne og indgyde nyt mod i de desperate politikere, der var ved at lægge sig fladt ned foran tyskerne.  Dengang var det nazisterne, der som en moderne pest havde spredt sig fra Tyskland og til resten af Europa. Hitler havde som bekendt vilde planer de erobrede territorier. I dag handler det ikke så meget om Churchill men derimod om en moderne version af nazismen, nemlig islam. Undskyld dette frække udsagn, men hør lige her en gang:

Følgende faktorer der knytter nazismen sammen med Islam:

1. Et parti-systemet og islams solopatent på den eneste sande religion
2. Begge ideologier forsøger at underlægge sig hele verden.
3. Det antisemitiske deler de mellem sig. En ideologisk del af deres DNA.
4. Kvindens underordnede stilling. Der blev befæstet efter Khomeneys genkomst i 1979.

Fra Berlin 1940 skriver Blixen: ”Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: den rettroende står over alle vantro, en rettroendes sjæl er mere værd end hele verdens guld. I sine ritualer har islam lighed med Det Tredje Rige: de rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i Mein Kampf ligner kapitler i Koranen”.  

Blixens ord understreger, at selv om formerne og det ydre kan variere, er totalitarismens sorte sjæl altid den samme. Gennem historien har den klædt sig i alle slags gevandter og talt alverdens sprog. Den har forført, forvirret og forarmet mennesker i alle verdenshjørner, alt imens den i et djævelsk tempo har stablet lig på lig. At man så i dag har svært ved at se totalitære tendenser må skyldes tidens svælgen i relativeringer og kontekstualiseringer, at der ikke er nogen objektiv sandhed. Alt er bare konstruktion.

3. Churchill-faktoren

Da Halifax og Chamberlain i sin tid advokerede for appeasement og forhandling foregreb de 60`ernes og 70`ernes nøglebegreber som fx. samarbejde – dialog – kompromis – forhandlinger.

Vi bruger ikke ordet appeasement i dag, men er det ikke det samme, der er tale om her? I stedet for at indse, hvilken ideologi islam er rundet af, så handler dagens nysprog om dialog og kompromis, anstændighed og positionering. Er der virkelig grundlag for dialog, når man halshugger en mand som Pati og van Gogh, hænger homoseksuelle, halshugger præster, myrder 85 mennesker i Nice, myrder redaktionen i Hebdo i Paris (2015), myrder 50 mennesker i Orlando Florida, 130 mennesker i Bataclan, 257 i Bombay (1993), 164 i Mumbay (2006), 3.000 i World Trade Center 3000 plus alle de mange angreb, vi ikke lige husker? Mit spørgsmål lyder: hvorfor skulle nogen regering, folkevalgt eller ej indgå kompromis, dialog eller samarbejde med en religion, der lever af at true, myrde, udstede fatwaer mm.? Hvorfor udvise eftergivenhed, imødekommenhed og dialog med sådanne mennesker? Man kan selvfølgelig altid som Søren Pind bare sætte sig og nægte, at der er tale om vold, myrderier eller krig (det er kun nogle få ekstremister, ikke ??). Det vi i dag har brug for er ikke Søren Pind-typer, men Winston Churchill, en mand, der tør stå op og se døden og uhyret i øjnene og tilskynde os til ikke at indgå studehandler med en sådan ideologi. En mand, der tør tale EU, FN og lign organisationer midt i mod. Ikke mere aflads-handel, ikke mere dårlig samvittighed, skyldfølelser offertænkning, ikke flere kompromiser, imødekommenhed, eftergivenhed, ikke mere snak om (de få) islamister kontra (de mange) uskyldige muslimer. Det vi taler om her, er Churchill-faktoren. I stedet for at se velviljen og imødekommenheden som positive udtryk for forhandling, ser jeg det som kujoneri, frygt for at se virkeligheden (elefanten i rummet) i øjnene, adressere og beskrive den indvandringsbølge, der nu har fundet sted siden 70`erne som det den reelt er: en bevægelse i retning af Europas undergang, at de højrenationale  IKKE ser spøgelser ved højlys dag, men at disse nægter at bagatellisere en udvikling i retning af at udgrænse Europas egne oprindelige borgere til fordel for et ”kulturberigende eksperiment”. Ordene tilhører nutiden, men i realiteten kan det godt sammenlignes med Halifax’ og Chamberlains bestræbelser på at retfærdiggøre forhandlinger med Hitler for at opnå et ”værdigt kompromis”, noget som Churchill gudskelov forhindrede i sidste øjeblik!