Corona-regler er ikke til fri fortolkning

Hvis det ikke er muligt at leve op til sundhedsmyndighedernes vejledninger for en genåbnet dagpleje, bør dagplejen slet ikke være åben for børnene endnu.

Sådan lyder det klare budskab fra Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, som i de seneste dage har oplevet, hvordan flere kommuner har lavet deres egne fortolkninger af myndighedernes udsendte vejledninger og instrukser for genåbningen af dagtilbud.

”I de udsendte retningslinjer har dagplejens hjemlige miljø ikke været tænkt ind fra begyndelsen. Det har ført til en række forskellige fortolkninger i kommunerne af, hvordan dagplejerne, som jo arbejder i eget hjem, skal håndtere kravene,” siger Kim Henriksen.

For eksempel er der krav om afspritning af flader i børnehøjde samt dagplejerens hænder efter bleskift. Og i kommuner, hvor ledelsen ikke har kunnet skaffe de nødvendige værnemidler, for eksempel sprit, forud for åbningen i den forgangne uge, er retningslinjerne blevet tolket lige lovligt lempeligt.

Eksempelvis har nogle dagplejere fået den besked, at de skulle bruge sund fornuft og vand og sæbe i stedet for sprit, fordi spritten endnu ikke var skaffet.

Samtidig er der kommuner, der lægger ekstra benspænd ind og eksempelvis forlanger, at børnene skal have vasket hår, når de kommer hjem fra dagplejen. Men de lokale tolkninger af de centrale regler skal omgående ophøre, siger Kim Henriksen.

”Vejledningerne skal følges, og er der steder, hvor man ikke kan leve op til dem, må man få styr på rammerne, før børnene kommer igen. Alt andet er urimeligt over for dagplejere, børn og forældre,” siger Kim Henriksen, der peger på, at det er samme klare melding, børneminister Pernille Rosenkrantz-Theil er kommet med.

”Heldigvis har vi også eksempler på kommuner, som har taget konsekvensen og udskudt åbning til i begyndelsen af næste uge, hvis de ikke har været parate til at opfylde kravene,” siger Kim Henriksen.

Opgaven med at følge retningslinjerne er ikke blevet lettere af, at de løbende er blevet ændret efter åbningen af dagtilbuddene i onsdags. Eksempelvis mangler der stadig en klar retningslinje om, hvorvidt børn, som har været i gæstepleje i forskellige børnegrupper, skal tilbage til egen dagplejer, når denne er tilbage fra ferie eller sygdom.

”Retningslinjerne skal stemme overens med den virkelighed, vores medlemmer arbejder i. Der er stadig nogle ubesvarede spørgsmål, som myndighederne mangler at adressere. Men det er altså nødvendigt, så ingen er i tvivl og intet står til fri fortolkning,” siger Kim Henriksen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)