Coronakrisen gav metalindustrien et dyk i forårssalget

Metalindustriens salg ender samlet set på cirka 13 mia. kroner i 2. kvartal 2020. Det sender metalindustrien tre år tilbage. Ikke siden 2016 har branchen oplevet lignende niveauer.

Nye tal fra Danmarks Statistik har opgjort den samlede omsætning for metalindustrien for 2. kvartal 2020, og der er ingen tvivl om, at coronakrisen påvirkede virksomhederne. Tallene viser således, at metalindustrien endte den samlede sæsonkorrigerede omsætning på 13 mia. kroner og hele økonomien på 191 mia. kroner Dermed er der tale om det laveste niveau siden 2016.

”Omsætningen svinger altid lidt fra kvartal til kvartal, da store ordrer og timing påvirker tallene. Men kurven har taget et klart knæk i den forkerte retning fra første til andet kvartal i år – selv når vi ser på de sæsonkorrigerede tal. Det er coronakrisen, der viser tænder,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.300 virksomheder inden for el, vvs og metal.

Metalindustrien følger den samme udvikling, som der er i hele industrien generelt. Siden 2. kvartal 2019 er metalindustriens omsætning faldet med otte procent, og generelt er industrien faldet med syv procent. Enkelte delbrancher i industrien har til gengæld oplevet stor fremgang. Det gælder eksempelvis medicinalindustrien, der er haft en stigning i omsætningen på ni procent det seneste år.

”Coronakrisen påvirker virksomhederne vidt forskelligt. Det gælder både eksporten og det hjemlige salg. Fælles for både eksporten og hjemmemarkedet er, at det gælder om at få solgt sine egne varer, og det forudsætter jo, at der er efterspørgsel på dem,” siger Maria Schougaard Berntsen og fortsætter:

”Der er stadig et pænt stykke ned til niveauerne efter finanskrisen, men Danmark er en lille åben økonomi, og virksomhederne indgår i et globalt marked. Derfor er det meget vigtigt at holde øje med, hvordan det går med økonomien i udlandet den kommende tid. Allerede nu melder mange af Europas lande om større fald i BNP i kølvandet på coronakrisen end her i Danmark. Det betyder, at der vil være færre til at købe de danske produkter, hvis denne udvikling varer ved,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)