Site icon 24NYT

Danmark 2024: Et land i langsom deroute

Det sklerotiske danske velfærdssamfund er i langsomt forfald, tilbagegang og opløsning på alle vitale samfundsområder, fordi de tiltrængte strukturelle reformer udskydes, forsinkes eller parkeres i syltekrukkekommissioner. ”Danmarks fremtid er derfor spærret inde i et fængsel. I dag taler ingen håbefuldt om fremtiden”, skriver Berlingskes Bent Winther. Danmarks fremtid er skubbet i baggrunden, fordi det hele i dag ikke skal handle om landets reelle problemer, men om Rusland, Kina, Ukraine, Gaza, Donald Trump, klimaforandringer og grøn omstilling. Hvilket naturligvis er meget belejligt for politikerne i Folketinget.

Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte, men landet er i vækstkrise med det resultat, at Danmarks velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande. Men danskerne lever i deres egen lille andedam, hvor alt bare går godt. De positive økonomiske tal er blevet en sovepude, så alle i Danmark kan tage det roligt og bilde sig selv ind, at alt er i en god gænge.

Sundhedsvæsenet er fortsat i knæ. De akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold fylder mediebilledet hver uge. Danske patienter mødes af manglende professionalisme, ringeagt, ansvarsforflygtigelse og sløseri. Regeringen har skudt problemet til hjørne ved at parkere det i den såkaldte strukturkommission, der skal se på indretningen af fremtidens sundhedsvæsen. Kommission afleverer anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen i juni 2024, og så vil regeringen komme med et udspil.

Regeringen har i april 2024 sammen med flere folketingspartier præsenteret en ny ældrereform. Ifølge politiske kommentatorer er der ikke tale om et paradigmeskifte, men en decideret fuser, da reformen ikke for alvor frisætter og afbureaukratiserer ældreområdet. Hvorom alting er: Løfterne om bedre ældrepleje bliver aldrig indfriet, fordi Danmark er langt fra at have økonomien og kvalificeret personale til at indfri dem. Velfærdsstaten kan jo ikke engang levere basal kernevelfærd. De danske ældre vil derfor fortsat blive hensat til et liv under umenneskelige og uværdige forhold.

Folkeskolen er blevet en pølsefabrik, der udklækker funktionelle analfabeter. Velstående danskere sender derfor i stigende grad deres børn til privatskoler. De ønsker ikke, at deres børn skal deltage i velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment. I det almene gymnasium er adgangskravene lave og stort set alle kan komme ind, uanset om de er egnet til at studere eller ej. Gymnasiet har derfor udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og en 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Miseren fortsætter på de danske masseuniversiteter, der optager fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Uddannelseskvaliteten er derfor lav, idet fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene.

På forsvarsområdet er der et generelt problem med økonomistyring, hvorfor det er svært at forestille sig, at et i forvejen samspilsramt Forsvar vil være i stand til at administrere de ca. 200 mia., der er afsat til forsvarsområdet, på en effektiv måde. Selv om Rigsrevisionen ved flere lejligheder har konkluderet, at Forsvaret er en økonomisk rodebutik mange steder, og at der mangler gennemsigtighed i Forsvarsministeriets pengeforbrug, tør politikerne ikke gennemføre en radikal reform af Forsvarets struktur og ledelsesmønster. Og uden reformer kan de 200 mia. kr. være spildt.

Det danske skattesystem er fortsat indviklet og uigennemskueligt for de fleste skatteydere. Skatteskandalerne er endeløse. Den digitale ejendomsvurdering er udskudt så mange gange, at tilliden til systemet er forsvundet. Regeringens har gennemført skattelettelser, men der er tale om rene almisser. Skattetrykket i 2023 er på samme niveau som i 1989. Skattesystemet er ekstrem kompliceret med et virvar af fradrag, som det for en sagesløs skatteborger er umuligt at finde rundt i. Og det gælder endda også for de mere erfarne i skattesystemet. F.eks. har Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, udtalt, at han ikke selv kunne beregne sin egen skat. Politikere støtter på det verbale plan forenkling af skattereglerne, men gør intet i praksis.

Regeringen skulle nedlægge jobcentrene og spare 3 mia. kr. Det er ikke sket. Hele den mislykkede jobcenterindsats koster 13 mia. kr. om året, hvoraf mere end 5 mia. kr. alene er årlige administrationsomkostninger. Regeringen forventes at fremlægge et endeligt udspil til fremtidens beskæftigelsesindsats i sommeren 2024, når Claus Thustrup Kreiners ekspertgruppe har færdiggjort sit arbejde.

Trods månedlange forhandlinger er det stadig ikke lykkedes regeringen at få en aftale på plads om at nå de ambitiøse klimamål i 2025. Forslag til en klimaafgift er foreløbig parkeret i en såkaldt “grøn trepart,” hvor regeringen drøfter det med bl.a. Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Den grønne trepart skal efter planen afslutte sit arbejde i juni 2024. Regeringen har indtil nu ikke sat dato på, hvornår en evt. klimaafgift på landbruget skal træde i kraft. Det kan ikke undre. Rent politisk er klimaafgiften jo dynamit, da det er landmændenes privatøkonomi, der er på spil.

Den bebudede kamp mod administrativt bøvl er en gammel traver. Regelforenkling og afbureaukratisering af den offentlige sektor har været på dagsordenen for skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980’erne. Rapporter fra OECD viser, at Danmark ligger i den tunge ende, når det gælder bøvl og byrder i nye love, regler og bestemmelser. Trods løfter om mindre bureaukrati er statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant. Mens den offentlige sektor fortsætter sit vanvittige vokseværk, er regeringens ambitioner om et opgør med statsligt og kommunalt bureaukrati, pseudoarbejde og regeltyranni strandet på regler, bureaukrati, modvilje og træghed.

Regeringens store slagnummer – frisættelse af den offentlige sektor – er faldet til jorden. Der er ingen tegn på, at regeringen vil vriste det offentlige ud af den planøkonomiske sump. En overklasse af administratorer holder nemlig det offentlige i et jerngreb. Under dem følger et lag af bureaukrater, økonomer og jurister, som er travlt beskæftiget med ligegyldigt pseudoarbejde, strategiplaner og powerpointshow. De har ingen interesse i at effektivisere den offentlige sektor og dermed save den lukrative gren over, som de sidder på.

Der er perioder i et samfunds historie, hvor forandringer presser sig på. Hvor selve fundamentet er udfordret. Og hvor der skal foretages afgørende valg og prioriteringer. For at sikre fremtiden. Det er præcis sådan en periode, det danske velfærdssamfund befinder sig i”, skriver Bent Winther. Men her i starten af 2024 fremstår Danmark ikke som et samfund, hvor man foretager afgørende valg og prioriteringer. Der er ingen dynamik, bevægelse, fornyelse og forandring til det bedre, kun mere af det gamle og velkendte. Regeringen har til dato kun justeret på de sædvanlige knapper for at bevare grundstrukturerne i den sklerotiske velfærdssocialisme intakte.

Danmarks deroute betyder, at den uformelle kontrakt mellem generationerne i det danske samfund er brudt. Den går ud på, at den ældre generation afleverer et samfund til den næste, som er mindst lige så velstående og velfungerende, som det, de selv overtog. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor man lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre. For første gang er der imidlertid udsigt til, at de kommende generationer vil vokse op under dårligere vilkår end generationerne før dem. Derouten fortsætter, og det vil derfor vare længe, før Danmark bliver et bedre, rigere og mere mulighedsrigt samfund.

André Rossmann

 

 

 

Exit mobile version