Danmarks sundhedsvæsen i frit fald (2023)

Det danske sundhedsvæsen er i knæ. Eksperterne taler åbent om et sundhedsvæsen, som befinder sig på ”sammenbruddets rand”. Tusinder af patienter lider. De er parkeret på alenlange ventelister, og ventetiderne bare stiger og stiger i takt med, at sygehusene tvinges til at lukke hundredvis af senge og operationslejer. De akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold fylder mediebilledet hver uge. Rapporter fra de fem regioner om tilstanden inden for kræftbehandlingen tegner et mistrøstigt billede. Der er langt fra kapacitet til at behandle et hastigt voksende antal patienter. Særligt er der problemer inden for brystkræft, mave-tarmkræft, urologisk kræft og lungekræft. Det offentlige sundhedsvæsen kan ganske enkelt ikke levere varen til borgerne, og når problemerne afdækkes, bliver det mødt af halve og hele usandheder fra regionerne. Patienter vildledes, og man forsøger at dække over og tilsløre problemer.

Planøkonomisk sundhedsvæsen kan ikke effektiviseres

Når sundhedsvæsenet er presset i bund på alle fronter, skyldes det sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, manglende politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse. Det danske sundhedsvæsen er i sin grundstruktur planøkonomisk og minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsætter nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der produceres, også er det, forbrugerne vil have.

Hertil kommer de planøkonomiske overenskomster, dvs., de offentlige overenskomstforhandlinger, hvor den offentlige fagbevægelses velbeslåede top møder op og lægger arm med politikere, som aldrig har penge nok med. Den armlægning resulterer i ekstremt detaljerede overenskomster, der lægger landets offentlige sygehuse i en spændetrøje både med løn og arbejdsopgaver, så lokale ledere er ude af stand til at lede og fordele arbejdet med udgangspunkt i den virkelighed, de står midt i. Offentligt ansatte får ca. samme løn uanset, hvor godt, eller skidt, de gør det, og borgerne bliver taberne, fordi overenskomsterne centraliserer beslutninger og fjerner lokalt ansvar. Da markedsmekanismerne er sat fuldstændig ud af kraft, er der ikke nogen interesse for at gøre tingene til den bedste pris. Som erstatning har man så regler, regler og masser af regler.

Regionerne holder sundhedsvæsenet i et jerngreb

Hospitalerne i Danmark styres af fem regioner med femdobbelt administration og femdobbelt politikerstyring. Selv om regionerne bruger skatteydernes penge, har de vigtigere hensyn at tage end hensynet til patienterne og skatteyderne. Da de selv er sygehusejer, har de en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker. Af ideologiske og pekuniære årsager forhindrer regionerne en udvikling, hvor de kan få konkurrence.

Man har i Danmark meget lidt dokumentation af den positive effekt af de mange milliarder, som de offentlige sundhedsydelser koster. For at forhindre, at kvaliteten af sundhedsydelser i forskellige hospitaler og kommuner kan sammenlignes, skjuler regionerne nemlig tal, der viser udgiftsniveauet pr. patient og resultaterne af sundhedsindsatsen. Og eftersom regionerne har monopol på viden om, hvordan sundhedsvæsenet fungerer, er der ingen, der kan modsige dem, når de påstår, at tingene ikke kan gøres anderledes, at ressourcerne ikke kan udnyttes bedre, og at ydelserne ikke kan innoveres, men at der tværtimod er brug for flere penge og ansatte.

Det eneste, som regionerne er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Regionernes kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Og derfor har regionerne meget lidt incitament til radikal innovation. Hvert år får sundhedssektoren tilført flere penge, men resultatet er hver gang, at danske sundhedsydelser bliver dyrere, men ikke bedre.

Dårlig organisering og ledelse

Læger og sygeplejersker beskriver et næsten kafkask sundhedssystem, hvor der spildes millioner af timer på bureaukrati. Behandlingsforløbene er brudt op i faglige og organisatoriske domæner, der forsvares af de respektive ”kongeriger” – med store tab i vidensdeling og omkostningseffektivitet til følge. Dårlig organisering og ledelse på sygehusene er årsagen til, at sygeplejerskerne er demotiverede og utilfredse, føler sig overbelastede og kræver en højere løn. En rapport fra Implement Consulting Group fremhæver en ubalance imellem ansvar og handlemuligheder: ”Der ses en klar tendens til afstandtagen på ledelsesniveauerne fra at påtage sig ansvaret for prioriteringer. Ansvaret skubbes nedad, og det er udtryk for en dysfunktionalitet i ledelseskæden, når bekymringer bliver overhørt, betragtet som useriøs brok eller blot returneret med besked om, at det er pågældendes eget ansvar”, står der.

De mange tjek og kontroller, der udføres på sygehuse i dag, bruges til at snyde systemet, så de enkelte afdelinger kan dokumentere, at de har nået deres produktivitetsmål. Når statistikken f.eks. viser, at der er flere ”patientkontakter”, betragtes dette som et tegn på et effektivt sygehusvæsen. Patienterne oplever imidlertid en anden virkelighed. Ved mange ”patientkontakter” får man to minutter med en læge, der konstaterer, at man kan sit cpr-nr., og sender én ud for at få en tid om nogle uger. Så er ventetidsreglerne overholdt. Og man får 7,5 pct. flere ”patientkontakter”. Man ”sminker” statistikkerne ved at indkalde patienter til ”patientkontakter”, der stort set er overflødige, og man spilder dermed medarbejdernes tid. Hvis man som patient brokker sig, er man bare forkælet, får man at vide. Det er dog kun de færreste patienter, der klager. De opgiver.

Et eksempel på regionernes inkompetence er de store supersygehusbyggerier. Besparelser, ekstraregninger og forsinkelser får prisen for de seks såkaldte supersygehuse til at overstige budgettet med 8 mia. kr., lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra tænketanken Axcelfuture. Eksperter peger på, at regionerne, der er totalentreprenører på byggeprojekterne, er udfordret af manglende erfaring med komplekse milliardprojekter, som de store sygehusbyggerier er. Men selv om regionerne mangler de nødvendige kompetencer og altid undervurderer kompleksiteten i byggeprojekterne, forsvinder ansvaret for skandalerne i den offentlige sektor altid ud i blå luft.

Manglende sammenhæng i behandlingen

Sundhedsvæsenets strukturelle opbygning resulterer i en silo-tænkning med tre adskilte systemer: sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger, som har svært ved at prioritere sammenhæng, samarbejde og opmærksomhed om de øvrige dele af behandlingen. 66 pct. af danskerne mener ikke, at de forskellige dele af sundhedsvæsenet hænger godt nok sammen, og mange oplever at falde mellem to eller endda flere stole i sundhedsvæsenet, f.eks. når de bliver udskrevet fra hospitalet, men stadig ikke er raske. Det er også tankevækkende, at over halvdelen af de danske læger og sygeplejersker ikke forventer at opleve et optimalt samarbejde mellem sygehusets afdelinger, hvis de selv skulle blive indlagt. Deres forventninger til samarbejdet er dermed lavere end befolkningens.

På hospitalerne er der en høj grad af faglig stolthed og ansvarlighed inden for hver enkelt faggruppe, men der mangler en rød tråd, der binder fagligheden sammen og sikrer konsistens mellem, hvad der meldes ud til patienten af forskellige afdelinger og faggrupper. Patienter udspørges om de samme ting igen og igen vedrørende cpr-nr., medicin, sygdomsforløb osv. af læger og sygeplejersker. Man får planer, som indebærer fysioterapi, men planen følges ikke, og man får ikke at vide hvorfor. Der tages fortsat blodprøver, selv om man har fået at vide, at det, man skal have taget blodprøverne for, er afklaret. Hjemsendelsen sker ofte abrupt og uden fyldestgørende information om væskeindtagelse.

Patienter udsættes ofte for unødige undersøgelser og udsigtsløse behandlinger, fordi der ikke er læger, der har et samlet overblik over behandlingen. Er man f.eks. ramt af forskellige former for kræft, er der ikke en læge, der tager ansvar for den samlede behandling. Der er ganske vist mange læger inde over, som hver for sig gør det bedste, de kan, inden for hvert deres afgrænsede område. Men ingen er i stand til at vurdere, hvad der samlet set ville være den bedste behandling. Resultatet er, at kræftramte patienter sendes til den ene undersøgelse efter den anden på flere forskellige sygehuse i et smertefuldt og uværdigt forløb.

11 pct. af de tusinder og atter tusinder patienter, der hvert år udskrives efter behandling på danske sygehuse, oplever at blive genindlagt inden for 30 dage, fordi regioner, kommuner og praktiserende læger arbejder for dårligt sammen og er uenige om, hvornår patienterne er færdigbehandlede og kan udskrives. Patienterne ender derfor som svingdørspatienter og kastebolde, som ingen griber, fordi der mangler sammenhæng i indsatsen. Titusinder af skrøbelige ældre indlægges på hospitalet igen og igen på grund af væskemangel, forstoppelse, blærebetændelse og andre lidelser, som burde være håndteret på plejehjemmene eller i hjemmeplejen ude i kommunerne.

Pseudoarbejde uden gavn for patienterne

Sygehusafdelingerne er i den grad overadministrerede. Overlægerne beskriver en virkelighed, hvor der er masser af læger, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale, der er travlt beskæftiget med opgaver uden relevans for patientbehandlingen.

Den andel af arbejdstiden, som overlæger bruger på patientrelateret arbejde, er ifølge en opgørelse fra overlægeforeningen faldet fra 64 pct. i 2011 til 55 pct. i 2020. På selv små afsnit med 16 senge findes der en ledelsesgruppe bestående af tre sygeplejersker og to læger. De ledende overlæger, oversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, deres souschefer og diverse udviklingssygeplejersker ser i dag stort set ikke patienter, men er beskæftiget med at deltage i møder, gennemføre lederuddannelser (op til seks års varighed) og seminarer uden den ringeste betydning for patientbehandlingen.

Arbejdsskemaerne på sygehusafdelingerne demonstrerer fint, hvad lægerne og sygeplejerskerne beskæftiger sig med. Flere og flere læger har ”administrative” dage, hvor tiden går med forskning, der ofte munder ud i publikationer med begrænset videnskabelig betydning, men som tjener til afbrænding af penge fra forskningsfonde. Det kan også være planlægning af ”inspektormøder” til pseudomonitorering af uddannelsesmiljøer, uddannelsessamtaler om ”de syv lægeroller” med dertil hørende logbog, afsnitsledelse, it-optimeringsdage inkl. fortvivlede forsøg på at redde Sundhedsplatformen samt deltagelse i luftige projekter og diverse administrative arbejdsgrupper. Ligeledes er der sket en voldsom opnormering af antallet af ph.d-studerende specielt indenfor det lægevidenskabelige område, således at mange unge læger forlader det patientnære arbejde i tre-fem år med et ofte pauvert forskningsudbytte.

Sygeplejefaget med sygeplejedirektører, ledende oversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, afdelingssouschefer, udviklingssygeplejersker, sygeplejeforskere, kvalitetssikringssygeplejersker mv. bidrager beskedent til den daglige drift, men er ekstremt omkostningstungt. Især mange unge, dygtige og engagerede sygeplejersker plejer deres karriere ved at forsvinde fra patientarbejdet for at give sig i kast med besynderlige videreuddannelser og aldrig vender tilbage til et fornuftigt arbejde med patienter. Der er ansat en hær af sygeplejersker, der med et herligt ord betegnes ”privattøjssygeplejersker”. De ses sjældent i hospitalsuniform, som er påkrævet ved patientkontakt, idet de varetager en række administrative funktioner som udviklingssygeplejersker, kvalitetssikringssygeplejersker, sygeplejeforskere mv.

Én af de helt store tidsrøvere er de tusinder af vejledninger og instrukser, som medarbejdere på landets sygehuse skal navigere rundt i, og som i detaljer dirigerer, hvem der skal gøre hvad i forbindelse med de undersøgelser, behandlinger og andre arbejdsopgaver, der udføres. Der bruges oceaner af ressourcer på at udarbejde dem, og der bruges masser af tid på at forsøge at orientere sig i dem. De tusinder af instrukser og retningslinjer lægger beslag på enorme ressourcer i et presset sundhedsvæsen. Flest vejledninger og instrukser er der i Region Syddanmark, der har 67.000 dokumenter. Region Sjælland har 42.800. Region Midtjylland har 46.983. Region Nordjylland har 10.174, mens Region Hovedstaden har 17.526.

Reformer uden gevinster for patienterne

Virkeligheden i Danmark er, at ingen reformer kan effektivisere sundhedsvæsenet på grund af den overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusansatte, som efterhånden har etableret sig tungt i hele systemet. For disse læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række andre funktioner, som på ingen måde bidrager til arbejdet på stuegang eller i ambulatoriet. De sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at effektivisere og konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres privilegier.

Man skal heller ikke forvente, at sygehusvæsenets faglige organisationer, Dansk Sygeplejeråd eller Lægeforeningen, kan være behjælpelige med at effektivisere sygehusvæsenet. Begge organisationer har som mantra, at der vedvarende skal tilføres flere ressourcer til sundhedsvæsenet uden skyldig hensyntagen til den samlede samfundsøkonomi. Kendetegnende for Lægeforeningen har desuden i mange år været, at en formandspost i samme forening har været et springbræt til videre karriere i den administrative verden, som man jo derfor nødig skulle have lagt sig ud med i sit hidtidige virke.

Al fornyelse i sundhedsvæsenet er igennem de seneste år blevet anskuet som besparelsesmål. Spareøvelser med fokus på, at personalet skal løbe stærkere, og at indkøb skal være billigere, betragtes som effektiviseringer. Det er en målrettet fejlsatsning, som danskerne ikke får et bedre sundhedsvæsen af, men som i stedet bidrager til en negativ, selvforstærkende spiral.

Senest har KL og regionerne meddelt, at de har gennemført ”en markant effektivisering af sygehusvæsenet”. Men – sagen er den, at den ”markante effektivisering” ikke betyder, at KL har indført en ny patientrettet forretningsmodel, nye organisatoriske rammer, nye arbejdsrutiner eller innovation. Nej, den betyder, at hospitalerne har skubbet flere og flere sundhedsfaglige opgaver over til kommunerne. Sagt på jævnt dansk er sundhedsvæsenet blevet ”effektiviseret” ved, at man har sendt aben videre til de kommunale plejehjem. Facit er, at plejehjemmene sættes under øget pres, da de slet ikke er gearet op til den slags opgaver.

Ulighed i sundhedsvæsenet

Uligheden, både geografisk og social i kronisk sygdom, gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav. Patienter får, alt afhængigt af hvad de fejler, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem. Det skulle ellers være ens og lige for alle.

I Danmark findes der fem selvstændige hospitalsvæsener – ét i hver region. Og derudover i virkeligheden også 98 forskellige kommunale sundhedsvæsener. Nogle kommuner har under halvt så mange sygeplejersker ansat per 1.000 ældre som andre kommuner. I de 10 kommuner, hvor der er længst mellem sygeplejerskerne, er der ansat 4,4 pr. 1.000 ældre borgere over 65 år. I de 10 kommuner med flest lyder det på 10,5 sygeplejersker per 1.000 ældre. Sygeplejedækningen er tyndest i områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj andel af mennesker med psykosociale udfordringer. Og hvis man kommer ud for en trafikulykke, får man hurtigere hjælp af ambulancen, hvis man bor på Mols, end hvis man bor på Møn. Det er ens postnummer, der afgør ventetiden.

Ifølge en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) bor 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, i områder, hvor der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. I 2021 stod ca. 126.000 danskere uden egen læge. Det skaber længere ventelister, der rammer skævt og skaber mere ulighed i sundhed. Det bliver nemlig de mest syge og dem uden sundhedsforsikring, der må vente længst. Der er også stor forskel fra region til region på, hvor stærkt det går. I Region Syddanmark bliver helt op til 88 pct. af kræftpatienterne behandlet inden for tidsfristerne, mens det blot er 49 pct. i Region Nordjylland og 38 pct. i Region Sjælland.

På mange parametre opfylder sundhedsvæsenet primært ressourcestærke borgeres og patienters behov. Det betyder øget spillerum for stærke patientforeninger på bekostning af en gennemtænkt og retfærdig fordeling af ressourcerne. De mindre ressourcestærke borgere lades alt for ofte i stikken. Uligheden giver sig også udslag i, at mænd med de laveste indkomster lever cirka ti år kortere end mænd med høj indkomst. Hvor kortuddannede mænd i 1986 levede godt fem år kortere end højtuddannede mænd, var det sammenlignelige tal i 2018 steget til ti år. Og uligheden vokser.

De kriterier, som ligger til grund for omfordelingen af sundhedsressourcerne mellem regionerne, er helt skæve. Man giver allermest til den region, som trænger mindst. Borgerne i Region Hovedstaden er generelt de sundeste, de yngste og de rigeste sammenlignet med borgerne i andre regioner af landet. Samtidig har Region Hovedstaden suverænt flest læger pr. borger og færrest problemer med at rekruttere læger og sygeplejersker. Det er således regioner med den ældste og mest syge befolkning samt det mest skrøbelige sundhedsvæsen, der bliver forfordelt i udligningsordningen. Det er en omvendt Robin Hood, hvor man snupper ressourcer fra de fattige og giver dem til de rige.

Personalemangel presser sygehuse

De offentlige sundhedsudgifter i Danmark udgjorde i 2021 10,5 pct. af BNP (Eurostat). Det er det 3. højeste udgiftsniveau (sammen med Frankrig) blandt alle EU-lande kun overgået af Østrig og Tjekkiet. Samtidig er antallet af sengepladser på de danske hospitaler et af de laveste i EU, hvor gennemsnittet ligger på 4,6 senge pr 1.000 indbyggere mod 2,6 senge i Danmark. 45-58 pct. af lægerne i Danmark er overlæger, mens overlægeandelen på sammenlignelige udenlandske sygehuse er nede på 20-31 pct. Og antallet af sygeplejersker i forhold til indbyggertallet er i Danmark næsten dobbelt så højt som EU-gennemsnittet. Alligevel klages der over personalemangel i sundhedsvæsenet.

Beretningerne om mangel på speciallæger, sygeplejersker, jordemødre, sundhedsassistenter mv. ruller ind uge for uge. Patienter må se deres planlagte operationer aflyst med det resultat, at behandlingen af borgerne bliver dårligere og dårligere. I 2019 har 60 pct. af de 1.823 overlæger, der har deltaget i en undersøgelse, svaret, at de jævnligt er nødt til at aflyse planlagte operationer, behandlinger og konsultationer, fordi der mangler personale. Af dem fortalte næsten halvdelen, at det sker hver uge. Manglen på personale påvirker kvaliteten og patientsikkerheden, fordi der er flere patienter, der dør, jo færre kompetente medarbejdere, der er til at tage sig af dem.

Rekordmange alvorligt hjertepatienter får aflyst og udsat store livreddende operationer, fordi der er problemer med kapaciteten på landets største hjertecenter på Rigshospitalet. I nogle måneder er det helt op til mellem hver tredje og hver fjerde operation, der aflyses. I Region Midtjylland er hundredvis af patienter blevet behandlet for sent på grund af lange ventetider og mangel på kapacitet. Konsekvensen har været, at det har været nødvendigt at gennemføre et uforholdsmæssigt stort antal amputationer af patienters ben ved hofte, lår, knæ eller underben. Op mod 50 patienter om året har således fået amputationer, som kunne være undgået, hvis de i tide havde fået en forebyggende operation. Det lyder som noget fra Albanien, men det er virkeligheden på danske hospitaler anno 2023.

I 2021 blev 43 pct. af alle opslåede sygeplejerskestillinger ikke besat, og næsten hver anden sygeplejerskestilling står nu ubesat eller er besat af anden faglighed. De elendige forhold i sygehusvæsenet betyder, at sygeplejersker i tusindvis forlader faget og dropper job på sygehusene, der tvinges til at lukke senge ned og parkere stadig flere patienter på ventelister. Over 5.000 sygeplejersker (svarende til 11 pct. af de beskæftigede sygeplejersker) bestrider i dag job uden for faget, og flugten væk fra sundhedsvæsenet har taget yderligere fart på det seneste efter strejken hen over sommeren 2021.

Sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR), arbejder aktivt og målrettet på at holde udbuddet af sygeplejersker lavt og efterspørgslen og dermed lønnen høj. DSR har således i årevis satset på at skabe mangel på sygeplejersker, bl.a. ved at fjerne hospitalssekretærer og lade sygeplejersker udføre deres (administrative) opgaver. DSR arbejder desuden aktivt for at holde pensionerede sygeplejersker, der gerne ville komme tilbage på arbejdsmarkedet og arbejde på deltid, ude, fordi de ikke er med i den gruppe, som DSR forhandler løn for.

En del af forklaringen på den udbredte personalemangel findes i de overenskomster, som Lægeforeningen har sikret deres medlemmer. De danske offentligt ansatte hospitalslæger har en arbejdsuge på 37 timer, hvor man i de øvrige EU-lande arbejder op til 48 timer. Hospitalslæger i Danmark har opnået favorable afspadseringsregler for vagttjenester og især søndage og helligdagsvagter. Ledelsen af de enkelte afdelinger kæmper med planlægning af vagter, dækning af ikke planlagt fravær, hvor overenskomster også spænder ben med strikse restriktioner for, hvor ofte vagten må holdes, overholdelse af hviletiden osv. Ydermere kommer der krav fra yngre læger om muligheden at kunne gennemføre deres speciale på deltid. Der findes ikke en overenskomst i andre EU-lande, der er så gavnlig for offentligt ansatte læger som den danske.

Personalemanglen i sundhedsvæsenet er de seneste få år voldsomt intensiveret. Det er en destruktiv spiral, der er i gang. De, der er tilbage i sundhedsvæsenet, skal bære en stadig større byrde for at dække hullerne. Ikke bare i form af overarbejde og øget travlhed, men også ved opgaveglidning mellem faggrupper og et presset arbejdsmiljø, der lider uden faste kolleger. Mens der er en udpræget mangel på såkaldte ”varme hænder”, viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at antallet af ”kolde hænder” – det administrative personale i sundhedsvæsenet – er vokset med 29 pct., fra 6.832 fuldtidsbeskæftigede i 2007 til 8.784 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Det er især antallet af akademikere og chefer, der er steget i perioden. Antallet af administrative akademikere er i regionerne vokset med hele 137 pct. siden 2007, mens antallet af chefer er vokset med 33 pct.

Sygehusene er nedsparede og samspilsramte

De danske sygehuse er nedsparede, overadministrerede og samspilsramte. Hver gang nogen kigger sygehusdriften efter i sømmene, så åbenbares et grimt billede af inkompetent driftsledelse, hvor kapitalapparat og personale slet ikke udnyttes optimalt. Kostbart udstyr som scannerne, strålekanoner og andet avanceret apparatur, som ikke mindst er indkøbt til at styrke kræftbehandlingen, står ubrugte hen på sygehusene i store dele af døgnet – selv om der er patienter, der står i kø og har behov for at blive undersøgt og behandlet.

Patienter på flere af hovedstadens store hospitaler behandles i bygninger, der nærmest er ved at falde fra hinanden og er i så ringe tilstand, at det går ud over behandlingen og påvirker patientsikkerheden. På to af regionens flagskibe, Rigshospitalet og Herlev Hospital, er bygninger og anlæg så nedslidte, at der jævnligt opstår nedbrud og driftsstop i f.eks. elevatorer, som er helt centrale for driften af hospitalerne, samt svigt i systemer, der bl.a. forsyner patienterne med ilt. Ventilationsanlæggene er nedslidte og giver et dårligt indeklima for patienter og personale. Ligeledes kæmper hospitalerne med utætte og stoppede afløb, stort vandspild, dryppende haner, gamle toiletter og i det hele taget ”udtjent sanitet”, som giver store hygiejneproblemer og ”fare for smittespredning” samt gør det svært at gøre ordentligt rent.

Utætte vinduer, problemer med vandrør, der springer og giver risiko for skimmelsvamp, gamle skannere og fire mand på samme stue med toilet på gangen i stedet for flotte enestuer. Forskellen på de nye supersygehuse og de 80 pct. landets gamle, udtjente hospitaler er til at få øje på. 80 pct. af de danske sygehusbygninger har ikke fået ekstra midler som de nye kvalitetssygehusbyggerier. En stor del af dem er over 50 år gamle, har ikke været holdt meget ved lige og forfalder.

IT-systemerne taler ikke sammen

Digitaliseringen på danske sygehuse er på alles læber og alle taler den op, men virkeligheden er, at talrige og halvdårlige IT-systemer i sundhedsvæsenet ikke taler sammen og forvirrer personalet i stedet for at lette dets arbejdsgange. Manglende sammenkøring af it-systemer betyder dårlig vidensdeling, så overflyttede patienter skal starte deres behandlingsforløb forfra igen og igen. Sundhedsvæsenet mangler et samlet brugervenligt it-system for hospitalssektoren i hele landet således, at man kunne afskaffe den meget kritiserede amerikanske Sundhedsplatform (SP), som har reduceret produktiviteten og øget ventelisterne på hospitalsafdelingerne betydeligt i Region Sjælland og Hovedstadsregionen.

Digitaliseringen bremses af sundhedspersonalet

Politikerne og IT-branchen fremkommer med en masse fantasifulde visioner om, at telemedicin, kunstig intelligens, personlig medicin og brug af big data snart vil være hverdagen. Håbet er at kunne frigøre hænder, spare tid og sikre langt bedre behandlinger for den enkelte. Men lægerne har ikke lært, hvordan de skal bruge big data og kunstig intelligens. De er ikke trænet i, hvordan man giver svære beskeder over telefonen, eller hvordan man diagnosticerer hudsygdomme og vurderer sårstatus over FaceTime. De ved ikke, hvordan de kan vurdere brugbarheden af de forskellige apps, wearables og dataprogrammer.

En ny analyse fra Lægeforeningen viser, at der findes flere velafprøvede digitale løsninger, som kan reducere antallet af indlæggelser og kontrolbesøg for forskellige patientgrupper uden at gå på kompromis med patientsikkerheden. Politikere og fagfolk har store forventninger til, at nye teknologiske landvindinger skal løse udfordringerne, men sundhedsvæsenet evner ikke engang at skalere de allerede kendte sundhedsløsninger op, så de kommer til gavn i samtlige kommuner. Fra det første succesfulde pilotprojekt om Tele-KOL i 2005 og til national udbredelse i 2022, gik der 17 år. 17 år!

Der er snakket i årtier om telemedicin og om, at patienterne nu skulle tage mere hånd om egen sygdom med måleudstyr og prøver i hjemmet. Blandt patienterne er der en stor efterspørgsel for at slippe for at tage til kontrol og målinger på hospitalet og kunne leve et mere normalt liv. I aftaleteksten om sundhedsreformen fra 2022 lyder det, at mere behandling skal foregå i eget hjem med digitale løsninger, men udviklingen bremses – ikke af patienterne, men af sundhedspersonalet. Bremsen ligger i forhold til, hvem der har juridisk ansvar for patienter, der er i hjemmet, og frygten for at miste kontrollen.

Behandlingsgarantien uden garanti

Under behandlingsgarantien har alle ret til behandling inden for 30 dage. I praksis betyder det, at patienter med milde skavanker ofte prioriteres foran patienter med svære, betydende lidelser. Ikke fordi de har mere brug for det, men fordi de har ret til det. Og selv om alle patienter i Danmark har ret til hurtig behandling enten på et offentligt eller privat hospital, hvis ventetiden er for lang på et offentligt sygehus, fratager det offentlige patienter deres behandlingsret, idet det offentlige sygehusvæsen af politiske årsager ikke vil indgå de nødvendige samarbejdsaftaler, så patienterne kan henvises til privathospital med henblik på rettidig behandling.

Rettidig behandling er vel at mærke ikke ensbetydende med helbredende behandling. Ifølge Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter bruger sundhedsvæsenet formuer på medicin og behandlinger, der ikke virker eller ligefrem skader patienterne. Man udreder alt for ofte patienterne med blodprøver, CT- og MR-scanninger, kikkertundersøgelser og EKG uden at have sikkerhed for, at undersøgelserne gør gavn. Man opererer alt for ofte patienter, uden at man med sikkerhed ved, om operationerne er gavnlige. Man har alt for længe gjort for meget uden at have videnskabens ord i ryggen. Og det på trods af, at overflødig udredning og behandling i den grad kan skade patienterne. Undersøgelser viser, at op mod 90 pct. af de behandlingstilbud, man har i sundhedsvæsenet, er uden klar dokumentation for gavn. Og det skønnes, at omkring 20 pct. af det, man gør, er overflødigt eller direkte skadeligt.

Problemer i psykiatrien koster milliarder

Problemerne i psykiatrien er mange, og de er kendte: Behandlingsudbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, der mangler sengepladser, syge patienter bliver udskrevet og genindlagt, og indsatserne hænger ikke sammen. Halvdelen af arbejdstiden på landets psykiatriske akutmodtagelser bliver brugt på patienter med misbrugsproblemer. Selv om psykiske sygdomme og misbrug bør behandles samtidigt, bliver den patient, der udskrives, kastebold mellem to systemer: misbrugsbehandling i kommunen og psykiatrisk behandling i regionen. Man har i årevis forsøgt at få de to systemer til at spille sammen, men uden resultat. I sidste ende går det ud over patienterne.

Psykiske lidelser tegner sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde i Danmark med massive samfundsmæssige omkostninger til følge – ikke mindst i form af produktionstab. OECD vurderer, at mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom koster hvert år det danske samfund 110 mia. kr. Heraf går cirka 25 mia. kr. til egentlig behandling. Langt den største del, nemlig i omegnen af 80 mia. kr., er omkostninger på arbejdsmarkedet og til sociale ydelser i tabt produktion, langvarigt sygefravær, nedsat arbejdsevne, førtidspensionering osv.

Eftersom adskillige tusinde sengepladser er nedlagt, tilbydes patienterne bo-institutioner, som stadig forringes, egne boliger med for lidt støtte og stor ensomhed, eller de er helt faldet ud og hutler sig igennem som hjemløse på herberger, forsorgshjem eller for nogles vedkommende ligefrem på gaden. De har ofte et misbrug, høj selvmordshyppighed og en livslængde, som er 20 år kortere end andre. Nogle omtales i pressen på grund af voldelig kriminalitet, som ofte går ud over deres familie, naboer eller offentlige omsorgspersoner.

Uværdig behandling af syge mennesker

Selvom økonomi er en medvirkende årsag til et nedslidt sundhedssystem, forklarer den hverken den menneskelige forråelse eller manglen på dannelse samt fraværet af respekt og ligeværd i mødet med patienter. Det danske sygehusvæsen er et råddent system med en rådden kultur og respektløs opførsel. En stor del af sygeplejeuddannelsen foregår i praktik, og de studerende opflaskes med den rådne kultur. Det skaber grobund for, at kulturen både opretholdes og videregives.

”Den forråelse, jeg møder blandt de ansatte, kan ikke kureres med penge”, skrev en tidligere sygeplejestuderende i Berlingske med henvisning til en episode på Sjællands Universitetshospital. ”En lægesekretær står i døråbningen, og en sygeplejerske sidder ved en computer, da en anden kommer ind på kontoret og udbryder: ’Hold kæft, ham Mogens på stue 52 er godt nok klam. Nu er det tredje gang, han skider i bukserne. Da der var stuegang, og jeg gik forbi sammen med lægen, lå han og pressede mere lort ud’. Hun laver en grimasse, der får hendes kolleger til at grine højt”.

Uværdig overbelægning på sygehusene

Uværdig overbelægning på danske sygehuse fortsætter med at plage patienter og personale trods klare politiske løfter. Ældre, skrøbelige patienter samt syge børn og kvinder er i store tal henvist til at ligge på gangene, på propfyldte stuer eller i skyllerum, hvor de behandles og passes af fortravlede medarbejdere, som har svært ved at nå alle deres opgaver. Ifølge en opgørelse, baseret på tal fra Sundhedsdatastyrelsen, har der over en periode på et år – fra maj 2021 til april 2022 – været i alt 284 dage med overbelægning på akutafdelingen på Holbæk Sygehus. Det svarer til, at der i gennemsnit har været 24 dage med overbelægning hver eneste måned. Akutafdelingen i Holbæk er dog ikke det eneste sted i landet, hvor det vælter ind med patienter, og hvor der er for få medarbejdere til at tage sig af dem.

Ældre, der er færdige med deres behandling, parkeres i en sygehusseng. Det er ikke alene et problem for de patienter, som ligger og venter på at komme hjem eller få anvist plejehjemsplads, men også for sygehusene, der har brug for sengene på de medicinske afdelinger. Ifølge de seneste opgørelser tilbringer flere tusinde patienter årligt tilsammen omkring 40.000 dage på hospitalerne, efter at de faktisk er blevet færdigbehandlet og erklæret raske. Det svarer til, at der hver eneste dag året rundt er 110 senge, der fyldt op med patienter, som ikke burde være der. Flere steder er myndighederne begyndt at fifle med belægningstal. I deres målinger ændrer de på definitionen på overbelægning, hvilket får problemerne til at fremstå mindre alvorlige.

Akutmodtagelser lukker dørene

Et bærende princip i det offentlige sygehusvæsen har altid været, at døren til akutmodtagelsen er åben døgnet rundt, men det er slut. Flere og flere akutmodtagelser tager timeouts og lukker dørene for visse patienter i en periode på grund af travlhed. Det sker ofte, at patienter med akut sygdom sendes i stedet til andre sygehuse op til 100 kilometer væk. De grumme historier fra akutmodtagelserne over hele landet står i kø. Akutlægerne kan ikke levere den behandling, som de mener, at deres patienter har ret til, og som de ønsker at tilbyde dem. Enkelte akutlæger har sagt op i protest. Politikernes løfter om at løse dem er ikke indfriet. Derfor ender selv hjertesyge patienter på ca. 90 år med at vente i akutmodtagelsen i 15 timer, før de får hjælp.

Patienter nægtes ny medicin

Nye lægemidler giver både bedre sygdomsbehandling og længere levetid, men sygehusmedicin udgør en meget lille og faldende del af Danmarks BNP. Fra 0,67 procent i 2008 til 0,56 procent i 2022. Det placerer Danmark på en 39.-plads og derved tredjesidste plads i OECD. Det hænger sammen med, at Danmark har fået et medicinsk prioriteringsråd, Medicinrådet, som nægter patienter ny medicin, der skønnes at være for dyrt i forhold til effekten. Formålet er at få dæmpet de hastigt voksende medicinudgifter, som presser økonomien i sundhedsvæsenet og har tvunget regionerne ud i flere sparerunder. Rådets fokus på økonomien overskygger ofte fagligheden og har i nogle tilfælde betydet, at nogle patienter ikke har fået adgang til en ny medicin, som ville have gavnet dem. I 2018 traf Patienterstatningen en afgørelse, der slår fast, at man kan sige nej til medicinsk behandling af dødstruede patienter, der lider af en sygdom, som er dyr at behandle.

Kvinder med HER 2-positiv metastatisk brystkræft, en særlig aggressiv form, hvor sygdommen spreder sig til andre organer, og som har en høj dødelighed, bruger formuer på medicin, som det offentlige ikke tilbyder. Der er kommet en lovende behandling med et nyt præparat, Enhertu, som i undersøgelser har vist sig at kunne give patienterne et længere liv end ved andre behandlinger. Præparatet er godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder, men ikke af Medicinrådet, hvorfor det ikke bliver tilbudt til kræftpatienter på de offentlige sygehuse i Danmark. I stedet henvender kvinder med metastatisk brystkræft sig til et privathospital i Aarhus, som tilbyder behandlingen, der skal gives hver tredje uge over en længere periode – til en pris af 60.000-70.000 kroner pr. gang. Samtidig med, at patienter nægtes ny medicin, spildes der enorme mængder af eksisterende medicin for milliarder af kroner. Der er et massivt mørketal på dette område, idet man i Danmark mangler et samlet overblik over, hvad medicinspild koster, og hvad man i stedet kunne få for pengene.

Ambitionen er, at Danmark skal være førende, når det gælder om at sikre patienterne gavn af behandlingsmæssige fremskridt. Virkeligheden er, at dette princip ikke gælder i praksis længere. I dagens Danmark omtales udgifter til medicinsk behandling kun som en byrde for sundhedsvæsenet. Det er stik imod velfærdssamfundets vision om, at der ikke kan sættes en maksimumpris på danskernes sundhed.

Patienter rammes af alvorlige lægefejl

Tusindvis af danske patienter rammes af så alvorlige fejl og utilsigtede hændelser under deres behandling i sundhedsvæsenet, at de får skader, som ender med at koste dem livet. Af de mellem 50.000 og 60.000 mennesker, der dør i Danmark om året, dør ca. 1.200-3.000 af skader under deres indlæggelse. Mange læger og andre sundhedspersoner bliver hvert år meldt til politiet af Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi de mistænkes for grov forsømmelighed, blufærdighedskrænkelse og brud på tavshedspligten. Lægefejl indrapporteres som utilsigtede hændelser. I alt blev der rapporteret 326.416 såkaldt utilsigtede hændelser i 2021. Året før lød tallet på 293.113 hændelser. Cirka 60 pct. af hændelserne omhandler medicinfejl. Det kan f.eks. være, at en patient ikke får sin medicin, eller at doseringen er forkert.

Flere hundrede efterladte har de senere år fået tilkendt store erstatninger, fordi deres ægtefæller, forældre eller andre nære slægtninge er døde efter fejl og utilsigtede hændelser i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet. I 2017 tilkendte man f.eks. 750 mio. kr. i erstatning. Heraf 691 mio. kr. for behandlingsskader og 56 mio. kr. for lægemiddelskader. Flere efterladte kunne få en økonomisk kompensation på op til flere millioner kroner for deres tab, hvis de var klar over, at det er muligt at få erstatning. Hundredvis af fejlbehandlede patienter snydes imidlertid for den erstatning, som de ellers har krav på, fordi personalet har for travlt til at hjælpe dem med at få anmeldt sagerne eller er bange for at blive mødt med sanktioner på grund af fejlen.

Frit valg uden valgmuligheder

Selv om der i det danske sundhedsvæsen teoretisk er frit valg, er valgmulighederne begrænsede. Problemet med det frie valg i Danmark er, at kommunerne og regionerne, der både bestiller behandlinger og driver sygehuse, der foretager behandlingerne, har en dobbeltinteresse i at “købe ind” hos sig selv i stedet for at gøre brug af privathospitaler. Reelt holder de derfor private aktører ude af markedet, selv om de private aktører er bedre og billigere. På sundhedsområdet kan danske privathospitaler ifølge Cepos udføre standardiserede behandlinger til omtrent halvdelen af, hvad omkostningerne er i det offentlige. Selvom antallet af henvisninger til privathospitaler er stigende, fylder privathospitalerne kun omkring 1,5 pct. af den samlede økonomi i sundhedssystemet i Danmark. De inddrages kun som et nødvendigt onde for at reducere kapacitetsproblemer og etablere en sikkerhedsventil for utilfredse patienter.

Det er således kun i teorien, at der er frit valg i Danmark, fordi reelt kræver frit valg tre grundlæggende betingelser. Dels at der er noget at vælge imellem, hvilket kræver fair vilkår for private udbydere. Dels at borgerne kender til valgmulighederne, og dels at man økonomisk har mulighed for at vælge en anden sundhedsløsning end den offentlige. Disse tre betingelser opfyldes meget sjældent. Og i alle de tilfælde, hvor danskerne selv skal betale for at vælge det, som de synes er bedst, har de grundlæggende det store problem, at de skal betale to gange. Både for den offentlige løsning, som tilbydes for deres egne skattekroner, og den private, som de rent faktisk bruger. Det betyder en uretfærdig ulighed, da ikke alle har råd til at betale dobbelt.

Private sundhedsforsikringer

At der er et behov for en privat sygehussektor, tydeliggøres bedst ved det forhold, at næsten 50 pct. af alle danskere, primært de velstillede danskere på A-holdet, nu har en privat sundhedsforsikring. Formålet er at få hjælp fra private læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, hjemmehjælpere og andre faggrupper, når helbredet begynder at svigte, springe ventelisterne over eller sikre sig en behandlingsmæssig fordel på anden vis, fordi det offentlige sundhedssystem ikke leverer varen.

I 2022 har næsten 400.000 flere danskere fået adgang til en privat sundhedsforsikring. Dermed har i alt knap 2,7 mil. danskere i dag en sundhedsforsikring – langt størsteparten gennem arbejdspladsen. Det er primært privatansatte danskere, der har en sundhedsforsikring, mens sundhedsforsikringer er nærmest ikke-eksisterende blandt offentligt ansatte. I 2013 var 1,5 millioner borgere dækket af en sundhedsforsikring, mens det i 2003 var under 300.000. Tallene betyder, at der i dag er flere danskere med en privat sundhedsforsikring, end der er danskere med en ejerbolig. Det viser, at en markant forandring af velfærdssamfundet er i fuld gang.

Danmarks sundhedssystem er et misfoster, som har vokset sig større og større gennem årene. Hver gang systemet støder på et problem, bevilger den til enhver tid siddende regering systemet penge. Milliard efter milliard sendes til et sygt, samspilsramt system. I stedet for at gennemføre ægte reformer af systemet, vælger politikerne en behandling, som kun forstærker symptomerne. Eftersom sundhedssektorens problemer altid afhjælpes med flere midler, kan både regionerne og sundhedsmafiaen læne sig tilbage og undlade at effektivisere i håbet om fremadrettet at modtage endnu flere penge.

Selv om sundhedsvæsenet er i frit fald, er der i det halvsocialistiske Danmark en massiv konsensus om, at sundhedsydelser kun kan varetages på forsvarlig vis af det offentlige. Danskerne bør derfor ikke beklage sig. De er kollektivt med til at opretholde det syge sundhedsvæsen, der ikke leverer varen.