De skatteyderfinansierede danske masseuniversiteter er ikke lærdomskraftcentre, men store pølsefabrikker, der forkynder socialdemokratismen og woke-ideologien. Uddannelseskvaliteten er lav, fordi fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene.
80 pct. bør ikke optages på universiteterne
De danske universiteter er blevet ødelagt af, at man i årevis har optaget fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Ifølge eksperter bør 80 pct. af de unge, der kommer fra gymnasiet, ikke optages på universiteterne. Eftersom universiteterne optager flere og flere fagligt uegnede studerende, bruger de et helt semester på at lære de studerende noget, som de burde have med fra gymnasiet. På CBS må næsten hele årgange tage supplerende kurser i matematik for at kunne følge med i undervisningen. Og på tværs af uddannelserne er frafaldet blandt alle landets førsteårsstuderende derfor typisk ca. 14 pct. På flere uddannelser er frafaldet ca. 30 pct.
Antallet af optagne studerende på de videregående uddannelser er steget fra 21.922 i 2005 til 33.936 i 2020. Den voldsomme tilgang af uegnede studerende har skabt en uddannelsesboble, der drives af den udbredte opfattelse af, at mere og mere middelmådig uddannelse er udtryk for velfærdsstatens succes.
Fagligheden har trange kår
Universiteterne bruges som et middel til at løfte socialpolitiske målsætninger som lighed og social mobilitet. Den sociale ingeniørkunst, der praktiseres, har medført, at universiteternes dagsordenen sættes af mennesker, der ikke har noget at gøre med klassiske, akademiske traditioner. De faglige krav til studerende på universiteterne og dermed kvaliteten i uddannelserne har derfor været faldende over en årrække. Omfanget af pensum er faldet og der er gået inflation i karaktergivningen, fordi der gives relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum.
Hver tredje kandidatstuderende har mindre end 10 timers undervisning om ugen. Det betyder, at forventningerne til de studerende er, at de selv tilrettelægger mellem 28 og 30 timers selvstudium om ugen, før de kommer op på, hvad der svarer til et fuldtidsstudium. Timetallet på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er under 10 timer om ugen. Det gælder bl.a. populære uddannelser som jura, statskundskab og sociologi. De studerende på pædagogisk psykologi er med 8 timer dem, der får færrest ugentlige undervisningstimer.
Kravene til skriftlige opgaver er gradvis blevet nedsat. Kravet til de specialer, som kandidatuddannelserne afsluttes med, var tidligere ca. 100 sider, men er faldet til 60. Almindelige skriftlige opgaver, der tidligere kunne være f.eks. 25 sider, er blevet sænket til halvdelen eller en tredjedel. Konsekvensen er, at man nu ofte ser studerende på sidste år, som reelt kun i forbindelse med et bachelorprojekt skal lave en større, selvstændig, skriftlig opgave. På Københavns Universitet kan man f.eks. gå igennem statskundskab uden at få en eneste mundtlig eksamen.
Den faldende uddannelseskvalitet kan også ses på det faldende sprogniveau, såvel i dansk som fremmedsprog. Skriftlige opgaver indeholder flere meningsforstyrrende fejl, hvor en sætning enten ikke bliver forstået af den studerende eller på en helt anden måde, end afsenderen havde tænkt sig. Det går også tilbage med formuleringsevnen – både skriftligt og mundtligt. Samtidig er niveauet faldende, når det gælder det, man kalder korrekthedsgraden.
Universiteterne rammes med jævne mellemrum af nye udokumenterede pædagogiske teorier, som vinder gehør blandt røde reformpædagoger og embedsmænd. Resultatet er nedtoning af faglighed til fordel for tant og fjas som f.eks. faget ”Beyoncé, køn og race”, som i 2017 blev lanceret på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet med 75 tilmeldte studerende. Politikerne havde nemlig bestemt, at Danmark havde brug for universitetsuddannede Beyoncé-eksperter.
Mange videnskabelige medarbejdere mangler enten eksamen eller danskkundskaber. Ifølge en intern undersøgelse på KU’s juridiske fakultet er 16 pct. af de tilmeldte specialvejledere ikke jurister, men sociologer, historikere, filosoffer, antropologer, statskundskabsfolk, lingvister eller andet. At et juridisk fakultet har en stor andel faste videnskabelige medarbejdere, der slet ikke har den juridiske eksamen, svækker kvaliteten af specialerne, idet de studerende ikke kan få den professionelle sparring, de har brug for. Hertil kommer, at ca. halvdelen af specialvejlederne er udlændinge, som hverken taler dansk eller har indgående kendskab til dansk lovgivning.
Kvalitet er lig med taxameterpenge
Eftersom taxametertilskud til universiteterne bevilges på baggrund af antallet af færdiguddannede dimittender, er universitetsledelserne mere optaget af at optimere institutionernes økonomi end at varetage samfundets interesser, Fokus på universiteterne er derfor ganske logisk på at få så mange halvstuderede røvere igennem så hurtigt som muligt ved at sænke beståelseskravene og give relativt højere karakterer for en relativt mindre krævende præstation som følge af et væsentligt reduceret pensum. Studerende, der ikke egner sig til universitetet, skubbes igennem systemet, også selv om det betyder, at de skal have fjerde- og femtegangs eksamensforsøg til fag, som de i flere omgange ikke har bestået. De kommer således let og smertefrit gennem studierne uden særlige krav om faglige eller videnskabelige kompetencer.
På universiteterne har opfattelsen af kvalitet ikke noget at gøre med det faglige niveau. Københavns Universitet har f.eks. udarbejdet et ”kvalitetssikringssystem”, hvor kvaliteten bl.a. måles ved antallet af optagne studerende, hvor hurtigt de kommer igennem, og hvor mange der må droppe ud af hver eneste uddannelse. Har det økonomiske konsekvenser at dumpe studerende, undlader man at gøre det. Risikerer et højt pensum at øge frafaldet, reducerer man pensummet.
Resultatet er, at når rådgiverbranchen vurderer de nyuddannede, er tilbagemeldingen, at de mangler kompetencer og forretningsforståelse, og evner ikke at bruge deres viden fra studiet i en erhvervskontekst. Knap 30 pct. af virksomhederne siger, at de nyuddannede mangler kernefaglig viden. Det gælder bl.a. ingeniører, jurister og kandidater fra handelshøjskolerne. Tre ud af fire rådgivende virksomheder inden for alt fra arkitektur til IT oplever i forbindelse med ansættelse af nyuddannede det, der bliver omtalt som ”problemer med dimittendernes kompetencer”. Det er ikke mindst nyuddannedes forretningsforståelse eller såkaldte kernefaglige kompetencer, det kniber med. Således svarer 64 pct. af disse virksomheder, at der er problemer med forretningsforståelsen, mens 29 pct. oplever problemer med unges kernefaglighed.
Overgangen fra studielivet på et universitet og til job er langt fra altid let. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Studieundersøgelser. 42 pct. af de nyuddannede finder overgangen svær. Blandt dem er det 25 pct., der mener, at de simpelthen mangler relevante kompetencer. Eller at de ikke rigtig kan bruge det, som de har lært på deres uddannelse. Mange har svært ved at forklare arbejdsgivere, hvad de egentlig kan.
Danmark oversubsidierer universitetsuddannelser
Den danske uddannelsesstøtte – SU – er verdens mest generøse. I andre lande betaler staten typisk mindre og de studerende mere selv. Og det betyder, at man i Danmark oversubsidierer uddannelse. Videregående uddannelse medfører jo, at kandidaterne får højere løn senere i livet. I det omfang gevinsten tilfalder den studerende selv, er der derfor ingen god grund til at give subsidier oveni. Nøjagtig som der ikke er nogen god grund til at subsidiere andre former for kapital, hvor afkastet tilfalder ejeren. Hvis gevinsten ved at uddanne sig blot ender med at give den studerende højere løn – eller højere livsværdi i det hele taget, er der ikke et samfundsøkonomisk argument for, at staten bør betale.
Tilhængerne af at oversubsidiere uddannelse påstår imidlertid, at uddannelse ikke kun bør kun handle om kroner og øre, fordi det giver værdi at blive klogere mennesker. Igen må svaret være, at uddannelse naturligvis handler om meget andet end penge. Men det bør ikke føre til den konklusion, at staten (dvs. skatteyderne) bør betale for det.
De studerende uddannes til ledighed
I Danmark mangler der kobling mellem universitetsuddannelserne og de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger. Magister-pølsemaskinen producerer en masse humanister, der ikke kan bruges på arbejdsmarkedet. Der er eksempler på studieretninger, hvor 50 pct. ikke finder arbejde med et virkefelt inden for det studium, de har taget en uddannelse på. En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der er organiseret under HK. Det er udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som ”pseudo-HK’er” har gået fem år på universitetet. Ifølge OECD bestrider flere og flere nyuddannede danske kandidater HK-job, der kræver beskeden uddannelse. Samfundet bruger således enorme ressourcer på at uddanne kandidater, som erhvervslivet ikke kan bruge.
Da Danmark således uddanner mennesker til job, der ikke findes på arbejdsmarkedet, er hver femte dimittend fra de lange videregående uddannelser i København ledig i mindst 6 måneder et år efter endt studium. Aalborg topper med 35 pct. København er den by, der har flest ledige akademikere såsom egyptologer, nærorientalske arkæologer og kandidater i anvendt filosofi, som samfundet ikke har brug for. I 2010 var hver tiende i dagpengesystemet dimittend. I dag står de nyuddannede for 25 pct. af alle dagpengemodtagere.
I nov. 2019 sagde direktøren for museet M/S Søfart, Ulla Tofte, til Berlingske: ”Universiteterne har optaget for mange kandidater, ikke mindst på humaniora. Der bliver uddannet for mange. Og der bliver også uddannet for dårligt. Som aftager af cand.mag.’er må jeg sige, at hele magister-pølsemaskinen har avlet en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget. Universiteterne optog så mange, som man overhovedet kunne, fordi politikerne belønnede universitetet for at få dem igennem systemet. Politikerne belønnede ikke for at producere den rigtige type uddannelse. De har alene haft fokus på kvantitet og antallet af beståede årsværk. Hele diskussionen om, hvad en uddannelse skal rumme, både kvalitativt og i forhold til arbejdsmarkedet, er der ingen, der interesserer sig for”.
Centrer for politisk aktivisme
Masseuniversiteterne i det socialdemokratiske Danmark er blevet til centrer for politisk aktivisme og ekkokamre for venstreorienterede holdninger. Den generelle venstredrejning af det akademiske miljø siden 1960’erne har medført, at det på universiteterne er vigtigere at have de rette, politisk korrekte holdninger end viden og kompetencer. Ideologiske målsætninger som diversitet, lighed og inklusion er i dag udgangspunktet for, hvordan forskning, undervisning og ansættelser tilrettelægges. Samtidig sker der en systematisk udelukkelse af borgerlige synspunkter.
Universiteterne nedbrydes nedefra af wokeness og rabiate ideologier. Det giver sig f.eks. udslag i, at studerende udvandrer ved brugen af ordet ”neger” i et historisk foredrag om racisme eller forlanger obligatoriske kurser i racefølsomhed for deres undervisere. På RUC findes et fag, hvor de studerende i ramme alvor forventes at indlede samtaler med sten og andre livløse objekter. Samtidig koster højrøstede og krænkelsesparate studerende rundt med ledelserne og bekæmper den hvide mand på pensumlisterne, alt imens muslimske studenterforeninger har travlt med at bruge universiteternes lokaler til at afholde antisemitiske og historieforvanskende arrangementer.
Facit er, at universiteterne præges af totalitær ensretning i stedet for at være højborge for pluralisme, søgen efter det sande og plads til enhver mening. Universiteternes opgave er dermed blevet ikke at ruste de studerende bedst muligt videns- og evnemæssigt, men at indprente dem de rigtige holdninger.
Danske universiteter rangerer lavt i global sammenhæng
Hvert år udarbejder magasinet Times den prestigefyldte rangliste ”World University Ranking”, hvor universiteter fra hele verden bedømmes og rangordnes på en lang række parametre såsom undervisning, forskning, universitetsindflydelse, det internationale udsyn og samarbejde med erhvervslivet. Magasinet indsamler bl.a. oplysninger om studerendes trivsel og resultater, forskningens ry og antallet af internationale studerende og lektorer på det givne universitet.
På verdensranglisten for 2022 er Københavns Universitet placeret som nr. 96, Aarhus Universitet som nr. 104 og DTU som nr. 185. Aalborg Universitet og CBS ligger i spændet mellem 201-250 og SDU ligger i spændet mellem 251-300. I europæisk sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at 33 europæiske universiteter rangerer højere end KU, som er nr. 34, mens Aarhus Universitet er nr. 39 og DTU nr. 86.
De fleste topuniversiteter på ranglisten er i modsætning til de skatteyderfinansierede danske masseuniversiteter små, privatejede, selvstændige og konkurrenceorienterede. De har god økonomi og er fritaget for snævre og kortsigtede politiske hensyn samt krav om at indgå i den sociale ingeniørkunst. De holder med andre ord fokus på forskning og forskningsbaseret undervisning i stedet for at skulle øge den sociale lighed, rette op på skæve kønsbalancer o.lign. Da topuniversiteterne er ikke-politiske og fondsejede, er de fritaget for stram statslig styring med alt hvad den indebærer af indrapporteringer, procedurer og kontrol. Og i stedet for at løse socialpolitiske opgaver fokuserer topuniversiteterne på at fremme en præstationskultur, hvor det er evnen og viljen, der tæller. Hvor flid og anstrengelse bliver opmuntret og resultater belønnet.
RUC er suverænt nummer sjok
Blandt de danske universiteter er Roskilde Universitet (RUC) suverænt nummer sjok. RUC’s studerende har nemlig efter endt uddannelse ekstra svært ved at få arbejde, og dimittendledigheden er højere end for de andre universiteter. At RUC leverer sjask både hvad angår forskning og undervisning har resulteret i, at RUC i Times World University Ranking 2022 har en placering i spændet mellem 601-800. Ikke overraskende var hver tredje kandidat uddannet mellem 2015-2017 fra RUC i 2018 ansat i et klassisk HK-job som sekretær, tjener, sælger, regnskabsassistent o.lign.
Selv om universiteterne i 2022 havde færre ansøgere, er det særligt RUC, som de unge fravalgte. Der er der flere forklaringer på. For det første fravælges RUC, fordi der i dag er et større karrierefokus blandt unge. De fravælger RUC grundet de høje ledighedstal. Ifølge Dansk Erhvervs tal er ledigheden i 2020 for 2018-dimittender fra RUC på 20 pct. En anden forklaring er løn. Dansk Erhverv er nået frem til, at 18,1 pct. af samtlige RUC-dimittender arbejder til en såkaldt kvu-løn, mens det samme gælder for kun 2,5 pct. af DTU-dimittender. Kvu-løn svarer til en løn for en dimittend med en kort videregående uddannelse.
Overproduktion af middelmådige ph.d.’ere
Optaget til ph.d.-uddannelserne er eksploderet i de senere år, idet universiteterne har stærke økonomiske incitamenter til at tiltrække ph.d.-studerende. I 2001 startede 1.124 på en ph.d.-uddannelse, og det tal eksploderede til 2.577 i 2020. Det er en alvorlig fejlinvestering både ud fra et udbuds- og et efterspørgselssynspunkt. Ph.d. er en forskeruddannelse, der bør være særdeles elitær, men der er næppe talent nok til stede blandt de nyuddannede danske kandidater til at understøtte væksten i optaget. Det betyder, at der er mange ph.d.’ere, der ikke bliver forskere, og som derfor er overuddannet.
Eksperter skønner, at ca. 50 pct. af de danske ph.d.’ere ikke har en tilstrækkeligt høj international kvalitet. I dag er det f.eks. således, at op mod halvdelen af de medicinske kandidater bliver ph.d.’ere, men det har man simpelt hen ikke talentmassen til i Danmark. Facit er, at der bliver uddannet for mange ph. d.’ere i Danmark, som forskningsmæssigt ikke er konkurrencedygtige i forhold til lande, Danmark sammenligner sig med, såsom Sverige og Storbritannien.
Danske akademikere er EU’s dummeste
Antallet af danskere ansat i EU-Kommissionen er faldet fra ca. 500 i slutningen af 00’erne til nu blot ca. 350, og tendensen til markant færre danskere ses tilsvarende i andre internationale organisationer, f.eks. i Den Europæiske Investeringsbank, EIB, i Luxembourg.
I Danmark mener man, at det lave antal danskere i EU-systemet skyldes EU-Kommissionens rekrutteringsmodel og ansættelsesprøver, de såkaldte concours, som i dansk optik er gammeldags og ude af trit med de moderne kompetencer, man lægger vægt på i Danmark”. En concour indeholder en række logiske computertests, der kan minde om en intelligenstest fra Mensa. I Danmark undskylder man danskernes manglende succes i EU med, at en concour er en prøveform, som er fremmed for dansk skoletradition, og som afvikles under tidspres. Det er denne prøve, der sorterer så godt som alle danskere fra.
Men virkeligheden er, at der er en tæt sammenhæng mellem det lave antal danskere i EU-systemet og det danske uddannelsessystems forfald, herunder det totale fravær af generel, akademisk dannelse. Tidligere insisterede man i Danmark på, at en række problemstillinger, kunstnere, tænkere, kritiske årstal og begivenheder mv. skulle være paratviden, når man har modtaget en videregående uddannelse. Men i dag accepterer både universitetsledelser og politikere et videns- og abstraktionsniveau hos dimittenderne, som er lavere end den standard, der gjaldt for 20-30 år siden. Det kan derfor ikke undre, at i perioden 2010-2014 har kun fire danskere bestået prøven. Der har faktisk været flere år, hvor ingen danskere har bestået, selv om mange forsøgte. I EU-systemet, hvor man kræver solid faktuel viden og ikke holdningsbaseret plidderpladder, er danske kandidater derfor berygtede som EU’s dummeste.
Masseuniversitetet bliver endnu mere pølsefabrik
På 20 år er der i Danmark gennemført ikke færre end 28 reformer på undervisningsområdet, herunder universitetsreformen i begyndelsen af 00’erne, et nyt karaktersystem, nye adgangskrav, fremdriftsreformen, erhvervskandidatuddannelser til udflytning af studiepladser mv. Den nuværende reform, hvor SVM-regeringen vil skære ned på længden af kandidatuddannelser, er nummer 29 i rækken.
Helt konkret vil SVM-regeringen halvere længden på et stort antal humanistiske og samfundsvidenskabelige. Regeringen bruger ord som ”erhvervsretning” og ”reform”, men uanset hvordan man vender og drejer det, er det en forringelse. Set i forhold til i dag vil unge mennesker få en dårligere uddannelse, der ikke ruster dem lige så godt til et langt arbejdsliv. For når man skærer et år af en toårig uddannelse, vil kvaliteten selvfølgelig gå ned.
Den herskende klasse, dvs. den elite, der fra ledende positioner i den offentlige sektor bestemmer over den danske stat og borgerne, er imod den planlagte reform. Eliten ser helst, at dens afkom tager en videregående uddannelse, så det kan sikres behageligt pseudoarbejde i det offentlige til en høj løn. Eliten skaber derfor en kunstig efterspørgsel efter verdensmålskonsulenter, ESG-konsulenter, CSR-konsulenter, forandringsagenter osv. Også universitetsledelserne er imod reformen. Færre studerende betyder jo, at der bliver færre taxameterpenge, hvilket ikke kan undgå at ramme universiteternes bundlinje.
Med meget stor sandsynlighed bliver resultatet af den 29. reform endnu et kvalitetstab for de danske masseuniversiteter, fordi et forceret kandidatforløb ikke giver den tid til fordybelse, som er en vigtig del af at blive en dygtig akademiker. Man kan jo ikke lære det hele på den halve tid, og det siger sig selv, at Danmark ikke brug for flere og dårligere kandidater fra universiteterne – men for færre og dygtigere. Det danske masseuniversitet, som gennem mange år er blevet en pølsefabrik, skal fremadrettet være endnu mere pølsefabrik.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)