Den ualmindeligt heldige dansker, der købte netop den kupon, som udløste den astronomiske gevinst på 759 millioner kroner, er fundet.
Hvis du har gået med drømmen om, at den Eurojackpot-kupon, du har liggende hjemme i rodeskuffen, er netop den kupon, som med fredagens Eurojackpot trækning blev 759.318.630 kroner værd, så bliver du nok skuffet. Vinderen af den største gevinst nogensinde i Danmark er nemlig fundet.
“Det er fuldstændig vanvittigt! Jeg havde krøllet kuponen sammen og lagt den i skuffen, og selvom jeg var klar over, at vinderen var trukket, så turde jeg slet ikke tjekke den. Det var først søndag eftermiddag, at jeg med kriller i maven endelig tjekkede kuponen, og så var det heldigvis den helt rigtige talkombination. Jeg blev fuldstændig overrasket og rystede over hele kroppen, men det føles fabelagtigt at være så heldig, og at kunne sikre familien i mange generationer” siger den glade vinder, der købte sin kupon i Menu Blåvand.
Hos Danske Spil kan man ikke få armene ned, nu hvor vinderen har henvendt sig, og vinderkuponen er bekræftet.
”Det er fantastisk, at vi nu har fundet ejeren af Danmarkshistoriens største gevinst, og vi ser frem til at sende 759 mio. kroner videre til den heldige danske vinder. Det har vi ventet på, og vi glæder os helt enormt på vinderens vegne, og ønsker vinderen et kæmpestort tillykke,” siger Malene Mølgaard, der er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark.
Vinderen er fra Danmark og har valgt at være anonym. Danske Spil kan derfor ikke oplyse yderligere om vinderens identitet.
Et nyt liv som mangemillionær
Vi har alle prøvet at forsvinde ind i drømmen om, hvad vi ville bruge den helt store gevinst til, hvis heldet bankede på hos os. For fredagens gigant-vinder er det spørgsmål ikke længere fantasi – det er et reelt spørgsmål, som man må formode, vedkommende stiller sig selv igen og igen i disse dage.
”Det er naturligvis noget, der ændrer ens liv at vinde et så enormt stort beløb – det skaber helt nye og uanede muligheder. Uanset hvilke drømme, vinderen vil realisere, vil vi med vores erfaring og ekspertise hjælpe med den bedst mulige start på livet som nyslået mangemillionær. Alt det nye og spændende man som nybagt millionær skal forholde sig til, har vi tilbudt vinderen at tale med vores millionærrådgiver om,” afslutter Malene Mølgaard.
Historisk stor gevinst
Det er første gang nogensinde, at der er blevet vundet så stor en præmie i Danmark – faktisk i hele Eurojackpots historie. Fredagens heldige danske vinder har vundet 759.318.630 kroner i Eurojackpot på en kupon købt hos Meny i Blåvand.
Den hidtidige, danske rekord tilhørte Helsingør, hvor en heldig dansker i 2015 vandt 315 mio. kr. Den rekord har den nybagte mangemillionær altså mere end fordoblet.
Samlet har Danske Spil med fredagens tilføjelse udklækket 187 Eurojackpot millionærer siden marts 2012, hvor lotteriet havde dansk premiere. Der er trækning hver tirsdag og fredag, så allerede i morgen er der igen hele 63 millioner kroner i førstepræmiepuljen – en pulje, der stiger for hver trækning, hvor der ikke findes en vinder, og kan stige til 750 millioner kroner.
Vindertal fredag uge 29:
1, 11, 17, 19, 33
Stjernetal fredag uge 29:
3, 7
De største gevinster i danmarkshistorien
- 759.318.630 kroner, Eurojackpot, 2022, Blåvand
- 315.009.958 kroner, Eurojackpot, 2015, Helsingør
- 310.785.127 kroner, Eurojackpot, 2021, Roskilde
- 210.688.619 kroner, Eurojackpot, 2018, Kalundborg
- 206.913.776 kroner, Vikinglotto, 2020, Helsingør
- 148.183.435 kroner, Eurojackpot, 2017, Hjørring
- 140.358.416 kroner, Vikinglotto, 2016, Vejle.
Om Eurojackpot
- Eurojackpot havde premiere den 23. marts 2012 og trækkes fast hver fredag og tirsdag aften. Maks. puljen er 750 mio. kr.
- Både spillere i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Danmark er med i kampen om de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske lotterispillere til multimillionærer.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)