Dansk planøkonomi holder tabere i live

Det viser sig gang på gang, at industripolitik er en af de zombieidéer, der rejser sig fra graven én gang pr. generation. Som andre zombier er industripolitik dog en politisk idé, man bør holde sig langt fra. Det skriver prof. Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet i Børsen.

Aktiv industripolitik består helt fundamentalt i, at man fra politisk hold definerer nogle bestemte industrier eller typer virksomheder, som man ofte påstår enten er fremtidens industrier eller industrier af særlig strategisk interesse, og som man derefter støtter politisk. Støtten kan tage forskellige former som direkte statsstøtte, garanterede offentlige indkøb, toldbeskyttelse eller regulering, der begrænser konkurrencen mod den foretrukne industri.

Mens man kan mene, at det kunne være smart at understøtte industrier af særlig vigtighed eller de industrier, som landet skal leve af i fremtiden, er effektiv aktiv industripolitik en logisk umulighed.

Som flere nobelpristagere – fra Friedrich Hayek til Jean Tirole – har understreget, kræver industripolitisk “picking the winners” indsigt og viden, som selv de dygtigste politikere ikke blot mangler, men ganske enkelt ikke kan have. Selv de dygtigste forskere og erhvervsledere kan ikke forudse fremtidens trends, men føler sig i praksis frem efter, hvad der viser sig at virke.

Sandsynligheden for at støtte uproduktive tabere er langt større end sandsynligheden for, at man tilfældigt støtter de rigtige virksomheder. Aktiv industripolitik indebærer i langt de fleste tilfælde, at man vælger tabere og holder dem i live med statslig støtte. Det er ikke opskriften på et konkurrencedygtigt erhverv, men blot en effektiv måde at skabe dyre særinteresser på. Det er noget, enhver ærlig politiker bør holde sig fra.

24NYT: I Danmark har staten gennem både direkte og indirekte subsidier samt diverse regulering været med til at omlægge energiproduktionen til vedvarende energi med særligt fokus på strøm fra vindmøller. Politikerne har dermed flyttet milliarder af kroner væk fra anden produktion til fordel for vindmøller.

Hvis der gennemføres store investeringer i energiteknologi, medfører det, at der andre steder gennemføres færre investeringer, som også kunne have skabt arbejdspladser og på anden måde have gavnet samfundet.

Det siger sig selv, at de grønne investeringer kun er en samfundsøkonomisk gevinst, hvis de skaber et større afkast, end den alternative brug af ressourcerne ville have gjort. Hvis man politisk vælger at flytte samfundets investeringsressourcer over i de såkaldte ”grønne” brancher, vil der blive skabt flere jobs her. Men det vil ske på bekostning af andre brancher, som vil få færre investeringer og jobs. Og havde man ikke støttet de ”grønne” brancher, ville jobbene blive skabt et andet sted – uden støtte og dermed ville de have været mere produktive.

Et skoleeksempel på dansk industripolitik er vindmølleindustrien, der har modtaget statsstøtte siden 1979. Politisk er der investeret enorm kapital og prestige i ”vindmølle-eventyret”. Man har fra politisk hold besluttet, at det skal være en økonomisk succes for Danmark, og politikerne er derfor villige til at gå meget langt for at smide gode penge efter dårlige.

I den danske debat hører vi ofte det argument, at det er vigtigt at støtte havvindmølleparker for at skabe den teknologiske udvikling, der er nødvendig for at bekæmpe klimaforandringerne. Men det er en myte. Undersøgelser viser nemlig, at subsidierne ikke skaber grøn innovation, fordi det er meget sikrere for virksomhederne at blive ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler samt biomasse i stedet for at udvikle nye, reelle alternativer til fossile brændsler.