Da han stiftede sin virksomhed i 2016, havde Jens Holm-Christensen en vision om at bidrage til en mindre sukkerfyldt verden. Og i dag sælger hans virksomhed, Bolcheværk, sukkerfrie bolcher til hele Danmark gennem mere end 120 forskellige forhandlere og egen webshop.
Bolcher har i mange år været en fast del af danskernes slikskab. Der findes derfor også adskillige danske producenter af bolcher, men desværre er den lille godte ofte propfyldt med sukker. Og det giver ikke bare et højt kalorieindhold, men er også skadeligt for tænderne.
Jens Holm-Christensen så et hul i markedet, og i 2016 stiftede han derfor sin virksomhed, Bolcheværk.
“Bolcher er en fantastisk sød snack, men de er hverken gode for tænder eller helbred. Derfor satte jeg mig for at skabe nogle sukkerfri bolcher uden at gå på kompromis med smagen,” fortæller han.
Med fuldtidsarbejde ved siden af var det en proces, som tog tid, men på Aarhus Food Festival i 2018 kunne den danske startup stolt lancere deres første produkter. Og siden da har efterspørgslen og produktionen kun taget fart.
Det tog lang tid at udvikle den perfekte opskrift
Sukkerfri bolcher har i mange år været lig med små, hårde sukkerkugler med en ret kedelig og flad smag. Derfor tog det også flere år for Jens Holm-Christensen at finde den rigtige kombination af ingredienser til at udvikle et produkt, der både er sukkerfrit og velsmagende. I dag er hans bolcher udelukkende baseret på det naturlige sødestof stevia.
“Vi eksperimenterede med mange forskellige teknikker og ingredienser, inden vi valgte at gå med stevia-planten. Og herefter tog det igenen masse forsøg at finde den rigtige balance mellem stevia, frugtsyrer og naturlige aromaer. Men det var alt arbejdet værd,” fortæller han.
Og Jens Holm-Christensen har god grund til at være tilfreds med sit arbejde. Kunderne er nemlig vilde med hans bolcher. De efterspørger allerede flere og nye smagsvarianter, men den danske iværksætter har ikke travlt.
“Vi arbejder hele tiden på at udvikle nye smage og udvide vores sortiment, men det er altid kvalitet før kvantitet,” siger han og tilføjer: “Det tager tid at perfektionere opskrifterne, og vi vil ikke gå på kompromis med smagen.”
På nuværende tidspunkt kan du købe to forskellige sukkerfri bolcher fra Bolcheværk: Kiwi & Lakrids og Hindbær & Lakrids, mens en tredje variant med havtorn og appelsin er på vej.
Målet er én forhandler i alle større byer i 2021
Bolcheværk er stadig en lille virksomhed, men Jens Holm-Christensen har store ambitioner.
“Bolcher er et populært stykke slik, og derfor oplever vi også en stor efterspørgsel på vores produkter. Og vi vil gerne gøre det endnu lettere for vores kunder. Derfor er ambitionen at have mindst én forhandler i alle større danske byer ved udgangen af 2021,” fortæller han.
Og de er allerede godt på vej mod målet. De har nemlig allerede mere end 120 forskellige fysiske forhandlere fordelt over hele Danmark. Det gælder både specialbutikker, blomsterhandlere, vinhandlere og delikatesseforretninger. Og der kommer hele tiden flere til.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)