Danske topiværksættere indgår partnerskab med Vækstfonden

Nordic Makers, som er en gruppe af Danmarks stærkeste iværksættere og business angels, har indgået samarbejde med Vækstfonden og EIF via initiativet European Angels Fund Denmark. Det styrker fundamentet under Nordic Makers, fordi fonden fremover vil matche gruppens investeringer i tidlig fase- og vækstvirksomheder.

”Nordic Makers har over to år foretaget 20 investeringer, og med samarbejdet bliver vi endnu mere robuste. Størstedelen af vores porteføljeselskaber klarer sig rigtig godt og oplever høj vækst. Gennem vores netværk har vi stærke relationer til verdens førende investorer, og flere af vores porteføljeselskaber er allerede i dialog med dem. Vi leder efter virksomheder, hvor vi kan bidrage med industriel eller operationel erfaring, og vi arbejder aktivt med de virksomheder, vi investerer i,” siger Lars Fløe Nielsen, som er formand for Nordic Makers og medstifter af Sitecore, som blev solgt til EQT for et større milliardbeløb.

Nordic Makers leder særligt efter virksomheder, hvis produkt er fuldt funktionsdygtigt, har oplevet de første salg, og er klar til at accelerere væksten.

”Det er yderst svært at skalere en virksomhed til langsigtet høj vækst, og det er få det virkelig lykkes for, selvom der findes mange virksomheder med fantastiske produkter. Det er her, vi kan hjælpe,” siger Lars Fløe Nielsen.

Medlemmerne af Nordic Makers har været med til at bygge de største danske it-successer, såsom Sitecore, Unity Technologies, Just Eat og Zendesk, som alle er unicorns. Det vil sige, at de har en værdi på mere end 1 mia. dollars.

”Norden er allerede overrepræsenteret på verdensplan i forhold til at skabe unicorns. Vi vil gerne styrke den udvikling, og derfor leder vi også efter de startups, der har internationale ambitioner, og som kan blive den næste Lego eller Grundfos,” siger Lars Fløe Nielsen.

Bag European Angels Fund Denmark står Vækstfonden og den Europæiske Investeringsfond, EIF, som er gået sammen for at investere i danske iværksætter- og vækstvirksomheder. Det gør de ved at matche investeringer fra business angels og for på den måde at øge udbuddet af risikovillig kapital på det danske marked.

”Med Nordic Makers har vi en gruppe af stærke og erfarne iværksættere og business angels, som har et formaliseret investeringssamarbejde. De kan skabe et vigtigt bidrag til, at danske startups får den fornødne kapital til at vokse sig rigtigt store. Samtidig får de adgang til gruppens stærke netværk og viden. Derfor er vi glade for samarbejdet,” siger Rolf Kjærgaard, der er direktør i Vækstfonden.

 

FAKTA

European Angels Fund Denmark er en business angel matching-fond, som investerer i iværksætter- og vækstvirksomheder i samarbejde med danske business angels. Bag står Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond, EIF.

Formålet med englefonden er at bidrage til at øge det samlede omfang af business angel-investeringer i Danmark og øge udbuddet af risikovillig kapital på det danske marked.

Vækstfonden har nu indgået otte partnerskaber med i alt 17 business angels via EAF og yderligere er på vej. Samlet set er halvdelen af fondens kapital på 800 mio. kr. på nuværende tidspunkt commited.

Nordic Makers består af ni business angels. Det er David Helgason (Unity), Michael Seifert (Sitecore), Esben Gadsbøll (WhiteAway), Klaus Nyengaard (Just-Eat), Benjamin Ratz, Martin von Haller Grønbæk, Lars Fløe Nielsen (Sitecore), Alexander Aghassipour (Zendesk) og Moaffak Ahmed (Trema).

Eksempler på danske unicorns

  • Sitecore blev etableret i 2001. I dag har virksomheden, der udvikler en Digital Experience-platform og CMS til hjemmesider, 1.300 ansatte over hele verden.
  • Danskstiftede Unity, der udvikler teknologi til spilindustrien, har i dag rejst over 4 mia. kr. og har flere end 2.000 ansatte over hele verden.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)