Dansker modtager verdens største hjerneforskningspris

Professor Ole Kiehn fra Københavns Universitet, professor Silvia Arber fra BioZentrum og FMI i Basel og professor Martyn Goulding fra The Salk Institute, University of California, San Diego, modtager i år The Brain Prize på 10 mio. kr.

De tre forskere har i individuelle eksperimenter og i samarbejdsprojekter identificeret specifikke enkelt-nerveceller og hele netværk i hjernen og rygmarven, som styrer bevægelse hos mennesket. Deres opdagelser peger også frem mod helt nye behandlinger mod en række hjernerelaterede sygdomme, som forårsager bevægelsesproblemer.

Årets modtagere af The Brain Prize har dermed bragt videnskaben et væsentligt skridt nærmere en detaljeret forståelse af, hvordan nerveceller i hjernen og i rygmarven gennem højt specialiserede biokemiske samarbejder både kontrollerer og skaber forudsætningen for menneskets evne til at bevæge sig fysisk rundt i omverdenen.

Det er en evne, som er ganske fundamental – og den ligger bag både et spædbarns allerførste, tøvende skridt og de mere komplekse bevægelser, han eller hun længere hen ad livsvejen vil kaste sig ud i. Som fx at køre på cykel – eller frygtløst race ned ad den sorte skiløjpe.

Den forskning, årets tre modtagere af The Brain Prize har udført, er karakteriseret ved ”elegant eksperimentelt arbejde”, siger professor Richard Morris fra det britiske University of Edinburgh. Han er formand for den internationale bedømmelseskomite, der blandt et stort antal kandidater har udpeget vinderne:

”At forstå, hvordan hjernen og rygmarven kontrollerer bevægelse, er en kæmpe videnskabelig udfordring. De tre vindere har gennem en række elegante videnskabelige eksperimenter været medvirkende til at vise, hvordan en intention om at udføre en bevægelse formidles. Lige fra indviklede aktiveringer af netværk i hjernen – og hele vejen videre til specifikke celler i rygmarven, som kontrollerer muskler i kroppen. Blandt andet i fingre, arme og ben”, siger Richard Morris.

Den utrolige præcision, som karakteriserer de tre forskeres kortlægning af det nervecelle-samarbejde mellem hjernen og rygmarven, der styrer menneskets evne til at bevæge sig, er også interessant ud fra et behandlingsperspektiv.

For denne viden, der hidtil har befundet sig i en slags ’sort boks’, kan bl.a. være interessant i forbindelse med fremtidig behandling af en række hjernerelaterede sygdomme, der nedsætter eller ødelægger patientens mulighed for at bevæge sig. Det gælder bl.a. rygmarvsskader, ALS og Parkinsons.