Debat: Er der en ny kold krig i dag?

I kølvandet på Dragsdahl-sagen, hvor meninger og synspunkter har kæmpet i  flere retssale for ikke at tale om i medierne, kan man atter sidde og reflektere over, hvordan det lige var med den kolde krig, og ikke mindst om der er en ny kold krig? 

Indlæg af Palle Almindsø.

Hvad handlede den egentlig om?. Hvem var fjender og hvem var venner, og hvor blev den udkæmpet?  Det er jo ikke fordi det er litteratur om emnet der mangler. Efter de mange artikler og kommentarer  om Jensen vs. Dragsdahl at dømme ser det ud til at Den Kolde Krig nærmest forsvinder i mediernes budskaber.  Var manden agent eller bare nyttig idiot? Uanset hvad så repræsenterer hans position og synspunkt inspireret af Amerikas krig i Vietnam en relativisme, en sidestilling af demokrati og diktatur, som vi stadig ser i dag. Og her kan man åbenbart ikke skelne det ene fra det andet. Ja, det ene er vel lige så godt eller skidt som det andet. Lige som den ene kultur og religion er lige så god som enhver anden. Ja,  skal man tro kritikerne af vestlig kultur, så er alt andet bedre end vores egen europæiske kultur.

I denne sammenhæng er det velgørende at læse en bog som Jerntæppet af  Anne Applebaum.  Her gør hun systematisk og indgående rede for, hvordan  den kolde krig allerede fra 1944 foldede sig ud i Østeuropa og hvordan sovjetkommunismen virkede på alle planer fra arkitektur til hverdagsliv, hvordan undertrykkelse og ufrihed blev en fuldkommen integreret del af livet i Østeuropa.  Gennem systematisk stikkervirksomhed, politisk korrekthed hvad angår kunst og arkitektur,  planøkonomi, udrensninger og mord blev alle de besatte lande fra Polen til Bulgarien hurtigt en del af Sovjetblokken, hvor økonomi og politik blev dikteret af Moskva. Og mens Vesteuropa rejste sig af murbrokkerne fra Verdenskrigen, påvirkede kommunister i form af spioner og agenter opinionen her til at sympatisere med Sovjetunionen som  jo havde trukket det hårde læs fra 1941 til 45.

At kommunismen (som ideologi og livsform) har kunnet fascinere intellektuelle over hele Europa har Bent Jensen med al tydelighed vist i flere af sine bøger.  Det var imidlertid ikke kun kommunister, der lod sig besnære og inspirere af den kommunistiske verden.  Under og efter Vietnamkrigen var der mange intellektuelle, som blev kritiske overfor Amerika og i samme åndedrag vendte venlige blikke mod Østblokken,

Fra nu af var USA (og Israel) hovedfjenden og enhver kritik af kommunismen blev relativeret og dermed bagatelliseret med henvisning til Amerikas forbrydelser. Hvabehar,   taler du om GULAG og stikkervirksomhed, Amerika har jo selv blod på sit flag  så vend du hellere det kritiske blik mod Vest!  For ikke at tale om kolonitiden.

Historien forstået som bestræbelsen på at forstå hvordan det egentlig gik (og går) for sig er som moderne myter.  Fortiden bliver fortolket og tilpasset tidens synspunkter.  Der er ingen essens, alt kan vendes og drejes, konstrueres, og under kommunismen  var der orden og gratis børnepasning.

I 70´erne var det marxismens analyser af historiske perioder og fænomener, der var med til at forstå og dermed eufemisere omkring de kommunistiske regimer rundt omkring på kloden, i dag er det relativismen. Kultur- og værdi-relativismen består bl.a. i en udbredt trang til at se alt i kontekst, hvorved kernen i et fænomen forsvinder.  Det kan godt være at nazismen brød igennem på en social klangbund af nød og arbejdsløshed, men bliver den mindre afskyelig af den grund? Kan være at Stalin har haft sine grunde til at holde på magten, men bliver udrensningerne mere spiselige af den grund?   Der er mange mennesker der synes godt om kommunismen som ideologi, om fællesskabet og at yde efter evne og modtage efter behov osv. , men kan man herved hvidvaske Sovjetunionen og dens tro følgesvende Nordkorea , Cuba og Nordvietnam ? Og hvad med MAO og POL POT, var de også blot produkter af  historien og  må ses og forstås i deres kontekst? –

. Et totalitært system er nu engang undertrykkende i enhver forstand af ordet. Her lades al tvivl ude.  De af os der har læst Orwells 1984 og Koestlers Mørke midt på dagen ved udmærket hvad et sådant system går ud på og hvordan det virker.

Enhver kan se og høre lyden af disse tanks komme ind i Berlin, Budapest eller Prag. Folk levede i en daglig frygt og var efter den sovjetiske besættelse lukket inde bag meterhøjt pigtråd. Og i Berlin  efter 1961 bogstavelig talt lukket inde bag en høj mur. Hvordan har det været muligt at relativere og bagatellisere disse ting?  De nyttige idioter, som fx  Scherfig,  Sartre, Kirk, Nexø, Axel Larsen, Rifbjerg, Sohn med flere har hver ydet deres skærv til at legitimere diktaturet øst for Tyskland og Østrig,  resten kunne lidt naivitet og godtroenhed klare,  tilsat en portion  antiamerikanisme og udformet af en af DRs trofaste medarbejdere. 

Efter murens fald blev mange klogere.  Men har historien gjort os klogere og vaccineret os mod systemer af denne art, dvs  totalitære systemer der virker ved hjælp af frygt og ensretning?  –   Hvis vi åbner øjnene og ser os omkring i Europa og i Mellemøsten, ikke mindst efter 1989, virker det ikke som om den vestlige verdens eliter er blevet klogere. Tvært imod hvis man tror på et bestemt system eller ideologi, vender man gerne det blinde øje til og bebrejder sig selv som postkoloniale intellektuelle med hang til politisk masochisme og ønsket om at se de totalitære kræfter i en kontekst. Datidens kommunister, blev til de kulturradikale, som vi i dag kan kalde de politisk korrekte. Der er ingen kerne, ingen essens,  alt er konstruktion.  Og vips er ensretning og undertrykkelse væk og erstattet med offerideologi.. Der konstrueres på livet løs med henblik på at gøre os blinde for de udemokratiske kræfter, der oven i købet er religiøse og middelalderlige. Det er i virkeligheden Europas egen skyld, det vil sige kristendommen og imperialismen –

Mens Europa under den kolde krig geografisk var delt op af endeløse grænser mellem miner og vagttårne, er den nye kolde krig så at sige rykket ind i dagligstuerne og ud i det offentlige rum. Når den ikke direkte bliver varm i form af venstreradikales voldelige overfald på mennesker af ”forkert observans” er der nærmest gået en Berlin-mur ned mellem mennesker, der enten er for eller imod kulturberigelsen fra de varme lande. Oplysningstiden gjorde i 1700-tallet front mod autoritet og overtro. 300 år senere er vi nu underlagt nye autoriteter og en ny overtro: Den politiske korrekthed, først og fremmest fremført af de kreative klasser og deres credo: det multikulturelle imperativ, minoriteterne har ret! Og tror du på noget andet, så står AFA og ANTIFA klar med masker og knipler. Her er for mig at se tale om en krig, kald den kold eller varm.  Så mit spørgsmål er nu: Har vi lært noget af (studiet af) Den kolde krig?  Hvad betyder historiestudiet egentlig, hvis vi nægter at erkende, at noget er bedre end noget andet? Er demokrati (og ytringsfrihed) bare en god ide, som vi er klar til at ofre, fordi vi ønsker at udvise tolerance og please en ny minoritet? Så vidt mit kendskab til historien rækker, så har de kulturradikale altid betjent sig af satire, humor, sekulariseret kritik af religioner, hvorfor er dette blevet forbudt?  I dag betjener de sig af vold!