Reichsbürger-bevægelsens medlemmer, der blev anholdt af tysk politi, er at sammenligne med folkene bag stormen på Kongressen i USA 6. januar 2021.
Således beskrevet af journalist, Uffe Taudal Andersen, fra Berlingske forleden. I samme anledning opfandt han, til glæde for de globalistisk indstillede ejere af Berlingske mediekoncern, og i øvrigt som god mainstream journalist, fællesbetegnelsen for begge stormtrops grupperinger, ved kalder dem “Trumps pøbelvælde”, citat slut.
Jeg havde en interessant dialog med nævnte Taudal over mail, fordi jeg kritiserede ham. Det interessante for mig er den nutidige måde, hvorpå mainstream journalister trykker tasterne ned, når de beskriver en begivenhed, den vinkel de pr. refleks griber til, og så den historiske kontekst med, at der netop i dagens Tyskland skulle have været afværget et kupforsøg.
Det første omkring, hvilken vinkel der vurderes fra, er forudsigeligtt. Alt til højre for midten er politisk til fare for demokratiet, nærmest uanset om det sker i kupforsøgs form eller hvis det sker på demokratisk vis. Hvis man vil stryge mere end 5 skjorter til ugen der kommer, så skal det erindres, at man særlig skal forholde sig kritisk til patrioter og nationalt sindede. Så er den nationale sikkerhed og de demokratiske rettigheder pr. definition under pres, hvis de udfordrer magten. Sikkerheden i landet er truet, hvis de kræfter vinder frem.
Men, det er i orden at sætte kikkerten for det blinde øje, hvis en reel trussel mod den nationale sikkerhed kommer fra det ekstreme venstre eller de voksende islamiske parallelsamfund. Glem det aldrig.
At det ekstreme højre alene udgøres af måske 25.000 hardcore skaldepander i et land som Tyskland, plus nogle pensionerede søspejdere og en prins Valiant, eller var det Heinrich den syvogtyvende, det er så en anden sag. Og det i et land i øvrigt med over 80 millioner indbyggere. Hvem sagde promiller?
At virkeligheden i dag er, at Tyskland om en generation eller to forventes at have 20 millioner borgere med muslimsk baggrund mod i dag ca. 6, det er en mindre detalje, som man ikke behøver at forholde sig til. Befolkningsudskiftningen er massiv og landets kulturelle og religiøse fundament er under opløsning. Til den tid er både tidens journalister og politikere længe døde eller gået på pension.
Men, at man som journalist for det, der engang blev kaldt Tante Berlinger, pga læsersegmentets borgerlige ophav, vælger at identificere Trump med både mulige kupmagere i Tyskland, og dem der stormede Kongressen, det fortæller, hvor langt ud i opbygningen af den korporative stat vi er kommet. Taudal er tidstypisk for medierne.
Det erindres, at den korporative samfundsmodel er det samfund, der så vidt mulig baseres på en fælles opfattelse, hvor medier, det politiske system og borgere i fællesskab ikke har nogen modsætninger. Korporationen er den pæne betegnelse. Et fascistisk orienteret samfund er den mindre pæne navngivning.
Med den konsensus, der har udviklet sig siden Trump kom til magten i 2016, må man lægge til grund, at den korporative opfattelse er blevet den bærende i den vestlige verden i medie og politisk sammenhæng, det være sig i Europa som i USA. Og det er ikke højre, men venstre-fascisme vi taler om. COVID-19 perioden kom som en gave. I mine øjne som et rent bestillingsarbejde i at styre og undertrykke.
Den fascistiske fare, de virkelige udemokratiske kræfter, de kommer fra vores egne rækker. Det er dem, der undertrykker nyheder om Biden-familiens korrupte ophav, ændrer på hastighed i nyhedsstrømme over nettet fra konservative politiske kræfter, og stigmatiserer politiske højrekræfter ved at give kritikere øgenavne og vaccine sølvpapirshatte på og udskamme folk.
Fra mainstream medier og mainstream politikere, der ensidigt promoverer synspunkter i de udformninger, vi oplever gennem ensretning og afgrænsning af, hvad vi må tænke, tale og skrive om, der ligger kimen til diktaturet. Nutidens brunskjorter på gadeplan er afløst af skriverkarle på aviser, radio og tv-kanaler. De forholder sig ukritisk til de politiske venner på venstre banehalvdel, men tæsker og punker til gengæld alt på den højre side.
Journalist Uffe Taudal Andersen skrev som kommentar til mig, at “det var blevet oplyst fra den tyske efterforskning, at de formodede tyske kupmagere havde ladet sig inspirere af stormen på Kongressen. Om det er en rigtig oplysning, havde han ingen mulighed for at vide på nuværende tidspunkt. Om man kan tale om en pøbel, når en større folkemængde tiltvinger sig adgang til en demokratisk forsamling og hærgende trænger sig igennem lokalerne, mens politi bliver truet og angrebet, og nogen prøver at få fat i politikere. Det er vel en skønssag”, som han tilføjede.
Mann merkt die absicht und wird verstimmt, som jeg tillod mig at svare tilbage. Smart træk at rubricere Trumps navn i sammenhæng med Reichsbürger-folkene, så har man lige som fået ram på alle tidens hadeobjekter, og Taudal kan med sikkerhed stryge de næste 5 skjorter.
Nu er det ikke længere en stokkonservativ chefredaktør, Aage Deleuran, der svinger taktstokken over det Berlingske officin, men belgiske ejere af en belgisk mediekoncern. En koncern der lige som alle øvrige medier holdningsmæssigt undlader at udfordre magthaverne, en koncern der har forstået at tilpasse sig de nye tider med politisk korrekthed (læs: venstreorienteret værdiorientering).
Berlingske i dag har ligesom alle øvrige mainstream medier, (læs: røde, set med nationalkonservative øjne) officielt været kritisk over for den nu tidligere præsident Trump, og dermed også de 75 millioner vælgere, der stemte på ham ved seneste valg. Så betegnelsen “ Trumps pøbelvælde” passer som fod i hose på, hvorledes Berlingske i dag vurderer en amerikansk, patriotisk præsident og hans følgere.
I stedet for neutralt at referere til, at inspirationen til de formodede kupmagere muligvis er kommet fra stormen på Kongressen, så forfalder man til laveste fællesnævner for alt til højre for midten.
Og hvorfra ved Berlingske journalisten i øvrigt noget som helst om en tysk efterforskning, som har været hemmeligstemplet, og fortsat er det?
Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil en efterforskning i en sag om muligt statskup foregå bag dobbelt lukkede døre både i retssystem og på politi- og anklagemyndighedens arbejdsområder. Og det særlig når 3.000 betjente involveres i den måske største politiaktion siden jagten på Baader-Meinhof gruppens medlemmer i 1970’erne, sættes i værk.
Der er dybest set kun sluppet få oplysninger ud om nogen af hovedpersonerne i gruppen på foreløbig 25 anholdte i den landsdækkende aktion.
Der er 54 mistænkte i alt sat op mod 3.000 politifolk, herunder specialenheder, der er fundet 2 pistoler og et luftgevær, men efter forlydender ingen slangebøsser. Det sidstnævnte er min egen tilføjelse, hvis man skulle være i tvivl.