Den danske velfærdsmodel har spillet fallit

For nylig har vi oplevet sagen om den skandaløse pleje af en 90-årig dement kvinde i Aarhus Kommune, skriver Søren Pind i Berlingske. Vi har set de ubehagelige billeder og hørt personalets modbydelige samtale om den pågældende. Hun er en klump kød, der tjener til, at de pågældende kan opretholde en løn i et arbejde, de ikke værdsætter, og hvor kvinden derved kommer til at være en irriterende, belastende omstændighed for det egentligt vigtige – den månedlige løncheck.

For godt et år siden satte Berlingskes journalister fokus på børnenes vilkår i de offentlige institutioner. Dækningen viste efterladte børn, der græd og græd. Den viste børn, der ikke modtog kærlig pleje, men var sat forsvarsløse et sted, hvor de ikke kunne forsvare sig. Den viste velfærdsstaten som en stor maskine, der tjente to formål: Penge i statskassen til fordeling og en række ansatte, der kun gik på arbejde for den månedlige løncheck, ikke for at passe børn, som derved kom til at være en irriterende, besværlig, belastende omstændighed for det egentligt vigtige – den månedlige løncheck.

Disse ting sker, når der ikke er noget profitpres på de ansatte. Det vil sige, når det er fuldstændig ligegyldigt for det egentlige mål og den månedlige løncheck, hvordan man udfører sit arbejde.

Alligevel har danskerne en tyrkertro på, at politisk styring er det bedste værktøj overhovedet. Vi har endnu engang set, hvad der sker, når der ikke er en uafhængig mulighed for kontrol og reaktion: Politikerne bliver ét med systemet. De synes nemlig, det er deres.