OL i Tokyo 2020 nærmer sig. Et konkret tegn på dette er, at den første atlet nu er blevet udtaget. Det drejer sig om bueskytten Maja Jager, der i 2013 blev verdensmester og efterfølgende kåret til Årets Sportsnavn i Danmark. Efter at have deltaget ved OL i London i 2012 kvalificerede hun sig ikke til Rio-legene fire år senere, men nu er hun altså klar til at gøre olympisk comeback.
”Det var en kæmpe skuffelse for mig, at jeg ikke kom med til OL i Rio. Men bueskydning er en brutal sport, hvor små omstændigheder kan gøre en kæmpe forskel,” siger Maja Jager og fortsætter:
”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til OL i Tokyo. Jeg husker tydeligt den fantastiske stemning, der var på tribunerne i London, og det kommer til at gentage sig i Tokyo, for her er bueskydning en rigtig stor sportsgren”.
Udtagelse er en milepæl
Der er 290 dage til den olympiske ild tændes på det nye olympiske stadion i Tokyo, og udtagelsen af Maja Jager er ifølge DIF’s OL chef de mission, Søren Simonsen, noget helt særligt.
”Udtagelsen af den første atlet er en milepæl, som gør det tydeligt for alle, at OL i Tokyo nærmer sig. Jeg er glad for at kunne byde Maja velkommen på et forhåbentligt stærkt dansk hold. Jeg havde selv fornøjelsen af at overvære hende vinde medalje i holdkonkurrencen ved European Games i juni, og jeg ser frem til at følge hendes præstationer i Tokyo,” siger Søren Simonsen.
Maja Jager sikrede i juni ved VM i Holland dansk bueskydning en nationsplads til Tokyo-legene. Bueskydning Danmark har indstillet Maja Jager til at få pladsen, og nu er hun altså officielt blevet udtaget af DIF’s bestyrelse, som er olympisk komité i Danmark og dermed udtager de danske atleter.
Retur efter fem år i Sydkorea
Sidste år vendte Maja Jager hjem til Danmark efter fem år, hvor hun boede og trænede i bueskydningens moderland, Sydkorea. I dag træner hun i Brøndby, men hun har stadig den intensive træning fra det isolerede sydkoreanske bjergområde i bagagen.
”Jeg lærte utrolig meget i forhold til teknik og viden om bueskydning via den daglige træning i et professionelt miljø, og jeg er langt bedre forberedt i dag, end jeg var på samme tidspunkt inden London-legene. Jeg ville ikke bo i Sydkorea resten af mit liv, og jeg var klar til at komme hjem sidste år, men jeg tager stadig til Sydkorea to gange om året for at fastholde mit samarbejde med min koreanske træner,” siger Maja Jager.
Hos Team Danmark, der har samarbejdet med Maja Jager og hendes trænere gennem en lang årrække, vækker udtagelsen stor glæde.
”Der er etableret et nyt træningsset-up for Maja Jager i Brøndby. Her har hun tæt adgang til vores eksperter, som er med til at optimere hendes træning og hverdag. Der er en del vind på det stadion, de skal skyde på til OL, og derfor kommer hun til at bruge en tungere pil under OL, end hun har gjort tidligere. Derfor er Team Danmark sammen med Maja og hendes træner i gang med at planlægge et skræddersyet styrketræningsprogram, som skal give hende de mest optimale muligheder for at præstere et flot resultat til OL,” siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.
Fakta om Maja Jager:
Alder: 27 år
Sportsgren: Bueskydning
Disciplin: Recurve
Tidligere OL-deltagelser: London 2012 (kvartfinale i holdkonkurrencen, 1/32-finale individuelt)
Udvalgte resultater: VM-guld individuelt 2013, VM-bronze hold 2013, European Games-sølv individuelt 2015, EM-sølv individuelt 2018, European Games-bronze hold 2019
Priser: Årets Sportsnavn i Danmark 2013
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)