Den kommende iranske revolution

Det kræver en muslim – eller rettere en eksmuslim – at forstå, hvad der sker i Mellemøsten og nærmere bestemt i Gaza. Iraneren Armin Navabi er en sådan frafalden muslim, som nu bekender sig som ateist. Han kender den islamiske ideologi indefra, men har taget samme skridt som talrige af hans landsmænd og forkastet hele mullah-styrets ideologiske fundament. Faktisk hævder han, at 70 pct. af iranerne har vendt Muhameds lære ryggen, og at det blot er et spørgsmål om tid, før Den Islamiske Republik bliver væltet af en revolution, som vil erstatte den islamiske totalitarisme med et liberalt demokrati. Disse bestræbelser gør iranerne til Israels naturlige allierede, og det forklarer, at så mange af dem udtrykker støtte til den jødiske stat på de sociale medier, og at stadigt færre vil deltage i Teheran-styrets regelmæssigt antisemitiske hadmanifestationer.

Den såkaldte palæstinensiske kamp er ikke motiveret af ønsket om land eller af omsorg for forfulgte indbyggere i Gaza, men af islam, som Navabi kalder en dødskult. Hamas giver ikke ”en skid” (a crap) for civile muslimer i Gaza eller andre steder. Ingen går i optog for at protestere mod Pakistans fordrivelse af to millioner afghanere. Hamas gør tvært imod sit yderste for at maksimere de civile dødstal, mens Israel udfolder store bestræbelser for at undgå civile tab. Hamas beskyder tilmed israelske soldater, der prøver at åbne en korridor for indbyggerne i det nordlige Gaza, som Israel opfordrer til at flygte fra krigszonen.

Islams mål er nemlig døden. Det ypperste, man som muslim kan håbe på, er at dø som martyr. Det har de færreste i Vesten forstået – og i hvert fald ikke de opfanatiserede unge, der i disse dage marcherer rundt med palæstinensiske flag og slagord om ”Palæstina”. Det palæstinensiske flag signalerer et ønske om massemord på jøder og Israels udslettelse – og ikke noget ønske om retfærdighed.

Så længe de muslimske masser er hjernevasket af dødskulten, er det ikke nok at besejre Hamas militært – selvom det naturligvis må gøres. Frihedens tilhængere må, siger Navabi, imødegå dødskulten ved at fejre livet og overbevise de indoktrinere om, at det er bedre at leve for noget end at dø for noget.

Armin Navabis fortælling minder os endnu engang om, at nøglen til fred og fremgang ikke bare i den muslimske verden, men også i det forvirrede Vesten er mullah-styrets fald. Teheran er edderkoppen i terroristernes spind, og når den er fordrevet, vil verden pludselig se ganske anderledes ud.