Alt tyder på, at Trumps arrestation for en påstået bogføringsfejl, som nu skal gøres til en overtrædelse af reglerne om kampagnefinansiering, er resultat af en bevidst demokratisk strategi. Ingen tror i virkeligheden, at Trump har overtrådt nogen lov – hverken hans modstandere eller tilhængere og heller ikke hylekoret i medierne. Man skal også være meget naiv, hvis man forestiller sig, at New York-anklageren Alvin Bragg selv har fundet på at ulejlige offentligheden med en latterlig retssag. Han handler naturligvis ikke uden at have fået grønt lys fra Det Hvide Hus, de demokratiske strateger og hans økonomiske bagmand, George Soros.
Og hvad håber de at få ud af deres seneste stunt, som kommer i kølvandet på talløse andre forsøg på at knalde Trump for noget kriminelt? Foreløbigt har det styrket Trumps chancer for at vinde den republikanske nominering, og det er netop demokraternes plan. Den demokratiske partiledelse er nemlig overbevist om, at selv den affældige og gennemkorrupte Joe Biden vil kunne slå Trump på valgdagen. Ikke fordi fordi Biden har udrettet andet end ulykker, men fordi det er lykkedes at sætte Trump i et så dårligt lys, at et flertal af amerikanerne vil holde sig for næsen og stemme på hvem som helst anden.
Meningsmålinger af Bidens og Trumps støtte blandt alle vælgere kunne tyde på, at de demokratiske strateger måske får ret.
Demokraterne er mere bange for Floridas guvernør, Ron DeSantis, som har gode chancer for at kunne detronisere Biden, men som til gengæld næppe vil kunne vinde den republikanske nominering, som stillingen er lige nu. Hvis DeSantis mod forventning skulle sikre sig kandidaturet, vil demokraterne og deres håndgangne mænd og kvinder i de dominerende medier give ham samme behandling, som den Trump har fået. Gamle skolekammerater vil fortælle, at han engang har sagt neger, flere kvinder vil grædefærdigt fortælle, at han tog dem på pussyen for ca. 20 år siden, man vil pludselig finde dokumenter, der beviser, at han er russisk agent og har skjult en masse penge, som FBI nu leder efter. Osv.
Det demokratiske parti vil bruge alle metoder for at holde sig ved magten, og de danske medier vil lade som om de tror på alt, hvad demokraterne har at sige om republikanerne.
Men der er en tredje kandidat, som det skal blive interessant at følge, nemlig den unge og usædvanligt veltalende multimilliardær, Vivek Ramaswamy. Han har valgt den interessante strategi ikke at sige noget dårligt om Trump – ikke endnu i hvert fald. Tvært imod er hans budskab, at han vil fortsætte det gode arbejde, som Trump har udrettet, men at han er bedre til at virkeliggøre en Amerika-først politik. Han fremstår som stolt nationalist og protektionist og vil bryde enhver amerikansk afhængighed af Kina. Trump ville ”dræne sumpen” i Washington, men det lykkedes ham ikke – omgivet som han var af falske venner på alle sider. Men Ramaswamy forsikrer, at han kan gøre det, fordi han som Trump ikke er professionel politiker, men en ”uafhængig tænker”.
Med DeSantis har han det til fælles, at han er arg modstander af woke-ideologien. Han går så vidt som til at betegne den transseksuelle bølge, der nu skyller ind over Vesten, som en ”psykisk forstyrrelse” og vil forbyde ethvert sexindgreb på alle under 18.
Mens Ramaswamy ikke har ret meget ondt at sige om Trump, lægger han ikke fingrene imellem, når det gælder DeSantis. Guvernøren har, siger han, hugget alle sine ideer fra en bog, som Ramaswamy har skrevet, og er altså en bleg kopi af den rene vare.
Ramaswamy er netop nu på en længere charmetur i de stater, hvor republikanske kandidaters skæbne erfaringsmæssigt bliver afgjort. I øjeblikket står han til langt under 10 pct. støtte blandt republikanske vælgere. Men det kan nå at ændre sig de næste par måneder.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)