Der er ca. en million indvandrere og efterkommere i Danmark

Det Danmark, som vores forfædre har opbygget og overleveret os til låns, skal vi kunne give videre til vores børn og børnebørn med god samvittighed. Danmark er danskernes eneste hjemland, og ingen andre end danskerne, altså vores børn og børnebørn, har krav på at være her. Desværre har årtiers naiv indvandringspolitik sat vores børn og børnebørns danske fødselsret over styr.

Debatindlæg af Martin Henriksen, Formand Nye Borgerlige, Byrådsmedlem Stevns, Sikkerhedsvagt & Jonas Zuschke, Spidskandidat Nye Borgerlige Aabenraa

Der er ca. en million indvandrere og efterkommere i Danmark, og der kommer endnu flere år for år. Det er skæbnesvangert for Danmark, og udviklingen skal vendes. Hvis vi skal give et Danmark videre til vores børn og børnebørn, som vores forfædre ville kunne genkende, skal den demografiske forandring ændres, så der år for år bliver færre fremmede i Danmark – og ikke flere.

Det kræver, at vi genfinder bevidstheden om vores egen identitet som danskere. At vi ved, hvem vi er, for at vi med tydelighed kan skelne mellem os, som har arvet fødselsretten over Danmark, og dem, som ikke har krav på at være her. Det er et spørgsmål som er druknet i den moderne liberale tænkning, og er blevet begrænset til en lovtekst. Man er dansk, når man har dansk statsborgerskab, påstås det.

Dette er en grundlæggende forfejlet forståelse af danskheden. Danskhed kan ikke begrænses til en legalistisk konstruktion om borgerrettigheder. Ligeledes kan danskhed hverken begrænses til et spørgsmål om værdier, eller til noget så simpelt som hudfarve. At være dansk er at være en del af det danske folkefærd. Den identitet opstår i samspillet mellem den folkelige kontinuitet, som langsomt udvikler sig hen over generationer, og den dynamiske kultur, som for hver generation har sit eget udtryk.

Disse to aspekter er uadskillelige. Dansk kultur er ikke fritflyvende; den kan ikke eksistere uafhængigt af et konkret folkefærd, som udlever den. Hvis den folkelige kontinuitet bliver brudt, som vi ser det ske med befolkningsudskiftningen, og de mennesker, der bor i Danmark, og måske endda har dansk statsborgerskab, ikke tilhører det danske folkefærd, vil danskheden forsvinde.

Den erkendelse forudsætter også, at vi tør tale åbent om, at integration er en løgn. Hundredtusinde fremmede bliver ikke danskere af at se damehåndbold, stemme til valget eller spille fodbold i den lokale klub. Kultur er ikke et klædestykke, man kan iklæde sig, blot fordi man er rejst til et nyt land. Kulturen og menneskene er uadskillelige. De fremmede har deres egen kultur, som er vokset ud af deres egen folkelige kontinuitet. Jobmuligheder, økonomisk gevinst eller sikkerhed for krig og forfølgelse er ikke anliggender for at forkaste sit folks kultur.

Intet sted i Europa har der endnu været – og intet tyder på, at der kommer – en storstilet sammensmeltning af os og dem. Kun ved at blive absorberet ind i det danske folkefærd og blive en del af kontinuiteten uden forbehold, kan man blive dansk. Det er en proces, som finder sted henover generationer. Først, når man ser den danske historie som sin egen historie og det danske folks skæbne som sin egen skæbne, er man blevet dansk.

Den danske kultur, det danske folk, og den danske identitets videre liv kræver, at vi aktivt arbejder for dens opretholdelse. Alt dette er ikke betinget af, at vi i dag står overfor en

befolkningsudskiftning. Det er en evig byrde, som påhviler os, at vi er os bevidste om vores identitet. Vores store landsfader, Grundtvig, opsummerer det hele med disse ord:

“Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.

Rive løs sig rigets stænder fra den fælles folkeånd, da går hoved, fødder, hænder latterlig på egen hånd, da er riget sønderrevet, fortidsalderen udlevet, folket mødigt sover hen, vågner vanskelig igen.”