Det nye år bliver måske bedre, end vi kunne forvente i lyset af de seneste års mareridt.
Som det amerikanske online-magasin, The American Mind, netop har berettet, er herskerne ved at miste kontrollen med deres klienter. USA’s herskende klasse består af hovedrige oligarker, hvis magt beror på, at de har fodfolk, som er tilhængere af diverse forskruede ideer om ”hvidt overherredømme”, krav om ”afkolonisering” af USA, begejstring for Hamas, glæde ved afskaffelsen af fortiden og ophævelsen af de to køn.
Oligarkerne – folk som Mark Zuckerberg, Jeff Bezos og Bill Gates – motiveres af ønsket om at bevare deres rigdom og magt over befolkningen, mens deres klienter er inspireret af ressentiment, had til den bestående orden og drømmen om at få hævn.
I det lange løb vil de to segmenter komme på kollisionskurs. Oligarkerne kan glæde sig over den gadepøbel, der huserer i de amerikanske storbyer, og hvis voldshandlinger afleder befolkningens opmærksomhed fra det faktum, at USA er et klassesamfund. Så længe folk bifalder og deltager i venstrefløjens dødedans, vil ingen anfægte den kendsgerning, at herskerne hersker og beriger sig på folkets bekostning.
Oligarkernes problem er, at deres venstreekstreme klienter bliver stadigt mere ekstreme. Hvis man har bevæget sig ind på opløsningens vej, er der ingen grænser for radikaliseringen eller for de metoder, som pøbelen vil bruge for at tilintetgøre sine hadeobjekter. Denne pøbel findes ikke bare på gaden, men har fundet plads i samfundets institutioner, der i stigende grad promoverer galskaben.
Men den herskende klasse har skabt et monster, som den ikke kan kontrollere, og som kan ende med at anfægte dens magt. Og hvad skal den så gøre?
Situationen i USA og resten af den vestlige verden minder om den i Tyskland op til Hitlers magtovertagelse. Storkapitalen billigede Hitlers bøller, fordi de betragtede dem som en garanti for deres fortsatte herredømme og profit.
Vi ved, hvordan det endte med Tyskland.
Snart kan vore nuværende herskere blive nervøse over at have opfostret de gespenster, som de har næret ved deres barm, og som de har brugt til at holde os andre nede.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)