Der er penge i krig – også den i Ukraine
Umiddelbart før Hitlers angreb på Polen den 1. september 1939, der blev starten på Anden Verdenskrig i Europa, fik han SS til at arrangere et overfald på den tyske radiostation i Gleiwitz tæt ved den polske grænse. Seks fanger fra kz-lejren Sachsenhausen blev iklædt polske uniformer og skudt, hvorefter de blev anbragt uden for radiostationen som ”bevis” på, at Polen havde angrebet. Samtidig begyndte Sender Gleiwitz at sende polsk propaganda, som skulle bevise Polens aggression, og med den undskyldning begrundede Hitler sit overfald på Polen dagen efter. Det havde naturligvis været forberedt i flere uger.
Hvorfor nu ribbe op i denne gamle historie? Jo, for noget minder om den, nemlig fortællingen om det russiske missil, der er landet på polsk jord og dræbt to polakker. Lige bortset fra, at missilet var ukrainsk, hvilket såvel amerikanerne som polakkerne har erkendt. Det har imidlertid ikke fået Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, til at ændre forklaring. Han har tvært imod opfordret NATO til at indlede en verdenskrig mod Putin.
Men måske vil Zelenskij bare have flere penge. Foreløbigt har Biden doneret $91 milliarder, og nu erklærer han sig parat til forære den glubske mand i Kyiv $37 milliarder mere. Som flere amerikanske kritikere har påpeget, er der ikke ringeste kontrol med, hvad disse kæmpebeløb går til. Det republikanske, ukrainsk-fødte medlem af Repræsentanternes Hus, Victoria Spartz, har forlangt en revisionsundersøgelse, men har fået besked på at holde mund.
Blandt årsagerne til, at Washington ikke skal have gravet i pengeoverførslerne, er de tætte forbindelser mellem præsident Zelenskij og det demokratiske parti, som har været formidlet via den nu afslørede finanssvindler Sam Bankman-Fried, hvis krypto-valuta foretagende netop er gået konkurs. Adskilligt tyder på, at Zelenskij har kanaliseret nogle af Bidens donationer ind i Bankman-Frieds firma, hvorefter sidstnævnte har videregivet $40 millioner til det demokratiske partis netop overståede valgkamp. Det ser ud til at have været en glimrende konstruktion: Biden forærer de amerikanske skatteyderes penge til Zelenskij, som via en mellemmand giver pengene tilbage til Biden, der derefter hælder yderligere milliarder i Zelenskij.
Det kan næppe overraske, at man fornemmer en vis afkøling i den vestlige opinions iver for at støtte frihedshelten i Kyiv.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)