Derfor faldt danskerne til patten i Qatar

Menneskerettighederne i Rusland er på flere områder under pres. Særligt når man ser på ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Flere organisationer i Rusland er under ekstremt pres, journalister bliver chikaneret, og demonstrationer er stort set forbudt. Homoseksuelles rettigheder er også presset. Det samme gælder kvinder og religiøse mindretal.

Ikke desto mindre valgte det danske landshold i 2018 at undlade at komme til VM i Rusland med regnbue-tshirts på og provokere de russiske værter. ”Vi skal respektere Ruslands normer, men det er også vigtigt, at vi er stærke nok til at stå ved vores egne værdier og holdninger”, sagde fodboldspilleren Mathias Zanka Jørgensen dengang velvidende om, at slutrunden ville blive brugt som propaganda for præsident Vladimir Putins regime.

I 2022 besluttede DBU imidlertid at lade sig spænde for den identitetspolitiske woke-vogn og gøre landsholdets deltagelse i VM i Qatar til politik.

Qatars værtskab for VM har her i landet mødt stærk kritik, fordi homoseksualitet er ulovligt i landet, og fordi 6.500 migrantarbejdere angivelig er døde under opførelsen af VM-stadionerne.

DBU har også ved flere lejligheder givet udtryk for, at man er modstander af Qatars værtskab.

DBU har bl.a. truet med, at de danske fodboldspillere ville møde op i Qatar for at føre en ”kritisk” dialog med landets regering.

DBU har også sendt et provokerende brev til FIFA med besked om, at det danske landshold ville bære et regnbuefarvet anførerbind. Dette brev har FIFA ikke reageret på.

FIFA har derimod reageret med et nej, da DBU har bedt om lov til at træne i trøjer påtrykt ”Human Rights for All”. FIFA har udtrykkeligt meddelt, at det kunne resultere i et gult kort til de spillere, der ville bære et anførerbind med politiske budskaber på.

DBU spillede dum og svarede, at danskerne ikke så budskaberne på armbind og tshirts som politiske. Typisk dansk stupiditet, der burde under lægebehandling.

Hvorom alting er: DBU har velvilligt stillet sig til rådighed for det danske woke-korstog ved at gøre den danske deltagelse i VM i Qatar til en politisk woke-kampagne.

Men – DBU havde det kun i munden, fordi da det kom til stykket, var danskerne ikke villige til at tage de politiske konsekvenser. Lige så snart FIFA var færdig med at fremsætte sine trusler, makkede DBU og det danske landshold ret og rettede ind.

Hvilket ikke burde komme bag på nogen, for danskerne har det med at puste sig op og kræve markante indrømmelser for til sidst at falde til patten.

Et godt eksempel på det danske ego var sagen om islamkritikeren Lars Hedegaards attentatmand i 2014. Han var sigtet for drabsforsøg mod Lars Hedegaard, men flygtede til Tyrkiet, som ikke ville udlevere ham til Danmark. Danske politikere og ministre har raset mod Tyrkiet og lavet slag i luften, som om Danmark var en stormagt og kunne diktere, hvad Tyrkiet skulle gøre. Men reaktionen var slet ikke afpasset med Danmarks størrelse og rolle på den politiske arena. Reelt måtte Danmark derfor bøje nakken i sagen og rette sig efter Tyrkiet. Danmark blev i den grad gjort til grin af Tyrkiet. Sagen var en manifestation af Danmarks store ego og ringe magt i forhold til Tyrkiet.

Et andet eksempel er det nummer, Lars Løkke lavede, da Donald Trump i 2017 trak USA ud af klimaaftalen. Lille Lars fra Græsted har markeret sig ved at kritisere Trumps beslutning i en grundlovstale. Samme dag skrev Jyllands-Posten, at ”Løkke talte historisk hårdt til Trump”. Men i TV-avisen på TV2 News fortalte Jesper Steinmetz, TV2’s USA-korrespondent, at ingen i USA havde lagt mærke til Løkkes kritik.

I Qatar pustede DBU sig op, fordi i egen selvforståelse har lille Danmark enorm indflydelse på verdenspolitikken. Man kommer uvilkårligt til at tænke på historien om musen og elefanten, som går sammen over en bro, hvor musen udbryder: Hør hvor vi gungrer! I verdenspolitikken er det småstaten Danmark, der tror, at den gungrer. Og derfor faldt danskerne til patten i Qatar.

André Rossmann