Ca. 90 pct. af verdenshandlen foregår via containerskibe. Derfor er den globale recession, hjemtagning af produktionen fra primært Kina og øget protektionisme, som er udløst af covid-19, et kæmpe problem for Mærsk.
Det er også baggrunden for Mærsk-bossen, Søren Skous, advarsel mod, at knapheden på medicinsk udstyr og værnemidler under coronakrisen bruges som argument for at ”afglobalisere” produktionen.
At topchefen for Mærsk taler sit firmas sag kan ikke undre, men faktum er, at coronakrisen har udstillet svaghederne ved at have store dele af produktionen samlet i enkelte lande som Kina. Flere og flere virksomheder er begyndt at gøre op med flere årtiers tankegang om at forsimple og samle hele produktionen i et land langt fra hjemmemarkedet. Og det er naturligvis ikke godt for Mærsk’s forretning.
Virkeligheden er, at fremover vil både politikere og erhvervsliv være mere opmærksomme på sårbarheden i virksomhedernes lange forsyningskæder, der passerer mange landegrænser undervejs og til tider har deres udspring i lande, som målrettet forfølger egne dagsordener. Som f.eks. Kina.
De ændrede handelsmønstre vil betyde en regionalisering eller “nationalisering” af verdenshandelen, som ikke kan undgå at gå ud over den globale containertrafik. Den politiske dagsorden vil fremover fokusere på at bringe flere dele af forsyningskæden tættere på.
Fra EU lyder der nye, antiglobalistiske toner. ”Produktionen er så småt begyndt at rykke tættere på Europa igen. Mere kan digitaliseres og automatiseres, og man har brug for kortere leveringstider. Den udvikling, tror jeg, vil blive forstærket big time. Samtidig vil vi ikke acceptere at være afhængige af få leverandører”, sagde Margrethe Vestager.
Hun forudser, at denne udvikling vil blive forstærket af den grønne omstilling. ”I en cirkulær økonomi vil der ikke blive sendt så mange ting frem og tilbage til Kina, ligesom transport ikke skal være en kæmpe omkostning”, lyder vurderingen fra Vestager.
Vestager sekunderes af statsminister Mette Frederiksen, som i et interview med Jyllands-Posten har sagt, at ”vores håndtering i Europa og blandt ligesindede lande har afsløret en sårbarhed, som er uholdbar. Jeg ønsker ikke så stor dansk afhængighed af andre, hvis denne situation opstår igen”.
Trods Mærsks desperate opråb og advarsler går afglobaliseringen sin sejrsgang over hele verden. Det lover ikke godt for Mærsk og dermed for Danmarks økonomi.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)