Det angste, rådvilde og fortabte Danmark

Sjældent har verden været så uoverskuelig som i dag. Sjældent har så mange danskere haft ondt i sjælen. Måske fordi samfundet i nu to generationer har styret efter en kunstig, ideologisk virkelighed, hvor folks liv styres af lysten og rettighederne. En rodløs tilværelse, hvor alt er frit valg, ret og lyst.

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde for nylig den store trivselsundersøgelse ”Den Nationale Sundhedsprofil”. Den viser, at en alt for stor del af de 16-24-årige danskere har det skidt mentalt. De har svært ved at navigere mellem deres forventninger til sig selv, til familie og venners forventninger og forventningerne fra virksomhederne og samfundet. Mange af dem er overvældede, føler sig fortabte og befinder sig i en eksistentiel krise.

Den nuværende generation af danskerne er præget af kulturløshed, normløshed og værdirelativisme. Alting er flydende. Både moralbegreber og fjendebilleder skifter hele tiden. Der er intet at holde sig til, og informationsmængden gør, at især de unge har svært ved at navigere og finde ud af, hvad der er væsentligt og moralsk rigtigt. De mange myter, rygter og fake news, der florerer i de unges Facebook-feeds, skaber usikkerhed, angst, forvirring og rådvildhed.

Danmark er i forvejen et land fyldt med angste og forvirrede borgere, uden viden eller mental ballast til at genkende mønstre og strukturer, der kan skabe retning og ro. Og nu skaber det identitetspolitiske vanvid endnu større usikkerhed, angst, forvirring og rådvildhed blandt danskerne.

I løbet af de seneste år er de store, gamle organisationer for homoseksuelle (og biseksuelle) som f.eks. LGBT+ Danmark (Det gamle LBL) og Copenhagen Pride blevet kapret af radikale trans- og queeraktivister samt intersektionelle feminister. Disse organisationer er i dag spydspidsen i et frontalangreb på den forståelse af køn og seksualitet, som både majoritetsbefolkningen og en stor del af de homoseksuelle og biseksuelle har.

Køn bliver af disse organisationer redefineret fra at være noget, der er knyttet til den krop, vi blev født med, til at være en udefinerbar følelse, hvad igen får en række praktiske konsekvenser for kønsopdelingen af omklædningsrum, fængsler og herberger, men også på, hvordan man forstår kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge og selve det at have en seksuel orientering.

Som meget andet kommer trenden fra USA, hvor fokus i samfundsdebatten og den igangværende kulturkrig er på det flydende køn, dvs. hvor mennesker ikke identificerer sig inden for det binære kønssystem – eller tokønssystemet.

Her i landet viser meningsmålingerne, at 59 pct. af danskerne er enige eller overvejende enige i, at vi som samfund skal favne flere kønsidentiteter end blot mand og kvinde. 28 pct. mener, at ”køn er en konstruktion, det vil sige enten flydende eller det køn, man selv identificerer sig med”.

Igen mener majoriteten – 53 pct. – at det er helt acceptabelt eller overvejende acceptabelt, hvis et barn under 18 år ville identificere sig som andre kønsidentiteter end dreng eller pige. For fem år siden begyndte de unge at italesætte deres lgbt+-identitet, når de var 17-18 år. Nu gør de det som 12-13-årige.

Der en voksende efterspørgsel efter oplæg om køn og identitet. Det kan man se i folkeskolen, gymnasier, på arbejdsmarkedet og i virksomheder, som får en nonbinær medarbejder. Efterskoler, folkeskoler og alle, der arbejder med børn og unge, bliver i stigende grad stillet til regnskab for, at man ikke bare kan dele en børneflok op i drenge og piger

”Jeg oplever, at vi ser et globalt paradigmeskifte. Jeg kan nærmest ikke udtrykke mig stort nok”, siger Cecilie Nørgaard, kønssociolog og forfatter til bogen ”Han, hun, hen”, til Berlingske. ”Det er en revolution, en frihedskamp, som nær sagt berører alle områder af samfundet, og som handler om at modvirke strukturel diskrimination og ulighed, og at alle skal kunne leve frie og hele liv, uanset seksualitet, køn, hudfarve, klasse, whatever. Det er ved at blive en del af den danske mainstream”.

Det ekstreme identitetspolitiske vanvid og intolerance er via kultur- og uddannelsesinstitutionerne på vej til at omkalfatre hele det danske samfund i venstreradikal og totalitær retning og i sidste ende ødelægge samfundets borgerlige, demokratiske fundament.

Det moderne danske samfund har mistet sit åndelige fodfæste. Fra at være rodfæstet i en borgerlig kulturel dannelse, der havde kristendommen som sit absolutte fundament, er dansk kultur nu forvandlet til en kultur, der hylder negationen af borgerlig dannelse og kultur.

André Rossmann