Det britiske pressenævns retningslinier for journalisters dækning af islam og muslimer

Det uafhængige britiske pressenævn fortalte i januar 2019, at deres førsteprioritet for indeværende år er dækningen af islam og muslimer. De udarbejder retningslinier på området, der minder om EU-støttede initiativers retningslinier, og detaljer herfra er blevet lækket og offentliggjort af tænketanken Policy Exchange i en rapport dateret den 5. september 2019.

Det britiske pressenævns nye retningslinier

Storbritanniens uafhængige pressenævn IPSO (Independent Press Standards Organisation) har tidligere udgivet retningslinier for pressens dækning af områder som dødsfald, selvmord og seksuelle overgreb. I januar 2019 fortalte IPSO’s standardiseringschef Charlotte Urwin om deres hovedprioritet for 2019: dækningen af islam og muslimer. I et blogindlæg skrev hun:

“Vi begyndte i oktober 2018 at arbejde hen imod at udarbejde retningslinier for journalister om dækningen af islam og muslimer i Storbritannien, hvilket er et emne, der vækker bred politisk og social bekymring. Retningslinierne vil hjælpe journalister i dækningen af et følsomt emne, mens det også sikres, at den ikke kolliderer med deres ret til at kritisere, udfordre og stimulere debatten. Vi har etableret en uformel arbejdsgruppe, der hjælper os med at udarbejde retningslinierne. Gruppen består både af akademikere med forskningserfaring vedrørende islam og muslimer i Storbritannien og repræsentanter fra organisationer, der er interesseret i dækningen af islam”.

I den lækkede udgave af retningslinierne står der blandt andet:

“Journalister bør være opmærksomme på, at deres indhold kan have indflydelse på samfundet i bred forstand og på hvordan minoritetssamfund bliver behandlet. Unøjagtigheder og ufølsomhed kan ødelægge samfund og forhindre, at de præsenteres korrekt. De kan også medvirke til, at medlemmer af samfundsgrupper føler sig distanceret fra, eller misforstået af, medierne. Endelig kan unøjagtigheder og en ubalanceret dækning forårsage en øget spænding mellem samfundsgrupper, hvilket kan øge sandsynligheden for chikane.”

Forfatterne til rapporten fra Policy Exchange, Will Heaven og John Jenkins, bemærker hertil, at det tilsyneladende anbefales, at journalister har en anden tilgang til muslimer end til folk fra andre trosretninger og stiller spørgsmålet: “Er det virkelig journalisters rolle at sætte hensyn til samhørigheden i samfundet over sandhed og korrekthed? Og hvad er de potentielle konsekvenser af en sådan etik?” Man bør ikke på forhånd udelukke dækningen af emner, der er specifikke for muslimer.

Et andet citat lyder: “vidensniveau’et og kendskabet til islam og muslimer varierer markant i Storbritannien – både blandt journalister og i den britiske befolkning som helhed. Problemet gøres mere udfordrende af mangelen på diversitet på de britiske redaktioner.”

I et afsnit om “nøjagtighed i dækningen” står der endvidere: “Det kan være særdeles udfordrende at finde den ‘rette’ person at tale med, og journalister bør være opmærksomme på, at enkeltpersoner og organisationer kan have forskellige tolkninger af en given tro. Det kan være en hjælp for journalisten at overveje personens/organisationens ekspertise, deres baggrund og eventuelle tidligere udtalelser om emnerne, når det skal besluttes, hvem man vil kontakte for at få en kommentar.”

Policy Exchange bemærker, at der i en tidligere udgave ikke stod “ekspertise”, men “repræsentativitet”. Med hensyn til, hvem der repræsenterer den rette udlægning af islam og muslimske problemstillinger, retter Policy Exchange opmærksomheden mod IPSO’s arbejdsgruppe.

Pressenævnets arbejdsgruppe

Policy Exchange er skeptisk over for IPSO’s valg af eksperter til sin arbejdsgruppe. Med IPSO’s ord består gruppen af “akademikere med forskningserfaring vedrørende islam og muslimer i Storbritannien og repræsentanter fra organisationer, der er interesseret i dækningen af islam”. Blandt gruppens medlemmer springer navnet Miqdaad Versi i øjnene. Han er et fremtrædende medlem af Storbritanniens Muslimske Råd (MCB). Ifølge Policy Exchange nægter regeringen at samarbejde med MCB, der sættes i forbindelse med ekstremisme, hvilket dog ikke har afholdt IPSO fra at samarbejde med Versi. Versi har i de senere år været særdeles aktiv og nidkær i sin kritik af nyhedsdækning, der vedrører islam og muslimer, og han har adskillige gange klaget til nævnet. Flere redaktører har fortalt Policy Exchange, at Versi ofte klager over deres citater fra muslimer, da de ikke skulle være “repræsentative” for den islamiske tro. Versi søger hermed at afgrænse, hvordan man må dække islam journalistisk. En af disse redaktører indrømmer, at han giver efter for Versis klager, fordi det er det letteste, og han derved får fred.

Versi er begyndt at udvide sin indflydelsessfære ved at oprette træningsprogrammer, hvor muslimer opfordres til at klage over pressen. Dette sker i MCB’s regi, idet de i juli 2019 oprettede et Center for Medieovervågning (CfMM) med Versi som direktør. Centeret skal “fremhæve negative tendenser i medierne såvel som fremme gode praksisser” for dækning af islam og muslimer i Storbritannien.

Flere af arbejdsgruppens medlemmer (Imran Awan, Michael Munnik og Akeela Ahmed) har offentligt støttet en kontroversiel definition af ‘islamofobi’, der er blevet lanceret af den tværpolitiske parlamentariske gruppe vedrørende britiske muslimer (APPG). APPG udgav i december 2018 en rapport om undersøgelsen af en arbejdsdefinition af islamofobi / antimuslimsk had, hvori der står: “Islamofobi er forankret i racisme og er en form for racisme, der retter sig imod tegn på muslimskhed og opfattet muslimskhed.” Rapporten hævder endvidere, at en definition af islamofobi er “instrumental” for den “politiske vilje og institutionelle beslutning om at håndtere den”.

Regeringen har nægtet at anerkende den nye definition af islamofobi, men Labour, Liberaldemokraterne og de skotske konservative har taget den brede definition til sig.

Policy Exchange skriver herom: “Man kan på den baggrund spørge, om IPSO’s ‘vejlednings’-forløb bruges til at fremme den form for ‘anti-islamofobi’-dagsorden, som APPG for britiske muslimer arbejder for (…) trods den kendsgerning, at regeringen har bedømt den definition til at være uegnet til formålet (…) en af de ting, der gør APPG’s forsøg på at institutionalisere en bunden definition af islamofobi så usmagelig, er, at det minder om en form for blasfemilov, med specifik beskyttelse af islam, der implementeres ad bagvejen.”

Policy Exchanges dom over IPSO’s tekst

Policy Exchange skriver i sin rapport om IPSO’s kommende retningslinier, at de virker til at være “udformet til at indskrænke de britiske avisers frihed hvad angår dækningen af historier omhandlende islam og muslimer – med potentielt alvorlige langvarige konsekvenser for arbejdsbetingelserne for en fri og uafhængig presse”.

De konkluderer: “Overordnet set virker IPSO-retningslinierne til at markere et afgørende skift i nævnets formål – hvilket bringer det ud over betragtninger om nøjagtighed og diskrimination, jævnfør redaktørernes kodeks. Det flytter i stedet ind i en sfære af ‘ufølsomhed’ og ‘ubalanceret dækning’, der er elastiske og subjektive begreber.”

Den faktuelt korrekte dækning ser ud til at skulle vige for betragtninger af mere politisk karakter.

Tiltag fra EU imod den frie presse

Udarbejdelsen af retningslinier for dækningen af islam og muslimer hos det britiske pressenævn ligger i forlængelse af flere initiativer i EU.

EU finansierede i årene 2016-2018 kampagnen “Medier imod had, som den europæiske journalistsammenslutning (EJF) kørte. EJF repræsenterer mere end 320.000 journalister i 72 organisationer for journalister i 45 lande. Formålet med kampagnen var at “forbedre mediedækningen af indvandring, flygtninge, religion og marginaliserede grupper (…) imødegå hadefuld tale, intolerance, racisme og diskrimination (…) forbedre implementeringen af lovgivning, der regulerer hadefuld tale og ytringsfrihed”.

Også Europarådet og EU’s program for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab er involveret i initiativer til bekæmpelse af racisme og fremmedhad. EU’s program for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab støttede projektet Respect Words, der i september 2017 udgav retningslinier for den journalistiske dækning af indvandring og minoriteter. Som det fremgår heri, har “mere end 150 europæiske radiostationer og 1300 journalister fra de otte RESPECT WORDS-lande (Østrig, Tyskland, Ungarn, Irland, Italien, Slovenien og Spanien) slået sig sammen for at styrke mediedækningen af migranter og minoriteter. Det er et uundværligt redskab i bekæmpelsen af hadefuld tale.”

Blandt deres råd er disse: “Husk, at følsom information (f.eks. race eller etnicitet, religiøs eller filosofisk overbevisning, partitilhørsforhold eller fagforeningsmedlemsskab, helbred og seksuel information) kun bør nævnes, når det er nødvendigt for offentlighedens forståelse af nyheden” og: “Vær varsom med ikke yderligere at stigmatisere udtryk som ‘muslim’ og ‘islam’ ved at forbinde dem med bestemte handlinger (…) Lad ikke ekstremisters påstand om at handle ‘i islams navn’ stå uimodsagt. Fremhæv (…) de muslimske samfunds diversitet”.

Flere vendinger herfra minder om passager i IPSO’s nye retningslinier for den britiske presse.