Børn med minoritetsbaggrund bliver ifølge Berlingske langt sjældnere anbragt, end tilfældet er for børn med dansk oprindelse, og det på trods af, at børn med minoritetsbaggrund oftere bliver udsat for grov vold i hjemmet.
Nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at det i 2018 krævede i gennemsnit 34 underretninger, før et muslimsk barn under seks år blev anbragt. For etnisk danske børn var antallet i gennemsnit 8 underretninger.
Hos organisationen Børns Vilkår mener man, at tallene viser, at der er dobbelte standarder i den kommunale sagsbehandling. Man giver meget længere elastik, når vi taler om at gribe ind i hjemmet over for muslimske familier.
Hvad årsagerne til den markante forskel i antallet af underretninger er, kan udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye ikke svare på, men svaret er enkelt og velkendt: de kommunale sagsbehandlere har en dyb berøringsangst over for at gribe ind i de muslimske familier.
Alting har en pris for almindelige dansker. Den danske alkoholiker mærker f.eks. straks den nye socialpolitiske konsekvens, som politikerne gerne bryster sig af. Pligter og rettigheder skal følges ad, messer de bredt med statsminister Mette Frederiksen i spidsen.
Men det gælder åbenbart ikke alle, og slet ikke Suleima og Mohammed. Muslimerne mødes med berøringsangst, lave forventninger og uvilje mod at stille krav. Muslimerne er nemlig ofre. Dem er det synd for. Dem kan man ikke stille krav til. De har været så meget igennem og kommer langvejs fra.
Sådan er tænkningen stadig i det kommunale behandlersystem ifølge forfatteren Ali Aminali, som i årevis selv har været en del af integrationsmaskinen.
Socialrådgiver Masoum Moradi er enig. Han har igennem flere år iagttaget, hvordan de søde og rare socialrådgivere har forhindret nydanskerne i at komme i arbejde. ”Borgerne bliver i manges socialrådgiveres øjne ikke hjulpet ved at komme i arbejde, men ved at få en særlig ydelse og blive passet på”, sagde Moradi til Berlingske.
Ifølge Moradi er kommunerne blevet lidt bedre til at sende nye flygtninge i arbejde, fordi regeringen har sat mål om jobparathed. ”Så bliver socialrådgiverne i sidste ende presset. Men det er ikke med deres gode vilje, og de skal nok forsøge at gøre modstand mod de krav”, sagde Moradi.
På alle niveauer i det danske samfund obstruerer migrantvenlige og berøringsangste politikere og embedsmænd udlændingepolitikken.
Det har man bl.a. oplevet under coronakrisen. Politisk korrekte socialdemokratiske politikere i Aarhus har valgt at lave store indskrænkninger for byens etniske danske indbyggere i stedet for at inddæmme de få somaliere og palæstinensere, der har spredt coronasmitten.
På Sjælland har myndighederne holdt smittetal i de indvandrertunge kommuner skjult for at undgå beskyldninger om racisme. Overlæge og professor Thomas Benfield, Hvidovre Hospital, har advaret om, at myndighedernes berøringsangst over for grupper med anden etnisk baggrund bremser for den rette indsats over for epidemien.
I klasser med mange muslimske elever underviser man ikke i emner som holocaust, terrorisme, Israel-Palæstina, religion, evolutionsteori og litteratur med en erotisk dimension af hensyn til muslimske elever. Lærernes berøringsangst gør, at de etnisk danske elever svigtes.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening bliver etniske danskere på kontanthjælp aktiveret godt 6 timer om ugen, mens tallet for muslimske indvandrere er 4 timer hver uge (2018). Mens etniske danskere i snit er blevet sendt i virksomhedspraktik 3 timer om ugen, er muslimske indvandrere blevet sendt i virksomhedspraktik 1,5 time om ugen. Tallene viser, at de muslimske indvandrere i vid udstrækning bliver parkeret på kontanthjælp.
I 2016 besluttede politikerne på Christiansborg, at man skulle trække forældre i sociale ydelser, hvis deres børn ikke kom i skole. I 2019 kom det frem, at kun få kommuner havde valgt at gøre det.
Migranters retskrav på en permanent bolig blev afskaffet med paradigmeskiftet. Men i hovedstadsområdet var der i sept. 2019 mindst syv kommuner, hvor indvandrervenlige embedsmænd fortsat tilbød permanente boliger til migranter.
Obstruktionen er også udbredt i regionerne, hvor indvandrervenlige embedsmænd undlader at opkræve penge fra migranter, der ifølge en ny lov selv skal betale for tolke. I 2019 kom det frem, at fire ud af fem regioner modarbejdede lovgivningen og opkrævede ikke penge fra patienter, der har fået hjælp fra en tolk.
Det kan man da godt forstå – det er jo synd for Suleima og Mohammed.
André Rossmann
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)