Det iranske atomvåbens rædsler

Oprindelig udgivet på Gatestone.

Enhver national leders, herunder Israels premierminister Benjamin Netanyahus, hovedforpligtelse er at beskytte landets grænser og sikre borgernes sikkerhed. Det er Netanyahus juridiske, politiske og moralske pligt at sikre, at borgerne kan leve i fred og være frie, velstillede og uafhængige.

Af Nils A. Haug

Målsætningerne om fred, velstand og et sikkert hjemland er lige netop det, som Israels grundlæggere stræbte efter og som førte til så mange forsvarskrige indledt af Israels fjender.

Nu står Israel igen overfor et folkemorderisk angreb begået af en stålsat fjende, idet Iran kører videre med sit atomvåbenprogram og har ét hovedmål: Israels fuldstændige udslettelse. IDF’s vicestabschef, general Amir Baram, informerede i juli det israelske Knesset om, at “Den nukleare situation i Iran er som en bil med alle delene klar – nu skal de bare samles”.

Israel er på grund af sin manglende strategiske dybde i en sårbar situation. Den tidligere iranske præsident Akbar Rafsanjani udtalte, at “Brugen af selv én atombombe inde i Israel vil ødelægge alt”.

Der er desværre ingen tvivl om, at Iran ønsker at have den nødvendige nukleare kapacitet til at kunne udslette Israel. Der er mange tegn på landets hensigt. “Dommedagsuret” på Teherans “Palæstina Torv” tæller for eksempel ned mod tidspunktet for Israels udslettelse i 2040. Israel er mindre end staten New Jersey. I april måned sendte Iran selv en byge af mere end 300 ballistiske missiler og angrebsdroner afsted mod Israel. Begivenheden signalerede muligvis “afslutningen på ‘strategisk tålmodighed’ og dets erstatning med en politik om direkte hævnangreb på Israel”.

Siden oprettelsen af Den Islamiske Republik Iran i 1979 under Ayatollah Ruhollah Khomeini – da “Slagordet… Død over USA og død over Israel” kunne ses og høres næsten alle vegne – har Iran ikke holdt sig tilbage fra at udtrykke sine folkemorderiske hensigter over for Israel. Irans nyvalgte præsident, Masoud Pezeshkian, bekræftede i begyndelsen af juli “Teherans dedikation til at ødelægge Israel”. Han tilføjede, at dette mål er “grundfæstet i den islamiske republiks grundlæggende politik”.

Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, er tidligere blevet citeret for at sige: “Det er den Islamiske Republik Irans mission at udslette Israel fra landkortet over regionen.”

Han tilføjede desuden: “Israel er en afskyelig enhed i Mellemøsten, der utvivlsomt vil blive udslettet.”

Der er ikke meget realistisk håb om at ændre Irans dagsorden. I midten af juli advarede USA, i endnu en nyttesløs øvelse, Iran mod at udvikle atomvåben. Advarslen faldt efter at en rapport fra marts 2024 havde indikeret, at “iranske forskere var involveret i computermodellering og metallurgi” – handlinger, der er “relevante for udvikling af atomare sprænglegemer”.

Aziz Rashed, der er talsmand for de iranske stedfortrædere houthierne, forsikrede den 13. juli, at de “om nøjagtigt et år” vil have missiler, der kan “nå Europa eller Atlanterhavet, så USA’s atomare mål vil komme inden for de yemenitiske missilers rækkevidde”.

Et iransk atomvåben er tilsyneladende langt tættere på at blive en realitet, end man har villet indrømme. Den 19. juli blev det tydeligt, at forholdene er accelereret dramatisk. Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, afslørede den 19. juli, at “Iran en eller to uger fra at producere dødbringende nukleare spaltelige stoffer”. Denne potentielle udvikling burde ikke kun være en krise for Israel, men også for Vesten.

Spørgsmålet er derfor, hvad der helt konkret skal gøres for at forhindre en af Iran påbegyndt atomkatastrofe, der kan indtræffe når som helst?

Strategisk set burde USA allerede for år tilbage have handlet for at forhindre, at Irans atomprogram tipper magtbalancen i regionen. Som Netanyahu mindede den amerikanske kongres om i sidste uge:

“I Mellemøsten står Iran bag næsten al terrorismen…. Da Ayatollah Khomeini grundlagde den islamiske republik, svor han, at ‘Vi vil eksportere vores revolution til hele verden. Vi vil eksportere den islamiske revolution til hele verden’ … Hvilket land står i sidste ende i vejen for Irans maniske planer om at påtvinge hele verden radikal islam? … Det gør USA, den vestlige civilisations beskytter og verdens største magt. Det er årsagen til, at Iran betragter USA som sin største fjende.

“I sidste måned … udtalte udenrigsministeren for Irans stedfortræder, Hizbollah… følgende: ‘Dette er ikke en krig mod Israel. Israel…. er kun et redskab. Hovedkrigen, den reelle krig, er mod USA.'”

At standse Iran er fortsat et højst omdiskuteret politisk emne. Den nuværende amerikanske regering har hovedsageligt virket selvmorderisk modvillig til at foretage dramatisk afskrækkende handlinger – og de ville formodentlig være det i mere udtalt grad inden et kommende valg.

Der er meget polemik om, hvorvidt der er mulige alternativer eller ej til USA’s taktiske, præcisions- og konventionelle angreb. Royal United Services Institute – Storbritanniens ældste “tænketank” for forsvar og sikkerhed – udgav i juli 2024 en artikel med overskriften “De begrænsede muligheder for at håndtere det iranske nukleare spørgsmål”.

Konklusionen på vurderingen er, at der ikke findes nogen enkle diplomatiske midler til at forhindre Irans atomvåbendagsorden. Forfatteren, Darya Dolzikova, medgiver, at “de foreslåede løsninger er uperfekte – for ingen af dem er der garanti for, at det vil blive en succes”. Mulighederne virker derfor afgrænsede til andre midler end at snakke.

Fraset militær handling som en sidste udvej, er den eneste mulige vej til at sikre Israels sikkerhed gennem en alvorlig udbygning og håndhævelse af økonomiske sanktioner og en embargo mod Irans eksport og import. Et sådant program har tidligere med held været implementeret inden den nuværende regering kom til magten i 2021. Bidens regering afskaffede de daværende sanktioner og gav derved Iran og landets stedfortrædere mulighed for efter forgodtbefindende at holde verden som gidsel. Iran mener sandsynligvis, at landet, ved fuldt ud at udnytte de amerikanske undvigelsesmanøvrer, har frit spil til at terrorisere ethvert land, de måtte ønske, med Israel som det aktuelle hovedmål.

Den manglende politiske vilje fra Bidens regering og USA’s åbenlyse svaghed med sin eftergivenhed – såsom at sende milliarder af dollars til Iran – gør det forståeligt, at Iran hykler respekt for USA’s angivelige trusler. Ved ikke at følge op på truslerne med konkret handling må USA i Irans – såvel som i Ruslands præsident, Vladimir Putins, og Kinas præsident, Xi Jinpings, øjne være blevet patetisk. Den aktuelle krise i Mellemøsten er tydeligvis resultatet af et magttomrum – USA har i praksis afstået fra sin rolle som den dominerende verdensmagt ved ikke at afskrække sine fjender.

Israels overlevelsesmuligheder forekommer begrænsede set i lyset af USA’s afvisning af at handle beslutsomt på vegne af sine allierede, herunder Ukraine. I 2020 udtalte den russiske general Andrei Sterlin, at “man kan ikke afgøre, om et indkommende missil er forsynet med et nukleart eller et konventionelt sprænghoved. Militæret er nødt til at betragte det som et nukleart angreb.”

Israel, Golfstaterne, Europa og USA vil snart ikke være i en position, hvor man kan gamble med, hvorvidt et ballistisk missil affyret fra Iran er et nukleart angreb eller ej.

Professor Eyal Zisser fra Tel Aviv Universitet understreger Israel dilemma og mener, at “Israel kan meget vel stå uden noget valg” og være nødt til at foretage et præventivt angreb på “Irans nukleare anlæg og Hizbollahs lagre af strategiske missiler”. Hvordan, hvornår og om de forfølger dette mål er op til dem, men tiden er knap. I juli 2024 kom der yderligere efterretninger om, at Iran – igen – i al hemmelighed øger sin produktion af ballistiske missiler. Disse missiler kunne bære nukleare sprænghoveder. Israelerne har al mulig grund til at være alarmeret.

Selv om Israels ledere udmærket kender Irans intentioner, kan de ikke stole på USA og andre vestlige allierede vil deltage eller begrænse Irans fremskridt hen imod et atomvåben. De har vist, at de tilsyneladende hellere vil håndtere situationen gennem ineffektive diplomatiske “møder”.

Ved NATO’s 2024 topmøde i juli understregede Israels udenrigsminister, Israel Katz, truslen mod Ukraine og NATO-medlemmer:

“De iranske droner og missiler, der angriber Ukraine og truer NATO-medlemmer, er de samme som dem, der forsøgte at ramme Israel den 14. april. Iran er vores fælles fjende.”

Farhad Rezaei betonede ligeledes krisens påtrængende karakter: “En iransk bombe ville kunne udløse et atomkapløb i Mellemøsten og tilskynde USA til trække sig ud af regionen – en strategisk fordel for Kina” – såvel som Iran.

Og dog har Bidens regering tydeligvis “ingen klar Iran-strategi”, men er tværtimod “villig til at lave aftaler med iranere, når det passer dem”, klargjorde FN’s særlige rapportør for menneskerettigheder i Iran den 9. juli 2024.

Da Alan Dershowitz, emeritus juraprofessor ved Harvard Law School, under et interview den 26. juni 2024 fik et spørgsmål angående Iran og en atombombe, svarede han:

“Israel er nødt til at handle på egen hånd. Israel er nødt til at forstå, at de aldrig mere kan regne med USA’s utvetydige støtte. Israel kan regne med nogen støtte fra USA, men det er nødt til at træffe sine egne militære og politiske beslutninger.”

Konsekvensen er, at Israel, der i mange henseender er alene og tvunget til at handle på egen hånd, kan blive nødt til at finde måder, hvorpå de kan forhindre Iran i at angribe dem med kernevåben. Alt står på spil for Israel og – som den angivelige bastion for Vestens demokratiske værdier – for USA. “Er denne krig nu mod Israel?”, spurgte Hizbollahs leder for udenlandske relationer, Khalil Rizk, i juni 2024 på Al-Manar TV. “Mit svar er, at dette er ikke en krig mod Israel. Israel er kun et redskab. Hovedkrigen, den reelle krig, er mod USA.”

Vesten afventer således USA’s og Israels næste skridt til beskyttelse af deres folk mod den potentielle katastrofe, som Irans jihadistiske styre har stillet dem i udsigt.

På trods af USA’s fejlslagne diplomatiske indsats for at stække Irans nukleare ambitioner, og fordi USA efter al sandsynlighed ikke handler militært for at hindre Irans nukleare gennembrud, kan Israel stå alene og skulle beskytte både sig selv og Vesten.

Eli Wiesel, der er modtager af Nobels fredspris, har proklameret: “Den største tragedie for det jødiske folk er, at det lytter til sine venners løfter og ikke til dets fjenders trusler.”

Israels ledere burde tage deres fjenders trusler alvorligt og handle for at beskytte både Israel og Den Frie Verden mod en potentiel overhængende katastrofe.

Nils A. Haug er forfatter og skribent. Han er dommer og medlem af International Bar Association, the National Association of Scholars, fakultetsmedlem ved Intercollegiate Studies Institute, the Academy of Philosophy and Letters. Efter at han har trukket sig tilbage som jurist, er hans interesseområde politisk teori i forbindelse med aktuelle begivenheder. Han har en Ph.d. i apologetisk teologi. Haug er forfatter til ‘Politics, Law, and Disorder in the Garden of Eden – the Quest for Identity’ og ‘Enemies of the Innocent – Life, Truth, and Meaning in a Dark Age’. Hans arbejder er blandt andet blevet offentliggjort i First Things Journal, The American Mind, Quadrant, Gatestone Institute, National Association of Scholars, Anglican Mainstream, Document Danmark og Jewish News Syndicate.