I 2002 dør modstandsmanden Gert Blædel, og hans barnebarn Ole Blædel arver en hvid plasticpose fyldt med breve, notater, lydoptagelser samt, ikke mindst, morfarens frihedskæmperarmbind. Det bliver startskuddet til researchen og gravearbejdet, der nu er mundet ud i bogen Et halvt år i Gestapos kløer. Her fortæller Ole Blædel hele historien om, hvordan hans morfar under 2. Verdenskrig bliver involveret i modstandsbevægelsens arbejde og taget til fange af nazisterne.
Gert Blædel bliver i 1940 ansat som godsforvalter på Skjoldenæsholm Gods på Midtsjælland. I løbet af 1943 bliver skovene ved godset omdrejningspunkt for modtagelsen af en række våbennedkastninger fra englænderne, der ønsker at støtte den danske modstandskamp. I begyndelsen går det godt, men i 1944 bliver en lastbil med våben fra godset standset, og Gerts forbindelse til dem afsløres. Han bliver i første omgang sendt til Vestre Fængsel og herfra videre til Frøslevlejren. Ved juletid i 1944 bliver han og en række andre danske fanger overflyttet til den noget barskere Neuengamme-lejr i Tyskland, inden de til sidst ender i arbejdslejren Dalum ved den tysk-hollandske grænse, hvor de bliver sat til at slæbe tømmer og grave skyttegrave i den sumpede mosejord.
I Ole Blædels beretning får morfarens stemme plads i form af citatet fra de dagbøger, han skrev i tiden lige efter befrielsen. Resultatet er en stærk personlig øjenvidneberetning fra nogle af krigens mørkeste timer. Livet i koncentrationslejrene var præget af sult, sygdom, ydmygelse og korporlig såvel som psykisk terrorisering af fangerne. Det var en daglig kamp for overlevelse, og mange klarede den ikke. Men Gert Blædel gjorde, og han viede efterfølgende en stor del af sit liv til at fortælle om sine oplevelser under det nazistiske rædselsregime, for at ofrene og historien aldrig skulle blive glemt. En beretning, der ikke længere er pakket ned i en hvid plasticpose, men fortælles i bogen, der bærer frihedskæmperens armbind på forsiden.
Ole Blædel er uddannet journalist, og Et halvt år i Gestapos kløer er hans debut som forfatter.
Fakta om bogen:
Et halvt år i Gestapos kløer
Forfatter: Ole Blædel
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740669756
Sidetal: 176
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 4. maj 2021
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)