Højere materialepriser gør det mere attraktivt at købe brugte huse. Godt for brugtpriserne, fremhæver Nationalbanken.
Du skal ekstra ’til lommerne’, hvis du planlægger at bygge nyt hus.
På et år er prisen for at opføre et nyt parcelhus i snit hoppet frem med 8,6 %, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på.
Det betyder som eksempel, at der er løbet ekstra 215.000 kr. oven i et husprojekt til 2,5 mio. kr. på et år – så regningen lyder på 2.715.000 kr.
Alene i løbet af ét kvartal er byggeudgifterne steget med 2,7 % – eller 67.000 kr.
For lejligheder er stigningen 7,6 % i løbet af et år og 2,9 % i løbet af tre måneder.
Opgørelsen, der gælder boliger opført til og med første kvartal i år, omfatter både materialer og arbejdsløn. Det er primært materialepriserne, der er skudt i vejret, oplyser Danmarks Statistik.
Byggeregningen vokser
”Der er en smule forsinkelse i opgørelsen, og man kan sagtens forestille sig, at udgifterne til boligbyggeri er steget yderligere siden som følge af materialemangel i mange brancher på grund af krigen i Ukraine,” siger boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen fra Home.
Prishoppet på nybyggeri kommer ifølge Home samtidig med, at salgspriserne på ‘brugte’ boliger efter en lang periode med pil op er begyndt at flade ud og måske falde.
De seneste tal fra Home viste et prisfald på 1,8 % fra maj til juni for solgte huse i hele landet ifølge indekset Boligbrief, der er udgivet sammen med Danske Bank. Det svarer til godt 40.000 kr. for et hus til 2,3 mio. kr.
”De kommende måneder må vise, hvordan salgspriserne udvikler sig, men de fleste økonomer forventer, at tendensen det kommende år er nedadgående,” siger Homes analytiker.
Godt for prisen på brugte huse
Men der er en hjælpende hånd til de brugte boliger, fremhæver Nationalbanken.
Den store stigning i byggeomkostninger på nyt byggeri er nemlig et plus for brugtmarkedet. ”Det er godt for de eksisterende boligers prisudvikling”, forklarer nationalbankdirektør Lars Rohde til Børsen.
De stigende byggeomkostninger mærkes naturligt mest, når alt skal opføres fra nyt, men det er ikke kun ved nybyggeri, at de højere priser kan mærkes i byggebudgettet.
Også ved alt fra små til store renoveringsprojekter i eksisterende boliger er det blevet dyrere, og jo større projekt, jo mere kan det mærkes for boligejere og nyslåede boligkøbere.
“De største ‘vindere’ er uden tvivl de boliger, der allerede er i god stand,” siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home.
Nationalbanken forudser, at boligpriserne i gennemsnit kommer til at falde i omegnen af 5 % det næste års tid – mest i de større byer, hvor boligerne har oplevet de største prisstigninger de seneste år.
Lige nu er det store rentehop i fokus, men Nationalbanken regner med, at rentechokket er midlertidigt, og at renten vil falde igen, lyder det i Børsen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)