Efter håndgranat i Holbæk: Politiet visitationszone

Midt- og Vestsjællands Politi har bestemt, at politiet i ovennævnte periode skal have udvidet mulighed for at foretage stikprøvevisitationer i et område i Holbæk.

Denne visitationszone erstatter den, der blev bestemt den 17. oktober 2018. Den nye visitationszone gælder foreløbigt til den 8. november 2018.

Visitationszonen dækker en central del af Holbæk bymidte og afgrænses af rundkørslen ved Roskildevej og Skagerakvej, ad Skagerakvej frem til Højvang og af Fælleden frem til Holbæk Have. Kattegatsvej afgrænser herefter zonen frem til Munkholmvej. 
Herefter følger zonen Munkholmvej frem til Labæk og herefter ad Labæk frem til Havnevej. Zonen afgrænses herefter af Havnevej og videre frem til krydset Havnevej, Ahlgade, Valdemar Sejrsvej og Kalundborgvej.
Kalundborgvej afgrænser herefter zonen frem til Stenhusvej og videre ad Stenhusvej frem til rundkørslen ved Skagerakvej.
Zonen afgrænses herefter af Skagerakvej frem mod rundkørslen ved Roskildevej.

Baggrunden for beslutningen om en udvidelse af visitationszonen er, at der efter politiets opfattelse er en øget risiko for, at der inden for den etablerede zones område foretages strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Politiet har i oktober registreret flere voldelige sammenstød mellem grupperinger i Holbæk, hvor bl.a. knive og slagvåben er anvendt samt en episode med en håndgranat. Derudover har politiet i grupperingerne observeret personer, der optræder på en måde, der giver politiet grund til at frygte, at der kan være optræk til yderligere voldelige sammenstød.

Det er på den baggrund politiets opfattelse, at der er en meget anspændt stemning i området, samt at grupperingerne har adgang til forskellige typer af våben, hvorfor der skønnes at være en forøget risiko for, at der vil kunne blive foretaget strafbare handlinger.

Formålet med den målrettede indsats er at kontrollere, om nogen i området besidder eller bærer våben. Politiets indsats har til formål at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Opholdsforbud

Midt- og Vestsjællands Politi forbyder desuden enhver adgang til adressen Østerstræde 4, 4300 Holbæk i medfør af lov om ophold i bestemte ejendomme. 

Dette forbud træder i kraft 25. oktober 2018 klokken 17 og gælder frem til 8. november 2018 klokken 17.

Pressen kan få yderligere informationer om den udvidede visitationszone og opholdsforbuddet ved henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 2542 6210.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)