Efter skambid: Rigspolitiet afgø, at Basko skal aflives

Den 8. november 2018 traf Rigspolitiet afgørelse i anledning af en klage fremsat af Baskos ejer. Rigspolitiet fandt i lighed med Bornholms Politi, at der var tale om skambid af hunden, Melli, og at Baskos adfærd var uacceptabel og farlig. Rigspolitiet lagde desuden vægt på, at det ifølge den hundesagkyndige dyrlæge formodentlig vil kunne gentage sig.

Sagen startede den 21. juni 2018, hvor Baskos ejer efter en hundeluftning tog linen af hunden, da de befandt sig på vej hen mod hoveddøren til ejerens opgang. Basko sprang hen til en mindre hund, Melli, der blev ført i en flexline, og skambed den, hvilket medførte en 3-4 cm dyb og 10 cm lang flænge på Mellis bryst. Melli blev bidt flere gange og måtte efterfølgende have amputeret en tå på den ene pote som følge af biddene.

I tilknytning til episoden besluttede politiet, at pensionsanbringe hunden. Efter en hundesagkyndig undersøgelse vurderede politiet på Bornholm ved en fejl, at hunden ikke skulle aflives, og pålagde alene Baskos ejer at lufte hunden i bånd og forsvarlig mundkurv. Den fejl blev imidlertid opdaget, da ejerens advokat påklagede pensionsanbringelsen til Rigspolitiet. Efter en revurdering af sagen blev afgørelsen ændret i overensstemmelse med hundelovens bestemmelser.

Det fremgår, at politiet efter hundelovens § 6, stk. 5 skal aflive en hund, såfremt en hund ved overfald eller anden uacceptabel og farlig adfærd har skambidt et menneske eller en anden hund. Det er således ikke overladt til politiet at foretage et skøn af, om en hund skal aflives, hvis betingelserne i hundelovens § 6, stk. 5 om skambid og anden uacceptabel og farlig adfærd ellers er opfyldt.

”Det er naturligvis beklageligt, at vi ikke traf den rigtige afgørelse i første omgang”, udtaler anklager, Helle Vibeke Severini. ”Nu er der imidlertid rettet op på det, men vi har naturligvis forståelse for den følelsesmæssige rutschetur, som hundeejeren har været igennem”, siger hun og lægger samtidig vægt på de offentlige interesser i, at mennesker eller hunde ikke skambides.

Hundens ejer kan indbringe rigspolitiets afgørelse for domstolene ved et civilt søgsmål.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)