Sydøstjyllands Politi opretter visitationszoner i Fredericia
I køvandet på skuddrabet i går den 24. februar af en 24-årig mand ud for Korskærvej nr. 6 i Fredericia, oprettes nu som ét af flere tiltag visitationszoner
Oprettelsen af zonen er en sikkerhedsforanstaltning med henblik på at genoprette og fremover fastholde ro, tryghed og sikkerhed i boligområdet Korskærparken og i Fredericia i øvrigt. Gårsdagens hændelse er heldigvis meget usædvanlig i Fredericia og i Sydøstjyllands Politi i det hele taget. Derfor sætter Sydøstjyllands Politi da også alle sejl for hurtigt og effektivt, at komme tilbage til normale tilstande overalt i politikredsen.
Visitationszone er et af flere tiltag i denne sammenhæng. Allerede i går var lokale betjente og den mobile politistation kort efter hændelsen på tryghedsskabende opgave i Korskærparken for at stå til rådighed for dialog med beboerne. En del beboere kiggede da også i går forbi og fik en snak om situationen. Også i dag og i den kommende tid vil der være lokale betjente til rådighed for dialog med borgerne i Fredericia om tryghed og sikkerhed.
Fredericia Kommune, boligselskaber og Sydøstjyllands Politi er også i løbende samarbejde og kontakt med henblik på at modvirke følgevirkninger af den voldsomme hændelse og genskabe ro og tryghed.
Visitationszonen
Det fremgår af begrundelsen for udstedelsen af visitationszonen, at Sydøstjyllands Politi vurderer, at drabet udspringer af et modsætningsforhold mellem nogle afgrænsede persongrupper i Fredericia. Det er altså ikke generelt farligt at opholde sig eller bo i Korskærparken eller Fredericia i al almindelighed.
Det følger også af beslutningen om indførelse af visitationszoner, at ’Sydøstjyllands Politi iværksætter i forebyggende øjemed to visitationszoner i dele af Fredericia i medfør af politilovens § 6 stk. 3.
Visitationszonerne omfatter afgrænsede områder i henholdsvis den centrale del af Fredericia by samt i Korskærparken i Fredericia. Zonerne er afgrænset af nedennævnte veje:
Visitationszonen i Korskærparken
Ullerupdalvej – Nørre Allé – Vestre Ringvej – Vejlevej – Vestre Ringvej – Venusvej.
Visitationszonen i Fredericia midtby
Vester Voldgade – Nørre Voldgade – Øster Voldgade (inkl. Østerstrand) –
Kongensgade – Esplanaden –Oldenborggade – Norgesgade – Sjællandsgade.
Visitationszonerne omfatter ovennævnte veje og vejene inden for afgrænsningen. Der henvises i øvrigt til den vedhæftede grafisk oversigt.
Visitationszonerne gælder fra den 25. februar 2020 kl. 13.00 til og med den 25. marts 2020’.
Grundlaget for visitationszonen
Beslutningen om at indføre visitationszonen skyldes, at Sydøstjyllands Politi vurderer, at der i den pågældende periode er en forøget risiko for, at der besiddes eller bæres våben i de anførte områder med henblik på at foretage strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Vurderingen bygger bl.a. på, at der i går skete et drab på en 24-årig mand i Korskærparken i Fredericia. Den afdøde er en del af en gruppe af unge mænd med anden etnisk oprindelse, der er bosiddende i Korskærparken. Denne hændelse i Korskærparken og igangværende konflikter betyder, at politiet vurderer, at der er risiko for yderligere alvorlige voldelige opgør i områderne.
Visitationszonerne skal således bl.a. forebygge eventuelle alvorlige reaktioner mod og/eller fra personer i grupperinger i Fredericia, hvor der aktuelt består et modsætningsforhold i mellem.
I forlængelse heraf har visitationszonerne et forebyggende sigte, idet de skal forebygge fare for personers liv og helbred og indebærer, at politiet kan foretage stikprøvevis visitation af personer samt genstande og køretøjer, som de pågældende er i besiddelse af.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)