Kørte du ad Sølvgade i Herning klokken 02:57 natten til torsdag i en sort Volvo-lignende bil, så vil politiet meget gerne tale med dig.
I forbindelse med den sag, hvor en 22-årig mand mistede livet efter at været blevet stukket med en form for stikvåben natten til torsdag denne uge, efterlyser politiet nu et muligt vidne, der kom kørende ad Sølvgade lige omkring gerningstidspunktet.
Den sorte Volvo-lignende bil kørte ad Sølvgade i vestlig retning klokken 02:57 natten til torsdag, og politiet offentliggør nu et overvågningsbillede af bilen i håbet om at få føreren til at henvende sig. Politiet mener ikke, at føreren er involveret i sagen, men at vedkommende kan have set noget på sin vej gennem området. Derfor vil politiet meget gerne i kontakt med føreren.
Var det dig, der kom kørende, eller ved du, hvem det kan være, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)