Børnene troede forældrene lavede gas med dem, men nu skal de på en uventet rejse.
Der blev en ekstra sød jul for en familie fra Frederikssund Kommune, da de skrabede 10 juletræer, der udløser én million kroner på Danske Spils skrabekalendere. Og med den i hænderne kommer julen nok til at vare lidt længere end til påske. I hvert fald blev der hurtigt planlagt en tur til Thailand.
Det var familiens far, der købte i alt fire skrabekalendere til hele familien på en Q8 i Værløse, og han fortæller, hvordan det skabte jubel i hjemmet.
– Jeg går i gang med at skrabe den sidste, og undervejs spørger min datter, om vi skal en tur til Thailand, hvis vi vinder. Og det lover jeg, for jeg kender oddsene, så jeg var villig til at love hvad som helst på det tidspunkt. Men to minutter efter stod vi altså og skulle til Thailand, siger en glad vinder.
En undersøgelse fra Danske Spil viser, at 61 procent af dem, der køber en julekalender, skraber ét felt ad gangen op til jul.
Så tålmodige var familien her ikke. Faren skrabede nemlig kalenderen færdig d. 21 december, og selv med det synlige bevis i hænderne kunne familiemedlemmerne ikke tro deres eget held.
Børnene begyndte at flå i kalenderen for at se, om forældrene havde lavet en snydekalender for at narre dem.
– Der måtte jeg altså sige: ”stop lige engang”, for den er potentielt én million værd den der, siger vinderen, der tilføjer, at de 10 juletræer på kalenderen blev talt mange gange, før han følte sig sikker på gevinsten.
– Til sidst satte vi et nummer ud for hvert træ, griner familiefaren og tilføjer:
– Da vi så var sikre på, at der var 10 tænkte vi: man skal nok have 11, men den var altså god nok.
2021 var 27. år i træk, danskerne kunne skrabe julekalendere fra Quick.
Indtil videre er der fundet fire heldige vindere af én million kroner følgende steder:
– Q8 Service, 8660 Skanderborg
– Q8 Service, 3500 Værløse
– Meny, 3800 Nykøbing Falster
– Super Brugsen 9400 i Løkken
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)