Oplever du flere og flere elcykler ræse på de danske cykelstier i myldretiden, er du ikke den eneste. For flere vælger elcyklen som foretrukkent transportmiddel til og fra arbejde. Elcyklen erstatter således bil og almindelig cykel, når danskerne cykler fra hjem til arbejdsplads og tilbage igen.
”Elcyklen har et kæmpe potentiale som nyt transportmiddel mellem hjem og job. Især når den erstatter personbilen, for på den måde sparer vi en masse CO2-udledning og de danske elcyklister bidrager dermed positivt til kampen for CO2-reduktioner. En anden fordel ved at flytte trafikken fra kørebanen over til cykelstierne er, at jo flere, der triller til arbejde på en elcykel, desto mindre trængsel er der i myldretiden på kørebanen – og det giver færre kampe om parkeringspladserne,” siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.
Hver tredje af dem, der til og fra arbejde er begyndt at bruge en elcykel, lader i stedet bilen stå i garagen til fordel for elcyklen. Det viser en befolkningsundersøgelse, Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA, hvor vi har spurgt de erhvervsaktive, som har en elcykel. Det er især mænd, der lader bilen stå til fordel for elcyklen, når de skal på arbejde. Hele 44 pct. svarer i undersøgelsen, at elcyklen har erstattet egen bil eller motorcykel.
”Eldrevne køretøjer er vejen til CO2-reduktioner i transportsektoren. Det er positivt, at danskerne har taget klimakampen til sig og helt ind i husholdningen og bruger elcykel som et alternativ til bilen. Det skal også afspejle sig på politisk niveau. Når vi laver store infrastrukturplaner i Danmark, er det vigtigt, at vi ikke bare tænker på elbiler, men også indtænker elcyklen og brede cykelstier” siger Thomas Damkjær Petersen.
Ikke alene er elcyklen gavnlig for klima og krop, hvis den erstatter personbilen. Men der lurer måske et lille eksporteventyr, når man ser udviklingen i salg af elcykler, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2019 blev der solgt 3.347 egenproducerede elcykler i Danmark svarende til en værdi af 58,4 millioner kr. Udover et boost i salget er både importen og eksporten kraftigt stigende. I 2019 importerede Danmark knap 63.000 elcykler, hvilket er over 50 pct. flere end i 2017. På eksportsiden er der med henholdsvis 4.253 elcykler i 2017 og 11.023 styks i 2019 tale om en stigning på 159 pct.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)