Elever med lave skolekarakterer dropper oftere ud

Op mod halvdelen af eleverne på vvs- og elektrikeruddannelserne dropper ud undervejs. Ny analyse peger på sammenhæng mellem lave karakterer i dansk og matematik i folkeskolen og risiko for frafald.

Ud af det samlede antal, der begynder på en erhvervsuddannelse som elektriker eller vvs-energispecialist, falder op mod halvdelen af dem fra undervejs. Ny analyse af frafaldet peger på, at der er en vis sammenhæng med lave karakterer i matematik og dansk ved folkeskolens afgangseksamen og risikoen for at droppe ud.

– Resultatet peger på, at begge erhvervsuddannelser har et højt fagligt niveau, men samtidig bliver det også tydeligt, at der desværre bliver optaget elever på uddannelserne, som er for svage rent fagligt til at gennemføre, siger Jannik Blumensaadt, uddannelseskonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organiserer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal.

Dobbelt så mange frafald

Den nye undersøgelse går dybere ind i sammenhængen mellem folkeskolekarakterer og fuldførelse af erhvervsuddannelsen. Her bliver billedet tydeligt, når man sammenligner med de elever, der har fået mellem 2 og 4 i eksamenskarakter i dansk og matematik med de elever, der har fået en højere karakter.

Hos elektrikerne når 50 procent aldrig ud i virksomhedspraktik, før de dropper ud, hvis de har fået mellem 2 og 4 i matematik. Kun 35 procent i den gruppe gennemfører uddannelsen.

Til sammenligning gennemfører 72 procent af de elever, der har fået 10 eller derover i matematikeksamen fra grundskolen.

Samme tendens ses på vvs-energiuddannelsen, hvor både dansk- og matematik-karaktererne boner ud i sammenligningen. Omkring halvdelen af eleverne med de dårligste karakterer ender med et svendebrev, mens langt hovedparten af elever med 10 eller derover i matematik eller dansk gennemfører uddannelsen.

– Det er en bekymrende tendens, da virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, og udfordringen bliver ikke mindre de kommende år. Derfor er det vigtigt at få nedbragt de tårnhøje frafaldsprocenter, siger Jannik Blumensaadt.

Få dropper ud i virksomhedspraktikken

Samtidig er det interessant at se på, hvornår eleverne falder fra i uddannelsesforløbet. Her er der enkelte forskelle mellem de to uddannelser.

Ud af det samlede frafald blandt elektrikerne på 48 procent, så falder 30 procent fra i løbet af grundforløb 2. Kun seks procent falder fra i løbet af første praktikperiode ude i virksomheder. Efterfølgende ender 12 procent med at sige farvel til uddannelsen, før de har fået svendebrevet i hånden.

Blandt vvs-energispecialisterne er det 43 procent, der samlet set dropper ud i løbet af uddannelsen. De fordeler sig på 19 procent, der hopper fra på grundforløb 2. I løbet af første praktikperiode forsvinder fem procent, mens 19 procent dropper ud i løbet af den sidste del af uddannelsen.

– Analysen peger med andre ord på, at det særligt er på erhvervsuddannelserne, der er brug for at sætte ekstra kræfter ind for at få nedbragt de høje frafaldsprocenter. Det gælder både ved indgangen til uddannelsen og ved at styrke skolernes pædagogiske indsats undervejs, siger Jannik Blumensaadt.

Frafaldsanalysen er udgivet i juli af EVU (El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat) med brug af data fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring. Derudover er der suppleret med interviews med en række af de frafaldne elever.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)