En uge i den moralske stormagt

I tidsrummet 29.7. – 4.8. har Sverige oplevet 8 mord – altså et om dagen, svarende til over 300 om året. Danmark har ca. 45 mord om året.

I samme tidsrum har Sverige haft 10 mordforsøg, 3 skudskadede, 4 knivskadede, 9 skudepisoder, 5 bombesprængninger og 6 mordbrande.

Den svenske syge kan føres tilbage til året 1975, da en enstemmig Riksdag besluttede, at politikken herefter burde ”præges af en bestræbelse på at skabe lighed mellem indvandrere og svenskere”. Målet for svensk politik skulle ikke længere være at assimilere indvandrere, men at lade dem leve i overensstemmelse med deres medbragte kultur. Sverige blev således officielt multikulturelt. Og det var den svenske elite meget stolt af – så stolt, at politikere, medier og kulturpersonligheder jævnligt pegede fingre ad Danmark, fordi vi ikke var hurtige nok til at øge indvandringen og tilpasse os de fremmede.

Det har med andre ord været en bevidst svensk politik, at Sverige ikke længere skulle være svensk, men et blomstrende landskab af mangfoldige nationer, kulturer og sprog.

Og det er, hvad man har fået – bortset fra at blomsterne for længst er visnet.

Den officielle multikulturelle politik medførte nemlig, at kriminaliteten begyndte at eksplodere efter 1975, fordi visse af de importerede kulturer ikke var så fredelige, som man troede i Stockholm, men det var der jo ikke noget at gøre ved, eftersom alle kulturer antoges at være lige gode – med undtagelse af den svenske.

Fra officielt hold blev den gryende utilfredshed imødegået med påstande om, at den skyldtes racisme, og i mange årtier fik ”racisterne” ikke et ben til jorden. Den overklasse, der påtvang den underdanige svenske befolkning den vidunderlige mangfoldighed, har vist nok ikke fortrudt, selvom den er blevet mere mundlam – efterhånden som resultaterne begynder at indløbe.

Hvad skal de også sige? At Sverige er fortabt, men at det ikke er deres skyld, fordi de kun ville det bedste?